Soyuz-drama: Måtte manøvrere uden om rumskrot
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Soyuz-drama: Måtte manøvrere uden om rumskrot

Et stykke japansk rumskrot fra 1989 var nær ved at blive fatalt for Andreas Mogensen og hans to kolleger, Sergej Volkov og Aydyn Aimbetov.

Ruslands Føderale Rumfartsagentur, Roscosmos, meddeler, at man klokken 07.40 dansk tid måtte foretage en manøvre for at undgå kollisionen med rumskrottet.

Det beretter det russiske nyhedsbureau Tass ifølge Ritzau.

»Et fragment af det tredje trin fra en japansk raket, der blev sendt op i 1989, var tilfældigvis i rumfartøjets bane. De russiske og amerikanske rumfartsmyndigheder arbejdede sammen om at undgå en kollision,« lyder det i en meddelelse fra Roscosmos.

»Manøvren sikrede, at rumfartøjet kunne fortsætte i sin bane med absolut sikkerhed i forhold til objektet,« meddeler det russiske rumagentur ligeledes.

Soyuz TMA-18M befandt sig mellem 200 og 240 kilometer over jorden, da manøvren blev foretaget.

Det japanske rumskrot har ikke ændret på tidsplanen: Andreas Mogensen og resten af Soyuz-raketten docker på ISS i morgen tidlig klokken 9.42 dansk tid.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Kan man ikke rydde op efter den slags? Jeg ved godt det bliver dyrt, meget dyrt endda. Men prisen på tabte satellitter og evt mandskab må da koste mere på den lange bane.

En form for 'fiskenet' i noget materiale(kevlar, nanorør etc) der kan tåle de hurtigt kommende objekter/fragmenter så man langsomt men sikkert får samlet lidt ind igen. Man kan så lade det brænde op i atmosfæren?

/Martin

  • 3
  • 2

Hvis der en gang skal bygges en rumelevator, så kan man måske bruge skrottet som modvægt.
Det har jo været bekosteligt nok at få det op i kredsløb.
Hvis man lige ser bort fra EM-Drive, så har man vel også brug for 'masse' til en hver form for fremdrift i rummet.

  • 1
  • 1

Hvis der er noget de karakteriserer det moderne menneske så er den at vi trækker et spor af forurening efter os i alt hvad vi laver. Om 1000 år vil vor tid ikke være kendt for sin teknologi men for sin forurening som bliver vores varige mindesmærke.

Måske kan vil også blive kendt på at vi fandt ud af at fungere uden at forurene? (Ellers overlever vi som art næppe de næste 1000 år :-()

  • 14
  • 0

Ja, der bliver nogen gode 'køkkenmøddinger' at grave i for vores efterkommere.
Eller sagt på en anden måde: Det er også på affaldet vi kender vore forfædre.

  • 4
  • 0

Der skal sikkert en alvorlig hændelse til, før rumnationerne/-organisationerne tager sig sammen til, i fællesskab, at minimere problemet.

  • 2
  • 0

Det er også på affaldet vi kender vore forfædre.

Ja, det der er tilbage. Det der ikke er tilbage kan vi af logiske grunde jo ikke finde.

Men stort set alt affaldet var organisk og blev recirkuleret. Der var ingen særlig forskel på vores og andre dyrs affald selv om vi var de eneste der lavede flinteøkser og senere brændte mursten. Og så var vi ikke særlig mange. Man nu er forureningen overvældende og recirkuleres i vidt omfang ikke men ophobes hvad der sætter biosfæren under pres.

Befolkningsmæssigt ser det sådan ud - som antydet i grafikken i denne artikel:

http://phys.org/news/2010-06-humans-extinc...

  • 7
  • 1

Jeg gætter på problemet ligger i at finde "noget materiale(kevlar, nanorør etc) der kan tåle de hurtigt kommende objekter/fragmenter". Low earth orbit har hastigheder omkring 7.8 km/s (28,080 km/h) https://en.wikipedia.org/wiki/Low_Earth_orbit. Nettet må nødvendigvis have samme hastighed for at være i kredsløb og kan risikere at møde skrot med modsat retning som det så skal absorbere. Og det skal være uden risiko for at skrottet bliver smadret til mindre men mange flere stykker, for så er det jo kun blevet værre. Man kan trods alt manøvrere uden om et stor stykke skrot der kan spores.

  • 1
  • 0

Jeg tror ikke der sker så meget på rumskrotsfronten før menneskeheden får flyttet sig væk fra engangsraketter og over mod genbrugelige raketter, raketfly eller SSTO'er så som Skylon. Først på dette tidspunkt vil der være råd til at begynde at ryde op i jordens støt voksende og efterhånden stærkt skadelige metalringe. Det er ganske alt for kostbart at sende et kilogram op med nuværende teknologi!

Se for eksempel dette korte interview med Alan Bond omkring Skylon for et eksempel på en opsendelsesplatform der kan muliggøre en mere konstruktiv tilgang til rumskrot samt naturligvis rumrejser i det hele taget:
https://youtu.be/86X3gkLjC9Y

Men nu hvor alt dette metalskrot allerede er i kredsløb og yderligere har taget ekstremt meget energi at sende derop kunne man da overveje om der var andre og mere konstruktive muligheder end at forurene jordens atmosfære med det.

For eksempel kunne man overveje at bundte rumskrottet sammen og enten placere det på veldefinerede steder i kredsløb omkring jorden eller endnu mere kreativt sende det om på bagsiden af månen til genbrug om nogle årtier hvor man begynder at lave baser deroppe. Det kunne være særdeles interessant om dele af månebaserne kunne baseres genbrug af satellitrester.

Der er bestemt mange interessante løsninger på rumskrotsudfordringen hvis man har modet til at se fremad.

  • 0
  • 0

Rumskrot under rumstationens bane er kun måneder fra at brænde op. så der er ikke ret meget af det. Det er en af fordelene ved en lav bane for ISS.

  • 3
  • 0

Jeg undrer mig lidt over historien, men det skyldes måske bare min manglende forståelse.

Først og fremmest ville jeg jo i min naivitet tro, at så store genstandes baner løbende blev tracket, og at man allerede under planlægningen sørgede for at lægge en kurs uden om dem. Og så ville der jo ikke være noget drama.

Så hvis der har været drama, må det jo skyldes, at man først efter opsendelsen konstaterede, at man var på kollisionskurs med et stykke rumskrot. Hvilket tyder på, at der er tale om et stykke skrot, som ikke kunne trackes fra jorden, men i stedet er opdaget fra fartøjet:

Men det leder så til næste spørgsmål: Hvis man fra fartøjet opdager et stykke rumskrot, kan man så overhovedet nå at afværge en kollision?

Jeg kan selvfølgelig godt regne ud, at alle genstande i frit kredsløb i samme bane må have samme hastighed, men fartøjet er vel under konstant acceleration eller deceleration det meste af tiden og har derfor en markant anden hastighed, undtagen i den allersidste tid før sammenkoblingen med rumstationen?

  • 1
  • 0

Kan man ikke rydde op efter den slags?

Som med de fleste andre problemer her i livet, er laserkanonen din ven: man fyrer paa forsiden af skrotstykket, der enten ved fotontrykket eller ved afdampning af materiale, saenker omloebshastigheden nok til at skrottet falder ned i tyngdebroenden.

Laseren behoever ikke engang at vaere rumbaaren, selv om der skal en del flere MW til, hvis den skal skyde gennem atmosfaeren.

  • 0
  • 0