Vores læser Louise Bramming har spurgt:
Den 2. december kl lidt i 07.00 om morgenen ser jeg i sydlig retning i ca. 45 grader i forhold til grunden følgende: En lysende prik (ikke blinkende), der bevæger sig i lige linje over himlen i ca. flyvemaskinetempo, så man sagtens kan følge den med øjnene.
Den efterfølges af endnu én og endnu én. Det bliver ved og ved. Jeg iagttager dem i ca. 10 minutter! Samme hastighed, samme lige retning, samme afstand imellem dem.
Afstanden imellem dem er ca. halvanden håndsbredde med strakt arm. Til sidst kan jeg ikke se dem mere, da det bliver lyst.
Jeg befinder mig i Nordborg. Kan nogen hjælpe mig med, hvad det er jeg har set?
René Fléron, civilingeniør på DTU Space og satellitblogger på ing.dk. svarer:
Ved at bruge udelukkelsesmetoden kan vi sige noget om, hvilke objekter du kan have set.
Når himlen er mørk, kan vi enten se objekter, der lyser selv (stjerner, stjerneskud og flyvemaskiners positionslys) eller objekter, der bliver lyst op (planeter, kometer, månen og satelliter).
Stjerner og planeter bevæger sig relativ langsomt over himlen (ml. 0° og 15° i timen), og vi vil opleve dem som umiddelbart stationære.
Flyvemaskiner, stjerneskud og satellitter bevæger sig så tilpas hurtigt, at vi umiddelbart oplever bevægelsen. Flyvemaskiner lyser rødt, grønt og blinker hvidt, de er derfor som regel lette at adskille fra andre himmelobjekter. Stjerneskud kan forekomme i sværme, men næppe som perler på en snor – undtagen når menneskeskabte objekter bryder op under genindtræden i atmosfæren, se f.eks. ATV-1 Jules Vernes genindtræden i Jordens atmosfæren her:
Ud fra din beskrivelse passer intet af ovenstående. Dermed er det højst sandsynligt satellitter, du har set.
Satellitter kan ses på himlen, hvis de belyses af Solen, mens man selv befinder sig på en del af Jordens overflade, der ikke er oplyst af Solen. Det er muligt kort efter solnedgang og kort før solopgang.
For at et belyst objekt skal være synligt, skal vores øjne registrere tilpas mange fotoner fra objektet. Derfor afhænger synligheden af et belyst objekt af: Objektets reflektionskoefficient, objektets størrelse, afstanden til objektet og intensiteten af det lys, der rammer objektet. Kender man de tre parametre, kan man bestemme den sidste.
Da det interstellare objekt ’Oumuamua for et par år siden drønede igennem vores solsystem, brugte astronomer lysmålinger, viden om banen samt estimater af reflektionskoefficienter til at regne på størrelsen af objektet. Et emne, der stadig diskuteres.
Det er lettere at se satelliter i lav jordbane, da de er tættere på. Når de kommer som perler på en snor, er der efter al sandsynlighed tale om satellitter fra samme opsendelse (raket).
En flok af satellitter i lav jordbane, der ligger tæt på hinanden, leder uværligt tanken hen på SpaceX’ kommende megakonstellation af internetsatellitter, Starlink.
De første satellitter bliver sendt op i cirka 350 km højde, hvorfra de selv skal ’kravle’ op i cirka 500-550 km højde.
Den 2. december 2019 var der to sæt Starlink-satellitter i kredsløb. Det ene flyver i ca. 500 km højde og blev sendt op i henholdsvis februar og maj 2019. Det andet sæt blev sendt op d. 11. november 2019 og lå den 2. december i cirka 360 km højde.
For at en satellit er synlig et givent sted, kræver det naturligvis, at den bevæger sig ind på den del af himlen, betragteren kan se. Alle satelliter i kredsløb om Jorden krydser enten ækvator eller følger ækvator rundt.
Det betyder, at befinder man sig på ækvator, vil man over tid opleve at samtlige af Jordens satellitter i lav bane har passeret hen over én. Det gælder ikke for Danmark.
For at se en satellit i Danmark skal satellitens baneplan have en tilpas hældning i forhold til Jordens ækvatorialplan. Det kaldes baneinklination.
For at illustrere problematikken har jeg lavet en figur, der viser en betragter, placeret på Dansk breddegrad (55° N). Højre og øverste klode viser det buestykke, en betragter kan se af en cirkelbane i 360 km højde, markeret med lilla stiplet streg. Horisontlinjen er markeret med en stiplet sort streg.
Ved at overføre yderpunkterne for buestykkerne til kloden nederst til venstre kan vi tegne en elipse, der viser det synlige udsnit af himlen i 360 km højde. Jeg har igen brugt en sort stiplet streg. Betragterens position er markeret med en rød cirkel.
Starlinks baneinklination er 53°, så som figuren viser, kan vi altså maksimalt opleve en Starlink 56° oppe på himlen mod syd fra Danmark.
Du fortæller, at satellitterne nåede op til cirka 45°. Det passer med, at den aktuelle passage ikke vendte fra nordgående mod sydgående lige over Danmark, men for eksempel lidt vest for Danmark.
For at verificere, at der var tale om Starlink-satellitter bad jeg satellittrackeren Gpredict hente satellitternes TLE’er fra Celestrack (Norad) og vise det sæt, der blev sendt op i november.
De to screenshots viser satellitternes position d. 2. december 2019 henholdsvis klokken 6:26 og 7:05 lokal tid (5:26 og 6:05 UTC). Observationen af den uniforme afstand imellem satellitterne passer bedst med 7:05-passagerne.
Du kan spørge om alt inden for teknologi og naturvidenskab. Redaktionen udvælger indsendte spørgsmål og finder den bedste ekspert til at svare – eller sender spørgsmålet videre til vores kloge læsere. Klik her for at stille dit spørgsmål til fagfolket.
