Spildevand fra skibes 'scrubbere' fylder Østersøen med giftige stoffer og tungmetaller
Nyt svensk studie afslører, at skibe med såkaldte scrubbere er en forholdsvis ukendt miljøsynder i Østersøen.
Undersøgelsen viser, at ni procent af udledningen af polycykliske aromatiske kulbrinter (PAH-stoffer) i Østersøen kommer fra skibe med scrubbere.
På blot på et enkelt år blev der frigivet 200 millioner kubikmeter miljøfarligt spildevand i Østersøen.
De kræftfremkaldende PAH-stoffer findes blandt andet i udstødningsgasser.
En scrubber er et udstødningsrensningssystem, der kan rense og reducere især svovlholdig røg ved hjælp havvand, der efterfølgende bliver ledt ud i havet igen.
Scrubberen løser kun en udledningskilde og erstatter den med en anden, nemlig forurenet spildevand med giftige stoffer og tungmetaller.
Desuden viser undersøgelsen også, at skibe med kobberbaseret bundmaling står for en tredjedel af den samlede tilførsel af kobber til Østersøen.
En scrubber-maskine vasker udstødningsgasser fra skibe ved hjælp af havvand og reducerer forsurede svovludledninger til luften. Dog bliver der skabt en ny udledningskilde i det sure spildevand, der indeholder forskellige tungmetaller og andre giftige stoffer, der nu slippes ud i havet:
Det er svenske Chalmers Tekniska Högskola, der har udgivet undersøgelsen af scrubbernes miljøpåvirkningen på Østersøen i Marine Pollution Bulletin.
Forureningen kan være meget større
Scrubbere bruges ofte af store containerskibe og krydstogtskibe, fordi skibene overstiger mængden af udledt svovl i luften, som FN’s Søfartsorganisations regler har begrænset siden 2020. Derfor kan scrubberne reducere mængden af svovl, der bliver udledt i luften, mens skibet sejler eller ligger i havnen.
Forskerne har undersøgt skibenes udledninger ud fra en model, hvor de kan identificere skibenes positioner i realtid og sammenkoble forskellige databaser med oplysninger om, om skibene er udstyret med en scrubber.
Efterfølgende kunne forskerne undersøge de udledningsmængder og mængder af farlige stoffer, som skibene udleder i Østersøen.
Selvom undersøgelsen er ny, kan forureningen se værre ud, end hvad der er beskrevet i rapporten.
»Værd at bemærke er, at undersøgelsens data blev indsamlet i 2018, og på det tidspunkt var der cirka 180 skibe med scrubbere i Østersøen. Siden er disse skibe steget markant, og i 2021 var der næsten 600 skibe med scrubbere i Østersøen,« siger medforfatter på studiet og forsker i maritime studier ved Chalmers Tekniska Högskola, Erik Ytreberg i en pressemeddelelse om undersøgelsen.
Ifølge rapporten bruger cirka 4.000 skibe scrubbere på verdensplan, deraf 16 procent af alle containerskibe og en tredjedel af alle krydstogtskibe.
Tidligere på året har Rådet for Grøn Omstilling også kritiseret scrubbere for at trække svovl ud af luften, men sende tungmetallerne og tjære ud i havet i Politiken. Rådet vil gerne have et scrubber-forbud.
