Vores læser Flemming Tommerup har spurgt:
Hvad vinder man, og hvad mister man, når man køber en ’digitally remastered’ LP?
De overtoner, som giver en analog indspilning farve og dynamik, bliver vel fjernet i de cut-off-grænser, som er defineret i en digital overførsel af data?
Og hvis pladen alligevel sendes igennem en digital forstærker, kan man vel lige så godt streame sin musik?
Og hvad sker der med dynamikken, når man sender lyden fra en analog indspilning gennem en digital forstærker?
Læs også: Musikken presses ned på vinyl i Nordhavn
Jørgen Vad, masteringtekniker hos VADLYD, svarer:
Ordet digitallyd kan få det til at risle koldt ned ad ryggen hos nogle. Og det er selvfølgelig rigtigt, at de første digitale indspilninger fra 1980'erne og 1990'erne ofte var kendetegnet ved det, man kalder en digital hårdhed modsat den bløde analoge lyd. I dag er digitallyden dog 'blevet voksen'.
For at forstå spørgsmålet om frekvensområde, skal man vide, at den øverste grænse for frekvensområdet altid vil være maksimalt halvdelen af samplingfrekvensen, fordi der skal minimum to samples (prøveudtagninger) for hver svingning for at kunne indspille/afspille den. Denne øvre frekvens kaldes Nyquist-frekvensen.
Da cd-mediet, som stadig er det mest udbredte, har en samplingfrekvens på 44,1 kHz, er det teoretiske maksimum her 22.050 Hz. Højere lydfrekvenser, der 'rammer' denne frekvensmur, kan derfor ikke gengives korrekt, og vil i stedet danne 'spejlinger' i form af falske frekvenser, hvilket får musikken til at lyde forfærdelig.
I AD-konverteren (Analog til Digital) har man derfor et Low Pass (Hi Cut)-filter, som fjerner alle frekvenser over Nyquist. Kvaliteten af dette filter er med til at bestemme lydkvaliteten. I praksis vil man 'rulle frekvensen af' med et stejlt filter inden.
Hvis man arbejder med højere samplingfrekvenser, kan man derfor også komme højere op i det brugbare frekvensområde. Jeg arbejder f.eks. i 96kHz (op til 48kHz lydinformation), når det giver mening. Og det gør det, når man har de originale masterbånd til rådighed.
Det giver også mening, når man arbejder med projekter, hvor de originale masterbånd ikke længere eksisterer - eller er i en ubrugelig tilstand - og hvor velholdte (helst jomfruelige) LP-plader er tilgængelige. I begge tilfælde skal det absolut bedste overførselsesudstyr i form af båndmaskiner, grammofoner, pickupper, RIAA-forstærkere og konvertere være tilgængeligt.
For at forstå hvad dynamik rent teknisk er et udtryk for, skal vi have fat i det gode gammeldags begreb 'Signal/Støj-forhold', altså forskellen mellem den underliggende støj og signalets styrke.
I den analoge verden er denne støj oftest forstærkersus/brum og båndstøj. Specielt analog båndstøj har gennem tiderne været genstand for mange eksperimenter og støjreduktionssystemer. I den professionelle verden er især Dolby SR og A det mest brugte. Specielt Dolby SR har med korrekt justerede maskiner kunnet komme op på omkring 96 dB.
En sammenligning med cd-mediet og dynamikken: Cd-mediet blev i sin tid lanceret som et 16-bit-system. Bit-tallet fortæller, hvilken 'kvantiseringsstøj', man får. Man skal forestille sig, at dette i samplingen (prøveudtagningen) er et udtryk for antallet af små kvantiserings(trappe)trin på hver enkelt tone (frekvens).
Disse trappetrin bliver i afspilningen af DA-konverteren (Digital til Analog) forbundet i en aliasing-process. Dette betyder, at vi med 16 bit har 65.536 trappetrin. Det giver et teoretisk signal/støj-forhold på ca. 96 dB. Hvis vi øger bitraten til 24 bit (som man normalt bruger i den professionelle verden i dag), bliver der pludselig 16.777.216 små trappetrin, hvilket gør afstanden betydelig mindre og giver et teoretisk signal/støj forhold på ca 144 dB. Selv de allerbedste analoge apparater vil have mere end svært ved at hamle op med dette.
Og hvad betyder dette så i forhold til LP-lyden og remastering af LP'er? Grundliggende er den digitale lyd ikke den bedste analoge lyd underlegen. På flere områder som frekvensområde og dynamik vil en 96 kHz 24 bit remastering overgå den analoge master.
Når mange alligevel foretrækker 'den oprindelige' LP frem for genudgivelsen, baseret på en digital master, er en væsentlig grund, at der i remastering-processen ofte bliver 'pillet ved lyden'.
Jeg siger ikke, at dette altid vil være forkert, men ofte er resultatet dårligt, fordi der bliver tilsat ekstra kompression og foretaget equalisering (tonestyrkebearbejdning). Og dette gælder ikke kun genudgivelse på LP, men har i årevis været en svøbe i cd-genudgivelser af mange pladeselskabers bagkatalog. Selv de store meget anerkendte selskaber har været/er underlagt dette.
Vedrørende spørgsmålet om streaming: Det er først i den senere tid, at vi er ved at få mere seriøs lyd her. I mange år har vi døjet med MP3 og andre (teknisk) komprimerede formater. Lyden af disse, er langt dårligere end cd-formatet.
Men forude ser det ud til, at vi med billigere lagring og langt hurtigere hastigheder på internettet kan begynde at streame i en langt bedre kvalitet. Foreløbigt i ukomprimeret 96kHz 24-bit, men også på længere sigt endnu bedre opløsning.
Men det kræver, at pladeselskaberne også følger med.
Du kan spørge om alt inden for teknologi og naturvidenskab. Redaktionen udvælger indsendte spørgsmål og finder den bedste ekspert til at svare – eller sender spørgsmålet videre til vores kloge læsere. Klik her for at stille dit spørgsmål til fagfolket.
