Spis bare tyske agurker igen

De tyske sundhedsmyndigheder har ikke længere mistanke om, at dræberbakterien kommer fra tomater, agurker eller bladsalat fra Tyskland, har de meddelt i dag.

Samtidig har de tyske myndigheder nu fastslået, at kilden til det alvorlige E.coli-udbrud med stor sandsynlighed er spirer fra en nordtysk virksomhed, der dyrker spirer.

Det er ifølge Statens Serum Institut det tyske Robert Koch Institut, der nu vurderer, at det epidemiologiske bevismateriale er så tungtvejende, at det med sikkerhed kan siges, at det var spirer fra en producent i Nordtyskland, der var kilde til udbruddet med VTEC O104.

Det står blandt andet klart, at en række restauranter, hvor flere mennesker var blevet smittet, alle havde fået leveret spirer fra den pågældende producent. Det gælder også for den restaurant i Nordtyskland, hvor otte danske patienter er blevet smittet.

Udbruddet slutter nu

Spirerne blev trukket tilbage fra det tyske marked for lidt over en uge siden, og antallet af tyske patienter er nu for nedadgående. Og myndighederne håber, at det betyder, udbruddet lakker mod enden.

Der har heldigvis ikke været eksporteret spirer fra producenten til Danmark.

Efter nyheden fra Tyskland har den danske fødevarestyrelse nu ophævet advarslen mod rå tysk agurk, tomat og bladsalat. Fødevarestyrelsen følger dog stadig udviklingen nøje.

Bakterien har taget livet af 29 tyskere og en svensker, og flere end 2.800 tyskere har været mistænkt for at have været ramt af bakterien. I Danmark har 20 været syge.

Dokumentation

Følg sagen ved Fødevarestyrelsen
Følg sagen ved Statens Serum Institut