Vores læser Johanne Dam Jensen har engang sendt dette spørgsmål ind:

Hvor gammelt er mennesket ’designet’ til at blive? Altså hvor lang tid kan et nymoderne sundt menneskes livsvigtige organer holde? Er der f.eks. en grænse for, hvor mange slag et menneskehjerte kan slå?

Jørn Wullf Helge, professor på Københavns Universitet med fokus på fysisk aktivitet og sundhed, svarer:

Det er ikke verdens nemmeste spørgsmål, du stiller der, men lad os prøve at se på det.

Når det kommer til menneskets potentielle levealder, er der ikke noget entydigt svar i forskningen. En artikel i Nature fra 2016 peger på, at der er en teoretisk øvre grænse, mens en anden artikel i Science fra 2018 afviser dette.

Derfor må vi prøve at se lidt på, hvad der kan afgøre, hvor gammelt et menneske kan blive.

Arveligheden spiller en stor rolle efter de 80

Den noterede aldersrekord tilhører i dag en fransk kvinde, der blev 122 år. Måske kunne hun teoretisk set godt være blevet lidt ældre, men hun har utvivlsomt været heldig med generne.

Forskningen viser nemlig – hvis man f.eks. tager udgangspunkt i artiklen i Science – at arveligheden spiller en stor rolle, når man først er nået forbi de 80.

Indtil da er der mange faktorer, der kan spille ind i ens risiko for at dø tidligere, når man ser bort fra ulykker. Man kan få kræft eller andre livsreducerende sygdomme, man kan blive udsat for toksiner i kosten, for meget UV-lys eller uhensigtsmæssige kemikalier igennem livet.

I samspil med dette dannes frie radikaler (reaktive iltmolekyler) i kroppen, og alt dette kan medføre skade på cellerne og på sigt tab af funktion samt aldring.

Matematisk er kurven støt stigende gennem livet for ens sandsynlighed for at dø, men der sker noget, når man rammer de 80 år. Så flader kurven ud. Så har man overlevet så langt, så er der større sandsynlighed for, at generne kan være med til at holde en i live i mange år endnu, fordi man bare er mere robust.

145 ser ud til at være toppen

Alligevel holder man ikke for evigt, fordi kroppen degenerer naturligt over tid. Der er blandt andet tale om svind af muskelmasse, tab af hjerneceller, og tab af elasticitet i lungerne. Her går det hele tiden ned ad bakke med dem. Begrebet kaldes atrofi.

Disse faktorer kan man prøve at forsinke gennem god kost og motion, som har en gavnlig effekt, men man kan ikke få dem til at forsvinde. Med udgangspunkt i flere antagelser viser bl.a. et ukrainsk forskningsprojekt, at det teoretisk er svært at komme ud over de 145 år i dag, uanset hvad man gør, og hvilke gener man er udstyret med.

Forskerne har set på, hvor længe et menneske teoretisk kan holde de mest vitale systemer kørende, såsom at omdanne fødevarer til energi. Her har de svært ved at se, at det kan lade sig gøre efter 145 år.

Ser man på, hvor længe organerne kan holde, så er der mig bekendt ingen øvre grænse for, hvor længe et hjerte f.eks. kan slå. Og en lever er f.eks. rigtig god til at regenerere sig selv. Der kan selvfølgelig støde sygdomme til, men der ser ikke ud til at være ’kodet’ en særlig levealder.

At man mister muskelmasse skyldes, at de store nerver, der aktiverer musklerne, degenererer, og det gør de, uanset hvor meget du træner. Dog kan du forsinke degenereringen med træning og reducere faldet, hvilket har betydning for levealderen.

Vi bliver trættere med årene

Ser man på kredsløbet, så bliver det stivere og mindre godt til at forsyne systemet med blod og ilt. Samtidig falder vores max-puls med alderen, og dermed falder hjertets maksimale pumpekapacitet.

Hvad angår hjernen, er der ingen tvivl om, at vi mister neuroner med årene, og de bliver ikke gendannet, mens lungerne også kan miste elasticitet og dermed funktion. Andre væv – som f.eks. huden – vil også miste elasticitet.

Hvad der præcis er den afgørende faktor/regenerering, der fastsætter levealderen, er svær at sige. Der er et samspil af indre og ydre faktorer, der til sidst vil gøre det svært for systemet at opretholde nok nødvendige funktioner. Systemerne spiller sammen, men blandt de afgørende faktorer er selvfølgelig, at der er funktionalitet til at omsætte mad til energi, og at hjertet kan pumpe blodet rundt og forsyne kroppen med ilt.

I dag ligger den øvre livstidsgrænse nok på 110-115 år for mænd og 115-120 år for kvinder. Den kan muligvis komme højere op, hvis man formår at holde degenereringen yderligere i ave med en god livsstil og medicin. Måske ender man ligefrem ender der, hvor man kan bruge gen-værktøjet Crispr til at fjerne gener, der koder for aldring, eller indsætter sekvenser, der hjælper regenereringen. Anvendelsen af sidstnævnte rejser naturligvis en række etiske aspekter og problemer.

Skal der være et bud på en øvre livstidsgrænse, er de 145 år et plausibelt bud. Grænsen kan muligvis komme til at ligge højere i fremtiden som følge af evolution, men den slags sker meget langsomt, så i de første mange tusinde år vil maksimumalderen nok ligge ret stabilt.