Spil på mobilen og få jobbet

Personlighed, tankemønstre og præferencer. Jobansøgere bliver ofte målt og vejet på mange punkter under en ansættelsesproces.

Tests i form af interviews og spørgeskemaer er klassiske værktøjer for virksomheder, der gerne vil have et dybere indblik i en jobkandidat. Men det er ikke altid så virkningsfuldt. Ansøgere kan ofte fristes til at pynte lidt på svarene for at forsøge at komme forrest i feltet. Andre kandidater klarer sig dårligt i tests, fordi de mangler selvindsigt, skriver Djøf.

Det har fået den britiske virksomhed Arctic Shores til at udvikle et nyt værktøj: Psykometriske mobilspil.

Virksomheden taget udgangspunkt i 20-30 års forskning i aktivitetsbaserede tests i personlighedstræk, kognitive funktioner og mental kapacitet. På den baggrund har to psykologer sammen med to spiludviklere og to grafikere omsat de traditionelle undersøgelser til spil. Det fortæller direktøren i Arctic Shores, Robet Newry, til Djøf:

»Det, der gør et spil så anderledes fra andre psykometriske tests, er, at det ikke spørger kandidaten, hvordan vedkommende vil håndtere dit og dat, eller hvad man mener om sine egne egenskaber. I stedet registrerer det folks beslutninger og handlinger,« siger han.

Der er over 350 åbne stillingsopslag på Jobfinder lige nu

Skjulte talenter ser dagens lys

Deloitte UK er en af de virksomheder, der har brugt et mobilspil fra Arctic Shores som et supplement til ansættelsesprocessen. Spillet ‘Firefly Freedom’ er siden juli 2015 blevet gennemført af ca 2.500 jobansøgere. Ifølge Rob Fryer, der er ansvarlig for rekruttering af studerende, hjælper spillet Deloitte med at identificere talentfulde kandidater, som ikke nødvendigvis ville gøre sig bemærket i den traditionelle rekrutteringsproces.

»Vores bedømmelsesforløb gav ikke kandidaterne mulighed for at demonstrere, hvor innovative, risikovillige og ihærdige de er – alt sammen kvaliteter, vi værdsætter højt. Så spillet giver os information om kandidaten fra et meget anderledes perspektiv,« siger han til Djøf.

En af solstrålehistorierne er en studerende fra ASPIRE – et jobtræningsprogram for studerende fra mindre privilegerede baggrunde. Han spillede Firefly Freedom og opnåede en af de højeste scorer for innovationspotentiale, der nogensinde er registreret. Det er ifølge Rob Fryer den slags personer, spillet kan hjælpe med at finde frem til.

Bedre end spørgeskemaer

Arctic Shores har indtil videre udviklet tre spil. To af dem, Firefly Freedom og Cosmic Cadet, måler personlighedstræk. Det tredje, et piratspil, måler kandidaternes forståelse for sprog og tal.

Rumspillet Cosmic Cadet, der har fem niveauer, er det mest populære. Det tager 20-30 minutter for en jobkandidat at gennemføre. Ifølge Robert Newry, direktøren i Arctic Shore, kan det psykometriske mobilspil på den tid indsamle langt mere data end et traditionelt spørgeskema.

»Vi indsamler 3-4.000 datapunkter i løbet af en 20-30 minutters spilsession, så det er en meget omfattende mængde information, man får. Vi registrerer alt: Fra hvor hurtigt du læser instruktionerne, til de beslutninger du træffer i spillet. Informationen bruges til skabe et billede af de personlighedstræk, som vi måler. Når spilsessionen er afsluttet, bliver data sendt til vores server, hvor ansøgerens resultater sammenlignes med normalfordelingen. Så får rekrutteringsmedarbejderen adgang til data og kan tjekke, om ansøgeren besidder de kriterier, der ledes efter,« fortæller Robert Newry.

Jobansøgeren får desuden en personlig, 10-siders-rapport, hvor resultaterne bliver forklaret og placeret i en kontekst, forklarer Robert Newry. Så selv om der ikke altid bliver slået rekorder i mobilspillene, kan kandidaterne gå hjem med en sjov oplevelse og indsigt i deres egne egenskaber.