Sommerlæsning: Opiumudbredelse og langfingrede livvagter

Jørgen Saxild kunne snildt have haft en særdeles indbringende og magelig tilværelse, men han ville det anderledes.

Født i 1891 og uddannet bygningsingeniør i 1914 ved Polyteknisk Læreanstalt stifter han Kampsax sammen med to kolleger. I 1927 ruller der en ordre ind, som kommer til at forme hans livsbane.

Istanbul skal have gennemført et jernbaneprojekt, og Jørgen Saxild pakker straks kufferten.

Ordren bliver udført succesfuldt og giver Jørgen Saxild et omdømme, som måske bliver udslagsgivende. For samtidig med arbejdet i Tyrkiet drømmer den iranske hersker Reza Shah om en vældig jernbane. En transiransk jernbane på mere end 1.000 kilometer fra Den Persiske Golf til Det Kaspiske Hav. Tværs gennem ørkenlandskaber, højsletter, sumpe og bjergkæder uden skyggen af veje, stier eller broer.

Shahen udpeger Jørgen Saxild som leder. Dog ikke uden en del palaver og, som Jørgen Saxild ender med at skrive i "En dansk ingeniørs erindringer" fra 1971, heller ikke uden "... intriger med anvendelse af de mest perfide midler..." fra de udenlandske konkurrenter.

Hvilke skruppelløse midler, der er tale om, undlader Jørgen Saxild at konkretisere. Men det er stort set også de eneste manglende, levende detaljer i hans levnedsberetning. Og den fortælling tager for alvor fat med hans underskrift på byggeriet af jernbanen i 1933.

Kravet er, at jernbanen - inklusive alle broer, tunneller og øvrigt anlægsarbejder - står færdig seks år senere. Tjansen byder på arbejdstemperaturer i bjergene på 35 minusgrader og i ørkenen på over 50 plusgrader. Men naturen er ikke den eneste fjende.

Jørgen Saxild oplever, at en af hans ingeniører bliver overfaldet i ørkenen. Shahen finder sig ikke i det og hyrer resolut de bedste livvagter. Jørgen Saxild har blandede følelser, da de tropper op for at beskytte byggeriet af jernbanen. Det er 35 beredne røvere med vindblæste og arrede ansigter.

»Det var en stolt om end lidt foruroligende fornemmelse,« skriver Jørgen Saxild om følgeskabet.

Kan trykke egne pengesedler

En anden fare ved byggeriet er dets samfundsøkonomiske påvirkning af det iranske rige. På det travleste beskæftiger byggeriet 55.000 personer.

Den økonomiske udvikling forårsager en kolossal mangel på mindre pengesedler. Manglen truer så igen med at sætte byggeriet på standby, idet det bliver næsten umuligt at udbetale arbejdernes lønninger.

Jørgen Saxild henvender sig til guvernøren for statsbanken. Igen er svaret resolut. Hr. Saxild og Kampsax kan blot udstede sine egne pengesedler.

»Veksles på anfordring mod statsbankens sedler på Consortium Kampsax' kontor i Teheran,« foreslår guvernøren, at der kan stå på sedlerne.

»Jeg takkede for tilliden, men svarede, at det gik vist ikke, for der ville bare ske det, at foretagsomme pengevekslere - og dem er der mange af i Iran - ville opkøbe Kampsax-sedlerne hos arbejderne til underkurs og indløse dem til pari,« noterer Jørgen Saxild.

Et andet uset problem ved udbredelsen af Den Transiranske Jernbane er en tilsvarende udbredelse af narkotikaproblemer. Jørgen Saxild konstaterer, at det er slemt hos arbejderne, der ryger opium efter fyraften. Og jo mere opium, jo dårlige arbejdsevne og indsats. Problemet er blot, at salget foregår under Finansministeriet.

Jørgen Saxild nedlægger protest mod finansministeren. Og salget bliver ligefrem stoppet - på det tidspunkt.

Fem år og fire måneder efter kontrakten blev underskrevet, står jernbanen færdig. 251 store og 4000 mindre broer og 245 tunneller på i alt 80 kilometers længde, foruden det omfattende sporarbejde, har det krævet.

Heksekunst

Jørgen Saxild er tilfreds og vender tilbage til Europa. I 1941 er han ude for et uheld, som ødelægger hans knæ og besværliggør hans videre færden. Skaden afholder ham dog ikke fra flere udlandsopgaver.

I 1968 drager han til Bali for at plannere det indonesiske vejnet. Opgaven er til at overkomme, så han under sig selv afstikkere for at se landet i ny og næ. En af dem går til De Hellige Vandes Tempel.

Da han skal forcere et mudderhul ved templet, kommer han til at træde ved siden af et bræt og dratter ned. Smerten er afsindig.

»Der blev stor opstandelse blandt rejseselskabet, og jeg selv blev aldeles rasende, og da jeg havde vasket snavset af, tog vi tilbage til hotellet, men 2 dage efter var knæet i orden, og det har det været siden. Hvad læger og cortisone ikke kunne præstere, det kunne de hellige vande, og så kan man mene om det, hvad man vil,« erindrer Jørgen Saxild.