SpaceX´ rumkapsel klar til liftoff: Selv toilettet er nyt
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

SpaceX´ rumkapsel klar til liftoff: Selv toilettet er nyt

I slutningen af måneden kobler amerikanske astronauter sig på Den Internationale Rumstation med en kapsel bygget i hjemlandet. Det bliver første gang i ni år. Illustration: Space X

Ni år. Så længe er det siden amerikanerne selv var i stand til at sende astronauter til Den Internationale Rumstation. Men det bliver der lavet om på den 27. maj.

Fra Launch Pad 39A i Nasa´s Kennedy Space Center i Florida skal astronauterne Robert Behnken og Douglas Hurley flyve Crew Dragon-kapslen fra SpaceX på en testtur til rumstationen, hvor de skal opholde sig indtil en ny Dragonkapsel bliver sendt op for at hente dem.

Turen bliver samtidig en testtur, hvor astronauterne vil overtage styring manuelt flere gange og teste procedurer for forskellige ulykkes-scenarier. For astronauterne er alt nyt i forhold til de russiske Soyuz-kapsler, som også danske Andreas Mogensen fløj med. Det gælder alt fra moderne touchskærme til hvide rumdragter og iltsystemer. På pressemøderne 1. maj blev astronauterne netop spurgt til alt dette, selv toilettet, hvortil svaret lød:

»Hvad angår toilettet, så skal vi nok melde tilbage, hvordan det opleves. De har et. Vi vil prøve det, og så får I besked,« lød det fra astronaut Douglas Hurley.

Desværre kan opsendelsen ikke overværes af store forsamlinger nær affyringsstedet på grund af Corona-smitten. Men Nasa har sat alle sejl til for at få opsendelsen til at lykkes trods Corona. Rumfartsorganisationen har blandt andet indrettet hele kontrolcentret – Mission Control – med to meters afstand mellem de mange arbejdsstationer, og indført særregler for astronauter og deres hjælpere.

»Jeg kan love jer for, at dette her er en højprioritets-mission for USA,« lød det fra Nasa-chef Jim Bridenstine på et pressemøde ifølge Spaceflightnow.

Sidste faldskærmstest var en succes

SpaceX har ellers været ramt af et par mindre problemer den sidste tid.

Den 18. marts svigtede en ud af ni Merlin-motorer under opsendelsen af Starlink-satellitterne, og selvom missionen gik efter planen, da ingeniørerne skruede lidt mere op for kraften på de resterende motorer, så ville SpaceX kende årsagen til fejlen, før en bemandet opsendelse af Dragon.

Læs også: Droptest af SpaceX-kapsel fejler før historisk opsendelse til rumstation

Ifølge Nasa er årsagen til motor-fejlen nu undersøgt til bunds, og uden at fremlægge detaljer, konstaterer de, at de har sikret sig, at den fejl ikke er tilstede på den Falcon-raket, der skal opsende Dragon-kapslen senere på måneden.

En anden forhindring, SpaceX løb ind i var under en test af faldskærme. Her skulle en helikopter droppe en skrabet model af en Dragon-kapsel for at teste faldskærmene. Men helikopteren fik problemer og måtte udløse kapslen før faldskærmssystemet var aktiveret, så kapslen blev knust mod jorden.

Læs også: Crew Dragon: Astronauternes egen rum-Tesla

Testen blev altså ikke udført, men 1. maj gennemførte SpaceX sin sidste og 27. faldskærmstest af deres nydesignede system, kaldet Mark3. Og testen var en succes.

Kører ud til startrampe i en Tesla

Dermed er vejen banet for opsendelsen 27. maj og de to astronauter begynder allerede deres karantæneperiode i næste uge. Herefter bliver de fløjet til Kennedy Space Center den 20. maj. En uge efter vil de blive kørt ud til platform 39A i – ja gæt selv – Tesla Model X og tage plads i Dragon-kapslen tre timer før liftoff.

Så vil raketten blive pumpet fuld af koldt petroleum og flydende ilt, og 37 minutter før opsendelsen bliver kapslens afbrydelses-system aktiveret. Hvis alt går vel vil astronauterne koble sig sammen med Den Internationale Rumstation den 28. maj 16.29 dansk tid.

Hvor længe de vil hænge deroppe er uvist, men Nasa oplyser, at det kan være mellem én og fire måneder, alt afhængig af, hvor længe det tager SpaceX at gøre næste Dragon-kapsel klar, skriver New Scientist.

Emner : Rumfartøjer
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten