Spørg Fagfolket: Hvad er det smarte ved særlige lyssignaler for cyklister?

Illustration: Bigstock/Michele Ursi

Vores læser Lars Frich har spurgt:

Hvad er det smarte ved det særlige cyklistsignal, der viser rødt for kun cyklister, der skal lige igennem et lyskryds?

Modkørende billister med grønt for venstresving holder og venter og irriteres, fordi de ikke kan se, at cyklisten har rødt signal og derfor ikke - som forventet - har forkørselsret til ligeudkørsel.

Asbjørn Halskov-Sørensen, projektleder, Teknik og Miljø i Aarhus Kommune, svarer:

Generelt er formålet med separate cyklistsignaler at effektivisere og/eller at øge sikkerheden i styringen af signalanlægget.

Læs også: Spørg Fagfolket: Hvorfor er der ikke nedtælling på lyskurvene til biler?

Sikkerhedsmæssigt bruger man af og til cyklistsignalet til at lave to sekunders ’førgrønt’ for cyklister, så cyklisterne kommer tidligere ud i krydset end den motoriserede trafik og dermed bliver mere synlige. Formålet hermed er primært at forebygge højresvingsulykker.

Effektiviseringsmæssigt er det primære formål at undgå at skulle anvende ’laveste fællesnævner’ i fastsættelsen af sikkerhedstider ved signalskift.

Fordi cyklisters hastighed regnes lavere end bilisters, vil cyklister skulle bruge længere tid på at rømme krydset efter skift til gult, og dermed vil mellemtiden ifm. signalskift være længere for cyklister end for bilister.

Opsplittede signaler giver større kapacitet

Forskellen vil naturligvis blive mere udtalt, jo større et kryds der er tale om. Hvis cyklister og bilister kører på samme signal, vil man nødvendigvis skulle anvende den højeste mellemtid, som typisk vil være en rømmende cyklist mod en indkørende bilist.

Det vil sige, at biltrafikken typisk vil blive stoppet nogle sekunder tidligere, end det strengt taget er nødvendigt. Ved at opsplitte signalgivningen kan man dermed opnå en større kapacitet for biltrafikken.

Læs også: Spørg Fagfolket: Hvad er formålet med det gule trafiklys før det grønne?

Afhængigt af lokaliteten vælges det af og til at lade cyklistsignaler forblive røde ved opstart af grønt for biltrafikken i samme retning, hvis der ikke er detekteret cykeltrafik senest på indkoblingstidspunktet (på samme måde som for fodgængersignaler).

På den måde kan man undgå at skulle afvikle en ekstra høj minimumsgrøntid for biltrafikken, hvis ikke der er behov for det, hvorved skift videre til øvrige retninger med grøntidsbehov kan ske hurtigere.

Endelig kan det vælges at afslutte grønt for cyklisterne, når der ikke længere er flere cyklister i krydsets nærhed til at opretholde forlængelsen, dvs. cyklisternes grønne lys bliver ikke automatisk medforlænget af bilisternes grønne lys.

Ved at lave en tidlig grøntidsafslutning for cyklisterne er man fri til at afslutte bilisternes grønne lys mere præcist, når der ikke længere er behov for grønt her. Man skal altså ikke først afslutte cyklistgrønt og dernæst vente nogle sekunder (mellemtidsforskellen), inden bilisternes grønt afsluttes.

En anden grund til at afslutte grønt for cyklister tidligere kan være, hvis man har en stor strøm af højresvingende bilister, som ellers har vigepligt for cyklisterne.

Læs også: Spørg Fagfolket: Hvorfor skal det grønne trafiklys være så blændende kraftigt?

Det er altid en afvejning, hvad man vælger at gøre, da der er fordele og ulemper ved alle metoderne, som summerer forskelligt op afhængigt af lokaliteten – herunder krydsets geometri, mængden af cykeltrafik vs. biltrafik mv.

Almindelig vigepligt gælder ude i krydset

Situationen med en venstresvingende bilist, der afventer en ligeudkørende cyklist (som har rødt), er et fint eksempel på en af de mindre ulemper, der kan være ved denne form for styring.

Som udgangspunkt skal man dog ikke forholde sig til signalgivningen, når først stopstregen er passeret. Herefter gælder de almindelige vigepligtsregler, og venstresvinget skal derfor gennemføres, når ophold i den modkørende trafik tillader det.

Undtagelsen herfra er naturligvis 1-lys-venstresvingspilen, som ophæver de almindelige vigepligtsregler og tillader uhindret kørsel i pilens retning.

Mange steder er der dog alligevel opsat repetitionssignaler eller minusgrøntsignaler på krydsets bagkant, som signalerer, hvornår den modkørende trafik får gult og rødt. Dette er dog alene en hjælp til de venstresvingende, og er dermed ikke strengt taget nødvendigt at opsætte.

Spørg fagfolket

Du kan spørge om alt inden for teknologi og naturvidenskab. Redaktionen udvælger indsendte spørgsmål og finder den bedste ekspert til at svare – eller sender spørgsmålet videre til vores kloge læsere. Klik her for at stille dit spørgsmål til fagfolket.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Godt fagfolksvar ... men jeg synes måske det er lige i overkanten at nævne repetionssignaler i svaret på spørgsmålet hvor det er problemet at svinge til venstre som bilist hvor den evt modkørende cyklist har fået rødt lys. Jeg har nemlig aldrig set minusgrønt for cyklistsignaler: findes det overhovedet ? mvh Jens

  • 1
  • 4

Det er jo ikke så mærkeligt at der sker uheld når der hersker så stor uvidenhed om Færdselsloven. Spørgeren taler om "forkørselsret" - det begreb eksisterer ikke i den danske færdselslov! Man har vigepligt og det er velovervejet. Det betyder at man også har pligt selv til at påse at modparten overholder sin vigepligt! Og eksperten bruger også en tvivlsom formulering: "Undtagelsen herfra er naturligvis 1-lys-venstresvingspilen, som ophæver de almindelige vigepligtsregler og tillader uhindret kørsel i pilens retning." Det lugter lidt af en "forkørselsret", men det har man stadig ikke, for man har fortsat pligt til at påse at modparten holder tilbage. Og gør han ikke det gælder vigepligten!

  • 20
  • 0

Oftest?

Ja den må vi lige have forklaret. Hvor er det henne?. Alle cyklister bruger en sjælden gang i mellem at køre i modsat retning på cykelstien, på et meget lille stykke da det ikke ellers er nogen fordel ved det .

Og kør ENDELIGT ikke til Tyskland, Holland, Belgien eller Frankrig, da det er helt normal praksis i disse lande.

Og tænk en gang, det foregår helt uproblematisk.

  • 1
  • 7

Signalerne er en gave til både cyklister og bilister i København. Højresving i bil er umulige før cyklerne er kørt alligevel, så det at holde bilerne tilbage øger sikkerheden markant og generer ingen.

Som cyklist i KBH har jeg aldrig oplevet ikke at komme over ved grønt inden signalet skifter så det virker fint.

  • 8
  • 0

Så mangler vi bare flere før-rødt for cyklisterne, så billisterne har en chance for at dreje til højre.

Det findes f.eks. hvor Gothersgade går over i Christian IX's Gade, men det hjælper jo fedt, når cylisterne ikke respekterer det, men bare bliver ved med at køre ligeud, som jeg oplevede det her i formiddags.

Selv 360 graders kameraovervågning fra bilen vil jo blive afvist i retten, da selvmordscyklister jo er svage trafikanter.

  • 5
  • 4

at cyklisterne overholder reglerne men oftest møder jeg jeg cykler der kører i venstre bane mod kørselsretningen, og så er det jo helt håbløst.

Det kan jo også være dobbeltrettede cykelstier. På den slags cykelstier er jeg ekstra opmærksom på svingende bilister, da bilister meget ofte ikke er opmærksomme på, at cykelstien kan være dobbeltrettet. Som eksempel: Krydset Frejasvej/Herredsvejen i Hillerød. Der har jeg dælme oplevet mange farlige situationer, som cyklist, med bilister, som ikke overholder deres vigepligt.

I parentes, så er krydet for nylig (1 uge siden) blevet renoveret med blandt andet tidligt grønt for cyklister, og fjernelse af tidlig højresvingspil for biler. Jeg er spændt på at se, om det hjælper, selvom de sidste 2 eksempler, jeg har oplevet, er venstresvingende biler :-/

Mvh Bjørn

  • 3
  • 0

Jeg er spændt på at se, om det hjælper, selvom de sidste 2 eksempler, jeg har oplevet, er venstresvingende biler

Situationen svarer jo næsten til at blive overhalet, mens man venter på at kunne færdiggøre sit venstresving. Det forventer man jo ikke. Dobbeltretede cykelstier bør fjernes en vognlængde eller to fra sidevejens udmunding, så det bliver "et nyt kryds" (med vigepligt).

I krydset Frejasvej/Herredsvejen i Hillerød kunne man lave "hajtænder"(måske suppleret med tavle) i stedet for den brede stiplede linje.

  • 0
  • 0

Jeg er ikke helt med. Krydset er trafiklysreguleret. Hvad skulle hajtænder hjælpe?

For at synliggøre vigepligten over for mulige cyklister, der kommer fra venstre og også har grønt. Det er jo en "usædvanlig" situation at trafik (cyklisterne her) kan køre venstre om venstresvingende trafik (bilerne). Ved højresvingende biler er der jo nærmest "almindelig højrevigepligt" over for "medkørende" cyklister, men de har så "modkørende" cyklister på den "gale" side, og dem skal der også viges for. Derfor kunne en ubetinget vigepligt (hajtænder) netop signalere behov for ektra opmærksomhed på den dobbeltrettede cykelsti. Det er så for den svingende (bil)trafik. For ligeudkørende, der skal kydse den dobbeltrettede cykelsti, er problemet det ikke, da cyklisterne da har rødt i begge retninger, og derfor burde der ikke være nogen cyklister at vige for. Hajtænderne vil da ikke "skade".

  • 0
  • 1
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten