menu close Teknologiens Mediehus
person Konto arrow_drop_down
Det er efterhånden et godt stykke tid siden, men ikke desto mindre har Iver Schmidt Sørensen spurgt om følgende, som vi stadigvæk gerne vil høre svaret på:
»Er fjernelse af havvindmøllefundamenter økonomisk sikret, når disse møller engang er udtjente eller skal erstattes af mere effektive typer? Fundamenterne kan jo ikke blive stående af hensyn til bådfart og fiskeri.«
Henrik Stiesdal, opfinder og vindmøllepionér, svarer:
Ja, fjernelsen af havmøllefundamenter er økonomisk sikret på moderne havmølleparker.
Der skal afsættes penge til dekommissionering, og i mange lande er det et krav, at der stilles en garanti for, at de nødvendige midler rent faktisk er til rådighed ved udløbet af levetiden.
Hvordan så fundamenterne rent faktisk fjernes, afhænger af den aktuelle teknologi.
Verdens første havmøllepark, Vindeby, som blev opstillet ved Lollands nordkyst i 1991, blev dekommissioneret i 2017. Vindmøllefundamenterne var gravitationsfundamenter, udført som relativt tyndvæggede betonsænkekasser.
De var i sin tid blevet støbt i en midlertidig tørdok, udgravet i vandkanten ved Onsevig Havn på Lolland, og var blevet slæbt ud til møllernes placering, hvor de var blevet sænket og ballasteret.
Ved dekommissioneringen blev betonen knust på stedet med en stor entreprenørmaskine, opstillet på en pram, og den knuste beton blev fjernet med en gravemaskine.
Nogle af de senere havmølleparker i Danmark er også opstillet på gravitationsfundamenter, udført i beton. Det gælder bl.a. Middelgrunden, Nysted og Rødsand 2.
Disse fundamenter er af en anden type end fundamenterne på Vindeby og har meget større godstykkelse, hvilket gør nedbrydning på stedet lidt mere besværlig.
Når en gang disse projekter skal dekommissioneres, er det derfor ikke usandsynligt, at man ganske enkelt vil løfte fundamenterne af havbunden med en stor kran og bringe dem til land for nedbrydning.
Langt de fleste havmøller opstilles i dag på monopælsfundamenter, udført i stål. Her forventes det, at man ved dekommissionering vil udgrave et stykke ned omkring fundamenterne, overskære dem lidt under havbundens niveau, og så fylde op igen til niveau.
Samme fremgangsmåde vil blive brugt på jacketfundamenter, som står på tre eller fire pæle.
Du kan spørge om alt inden for teknologi og naturvidenskab. Redaktionen udvælger indsendte spørgsmål og finder den bedste ekspert til at svare – eller sender spørgsmålet videre til vores kloge læsere. Klik her for at stille dit spørgsmål til fagfolket.
Hvad er egentlig grunden til at man ikke løfter hele monopile fundamentet op igen?
Jeg tænker de mange ekstra tons stål kunne være genbrugt.
Er det fordi de "sidder fast" pga. begroninger m.m.
Noget helt andet: Er det ikke synd at fjerne de kunstige rev, som fiskene finder føde ved. Gør man ikke havmiljøet større skade ved at fjerne dem igen? (underforstået, at man skærer den del af fundamentet, som rager op over skærverne bort igen)
Jeg tænkte det samme, når man kan banke en momopile ned i buden, så må man også kunne trække den op igen !
Nu har man jo lovet at reetablere havbunden igen ! Sådan et fundament vil kunne være til gene for skibsfarten og fiskeriet. Det sidste kunne selvfølgelig være en miljøgevinst, ved at hindre travlfiskeri !
Man kunne jo også etablere et stenrev oven på resterne af fundamenterne som kompensation for mange års stenfiskeri
.....mere energi og penge at fjerne mølleresterne end resterne kan sælges for. Jeg ved ikke om der i tilladelserne til opførelserne af vindmølleparkerne er en klausul der påbyder at fundamentsresterne skal fjernes.
Enig. Jeg kan huske, at nogle sæler udstyret med tracking-apparater blev fulgt i en undersøgelse. De hyggede sig gevaldigt omkring møllefundamenterne i en vindmøllepark fordi der var nok at spise og de kunne være i fred. Dejligt :)
Ja, årsagen til, at man ikke blot løfter hele monopælsfundamentet op igen er den helt enkle, at det sidder alt for godt fast i havbunden. Ikke på grund af begroning, som kun forekommer over havbunden, men på grund af den indfæstning i lagene under selv havbunden, som man har opnåed ved nedramningen.
Hvis fundamentet skulle løftes væk, ville man skulle lave en stor udgravning omkring det. Men det vil dels være alt for dyrt, dels give anledning til en betydelig forurening med fine partikler, som man hverken vil kunne få tilladelse til eller overhovedet forsvare ud fra en miljømæssig betragtning.
Det bekræfter min antagelse ovenfor :)
Hvorfor stiller man ikke bare nye mølle samme sted ?
Fundamentet er ikke stort nok til moderne møller
Det ville ikke være første gang regler kom i vejen for fornuft.
Alligevel burde man kunne lave et særskilt studie af den (uventede) gavnlige effekt af vindmøllerevene, og fordele og ulemper ved at lade dem stå, når man nu har brugt penge på at fragte store sten ud i Nordsøen. Det har sikkert også været gjort, men jeg undrer mig over hvorfor proceduren stadig er at fjerne stenene igen..?
Mon det nogensinde har været overvejet, at lave kunstige rev i lidt større stil for at forbedre havmiljøet?
Ja, der er sænket en del skibe som kunstige rev, og dykke opjekter. I nyere tid har de endog været saneret, så det kun er det tomme stålskrog der er sænket, det vil sige at der ikke har været nogen betydelig økonomisk gevinst ved at sænke det, frem for ophugning. F. eks Ærøsund der blev sænket syd fof Fyn, det ville formentlig have være billigere at hugge den op, og genbruge metallet.
Og stenrev genetableres. https://videnskab.dk/miljo-naturvidenskab/...
Ærøsund sænkes: https://youtu.be/7RxA7v03yS8
Hej Henrik Stiesdal
Man kunne overveje om man kunne "opramme" monopilen. Den nedenstående beskrevne proces er heller ikke simpel.
Martin Brorsen
Hvad med genbrug som anker til ny flydende platform?
En "klassisk" monopæl af den art, som blev brugt på tidlige havmølleprojekter, er typisk 3-4 m i diameter og kan have en godstykkelse på 40-70 mm.
Ved nedramningen slog hammeren på et værktøj, som hvilede direkte på pælens øverste kant. Slagene gav udmattelsesskader på kanten, som derfor ikke kunne bruges til fastgørelse af tårnet. Desuden medførte nedramningen, at man ikke kunne for-montere platform, stiger m.v. på monpælen. De ville simpelthen ikke kunne holde til accelerationerne fra slagene. Derfor blev pælen efter nedramningen forsynet med et overgangsstykke, der kom fikst og færdigt med platform, stiger m.v. Fastgørelsen af overgangsstykket skete ved udstøbning med beton af mellemrummet mellem pælen og overgangsstykket.
Når man ser billeder af havmølleparker med monopælsfundamenter, er det gule fundament, man kan se under mølletårnet, ikke selve monopælen, men overgangsstykket, som går et stykke ned under vandlinjen.
Der er flere årsager til, at en ”opramning” af en monopæl ikke er realistisk.
For det første er der ikke rigtig noget at slå på med hammeren. Monopælen har ingen kant, man kan få fat i, og det, man vil kunne slå på, vil være overgangsstykket. Men betonudstøbningen kan ikke overføre de store accelerationer til selve pælen, den vil bare slippe i vedhæftningen.
For det andet vil man skulle accelerere en væsentligt større masse, end det var tilfældet for selve pælen. Man skal jo ikke alene løfte pælen, men også overgangsstykket og betonen.
Endelig er det meget mere vanskeligt at ramme opad, selv hvis pælen skulle have en udadvendt flange, man kunne slå på. Man kan ikke nøjes med én hammer, for så bliver slaget skævt, og med flere hamre kan der blive udfordringer med at få slagene fuldstændig synkroniseret.
Af disse årsager er det meget billigere at udgrave lidt om pælen, skære den over, og retablere havbunden igen.
Lige præcis. Man bruger mange steder penge på at etablere kunstige rev. Vindmøllefundamenter er fremragende kunstige rev. Det er fuldstændigt vanvittigt at bruge penge på at fjerne noget, som gavner biodiversiteten og miljøet. Hvor kommer den sindsyge ide fra? Politikkere? Hattedame miljømennesker, der ikke aner en dyt om hvad de beskæftiger sig med? Uanset, er det forargeligt ubegavet sådan at bruge penge på at forarme naturen.
Skærer man rent faktisk med et skærende værktøj, eller anvender man bare en skærende sprængning? Hvorfor i alverden planerer man havbunden igen? Havmiljøet har jo ingen som helst skade af at havbunden ikke er plan. Desuden skal strømmmen jo evt. nok selv planere havbunden med tiden. Og hvorfor i det hele taget grave ned i havbunden? Skærer man af et stykke over bunden, så udgør resterne et fæstepunkt for havorganismer, til gavne for havmiljøet.
Mig bekendt er der endnu ingen, som har fjernet monopælsfundamenter i stål. Der er fjernet monopælsfundamenter på et tidligt projekt, Yttre Stengrund i Sverige, som faktisk var det første havmølleprojekt, der blev dekommissioneret. De blev knust på samme måde som fundamenterne på Vindeby.
Men når en gang man kommer til opgaven, vil jeg tro, at man vil bruge flammeskæring.
Når det er et krav, at man skal overskære et stykke under havbunden, så skyldes det, at havbunden mange steder ændrer sig med tiden som resultat af virkningen af bølger og strøm. Og man vil sikre sig, at der ikke efterhånden bliver problemer med fiskeri.
Det med fiskeriet er i det hele taget en del af "handelen". Når en gang havmølleparken er væk, skal man igen kunne fiske, også med bundtrawl.
Det er så her at jeg ser det som en fordel, hvis man ikke kunne fiske med bundtrawl. En fiskerimetode der generelt burde forbydes.
Men lad os da håbe på, at havvindmølleparkerne vil optage større og større arealer til glæde for miljøet generelt og havmiljøet lokalt.
Hmm. Jeg forestiller mig en maskine, der bliver spændt om monopilen.
En roterende ring, udstyret med skovle, som plovskær, der flytter jorden.
Når den er kommet f.eks. 2m ned i bunden, begynder den at skære monopilen over med f.ex. vinkelsliber, skærebrænder, savkæde eller skærestål som på en drejebænk.
Skovlene sørger stadig for at holde havbunden væk fra skærestedet.
Når maskinen har skåret pælen over, løftes den og pælen op.
Det er måske slet ikke nødvendigt at dække hullet til igen; det sørger havstrømmene nok for.
Maskinen er selvkørende, det kræver kun mandskab til at montere og afmontere. Den kan samles nær eller over havoverfladen, og selv synke til bunds og spænde sig fast.
Hmm, skal jeg mon skynde mig at patentere den idé?
Hej Henrik Stiesdal
Monopilen skal selvfølgelig rammes lige ned, det kan til gengæld være et fedt om den kommer "skævt op"
Man kunne måske vibrere en monopile op, er det ikke noget med at betonpiller vibreres ned? Dvs at beton groutingen mellem pile og overgangstykke kan bestå. Vi spænder envibrator sammen med kranen på flangen på overgangsstykket. Sætter vibratoren til at ramme egenfrekvensen og ellers løfter hvad kran eller overgangstykke kan bære. Off we go!!!
Ja, man kan forestille sig mange udgaver af samme overordnede koncept, og der er nok ingen tvivl om, at når først vi kommer til et tidspunkt, hvor der bliver volumen på dekommissionering, så vil der også komme virksomheder, som specialiserer sig i dette.
Og er der penge nok i sagen, så kommer specialmaskinerne også!
Ja, i princippet kan alt tænkes! Men jeg tror nu ikke, at føreren af et kranskib vil have så meget appetit på at lægge løft til det, du beskriver, hvor man tilstræber resonans. En højfrekvent vibration, som man bruger ved nedvibrering, kunne være en mere realistisk mulighed.
Jeg tror nu stadig mest på overskæring ;)