Vores læser Erik Vesti har spurgt:
Er grunden til, at vi får influenza i Europa, den moderne verdens rejseaktivitet, eller er der tegn på, at vi også fik det i fx middelalderen? Og hvor gammelt er det ældste kendte influenzaudbrud?
Læs også: Spørg Fagfolket: Hvorfor var det kun de gamle europæere, der spredte sygdomme?
Lone Simonsen, professor i epidemiologi på RUC, svarer:
Vi ved, at der fandtes influenzalignende virusudbrud i Middelalderen i Europa, som bliver omtalt i bøger, men vi ved ikke med sikkerhed, at det rent faktisk var influenza.
Man havde noget, der blev kaldt ’La Grippe’ eller ’Grippen’, som gav nogle af de samme symptomer, men om der har været tale om infektion med en influenza-stamme eller måske en gammel coronavirus, ved vi ikke, da man ikke har genmateriale fra dengang at sekventere.
Men vi ved, at selv i meget gamle dage, før flyvemaskiner blev almindelige, overlevede virusepidemier glimrende.
Under 1889-pandemien, også kaldet den russiske influenza, rejste smitten hele verden rundt på fire måneder ved hjælp af skib og hestevogn.
Læs også: Spørg Fagfolket: Kommer man hurtigere over en influenza ved at sulte sig?
Vi så på samme måde i 1918 under den spanske syge, at det kan gå stærkt. Det gik selvfølgelig endnu hurtigere i 2009 under svineinfluenzaen, hvor folk fløj rundt, men de ældre pandemier klarede sig også godt.
Det ældste kendte influenzaudbrud – eller epidemi – er indtil videre den spanske syge i 1918. Her ved vi med sikkerhed, at der var tale om influenza, fordi der blev ekstraheret genmateriale fra et frossent lig fra dengang, som blev fundet i Alaska. En gensekventering viste, at der var tale om influenza A H1N1.
Ser vi på 1889-pandemien, er der stadigvæk usikkerhed omkring, hvorvidt der var tale om influenza eller f.eks. en gammel coronavirus.
Flere typer data peger på, at der kunne have været en coronavirus-pandemi, da de genetiske analyser, symptomer og epidemiologien så lidt anderledes ud end ved andre influenza-pandemier.
Men det er ikke sikkert, så spørgsmålet er stadigvæk åbent. Jeg hælder selv 50/50 til, om der var tale om influenza- eller coronavirus, og det er noget af det, vi arbejder på at opklare på pandemicentret.
Så indtil vi ved mere, er pandemien i 1918 fortsat den ældste kende influenzapandemi. Men tænk, hvor interessant det ville være at have en historisk coronavirus-pandemi at lære fra.
