'Splatometer' skal optælle Englands insekter

Insekter udgør en livsvigtig fødekilde for mange fugle. Man siger, at insekterne er gået tilbage i England, men passer det?

RSPB mener, at det kun kræver en meget lille indsats af britiske bilister at finde ud af det. De skal nemlig blot klæbe et tilsendt ark af gennemsigtigt PVC med klæbemiddel på bilens nummerplade.

Insekterne, der slås ihjel på det postkortstore ark hænger fast i klæbemidlet.

Efter køreturen fjerner man arket og sætter det på et beskyttelsesark. Så er insekt-arket klar til indsendelse til fugleforeningen, der sørger for, at entomologer med øvelse i bestemmelse af udsmattede eksemplarer af insekterne finder ud af, hvor mange der er af hver enkelt art.

»Hvis folk i hele landet gør dette, får vi et regionalt billede af insekttallene, og hvis vi følger optællinger op i fremtiden, får vi et indtryk af de tidsmæssige variationer,« siger en talsmand for RSPB.

RSPB er ikke de første, der artsbestemmer insekter, som sidder mast på bilerne.

Mark Hosteller fra universitetet i Florida fik i 1997 den såkaldte Ig-Nobel-pris for sin banebrydende bog »That Gunk on Your Car«.

Her kan man læse, om klatten på forruden, eller nummerpladen, stammer fra en myre, græshoppe, natsværmer, osv.

Man kan altså godt som amatør i Danmark gå i gang med sine egne optællinger uden at have opbakning fra vor lokale fugleforening, Dansk Ornitologisk Forening (DOF).

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten