Spørg Fagfolket: Beskytter drivhuseffekten ikke Jorden mod indstråling?

2. december 2021 kl. 12:441
Spørg Fagfolket: Beskytter drivhuseffekten ikke Jorden mod indstråling?
Illustration: Bigstock/Happypictures.
Hjælper drivhuseffekten ikke også med at skabe balance mellem ind- og udstråling af varme, spørger en læser. Det svarer lektor fra Aarhus Universitet på.
Artiklen er ældre end 30 dage

Vores læser No Widding har spurgt:

Gør drivhuseffekten det ikke også vanskeligere for Solen at stråle varme ind på Jorden?

Er der således ikke fortsat balance mellem udstråling og indstråling?

Læs også: Spørg Scientariet: Hvor forsvinder Solens varme hen?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Bo Holm Jacobsen, lektor ved Institut for Geoscience på Aarhus Universitet, svarer:

Det er korrekt, at Jorden udstråler den samme energi til Verdensrummet, som den modtager udefra.

Dog er der forskel i typen af energi, da energien indefra og ud primært består af langbølget varmestråling, mens energien udefra primært består af synligt lys, som er meget mere kortbølget end varmestrålingen.

Atmosfærens drivhuseffekt opstår, fordi atmosfæren er stort set gennemsigtig for det synlige lys udefra, mens det er sværere for den langbølgede varmestråling at trænge ud.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Læs også: Spørg Scientariet: Kan vi bremse næste istid med CO2?

Så Solens stråler dæmpes ikke ret meget af atmosfæren, mens varmestrålingen skal udstråle fra lag til lag op gennem atmosfæren i flere trin.

Jo mere CO2 og metan, des flere ’trin’ skal varmestrålingen igennem, og jo højere ender temperaturen med at være ved Jordoverfladen.

Hvis du har et infrarødt pistoltermometer fra byggemarkedet, kan du rette det op mod den sorte nattehimmel en stjerneklar nat.

Hvis atmosfæren havde været gennemsigtig for varmestråling, ville du måle universets temperatur på -270 grader, knap 3 grader over det absolutte nulpunkt.

Men du måler ikke nær så lav en temperatur, fordi varmestrålingen fra Jorden er fanget i atmosfæren og sendes tilbage ned til dit termometer.

1 kommentar.  Hop til debatten
Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger
1
2. december 2021 kl. 19:17

"Hvis atmosfæren havde været gennemsigtig for varmestråling, ville du måle universets temperatur på -270 grader, knap 3 grader over det absolutte nulpunkt."

De færreste kan måle under -20C, så du får kun en egentlig måling hvis det er overskyet. I det tilfælde måler du faktisk skyens temperatur. I øvrigt varierer himlens IR-temperatur ikke særlig meget mellem nat og dag.