Om få år kan det være helt slut med pletter på Solens overflade, hvis det går, som to amerikanske forskere forudsiger ud fra målinger af Solens magnetfelt.
Solpletterne dannes i forbindelse med, at Solens magnetfelt vrides, når Solen roterer om sig selv - hurtigst ved ækvator og langsommere nær polerne. Når feltstyrken er under et vist niveau, kan de relativt kolde områder, som solpletterne udgør, ikke dannes.
Siden 1990 har William Livingston fra National Solar Observatory i Arizona målt Solens magnetfelt via Zeeman-effekten, hvor et magnetfelt kan forårsage en opspaltning af en spektrallinje i flere. Helt konkret drejer det sig om en spektrallinje knyttet til jernatomer, Fe I, ved 1564,8 nanometer. Sammen med kollegaen Matthew Penn har han efterfølgende analyseret de mange data.
Analyserne viser, at magnetfeltet uafhængigt af Solens normale 11 år lange cyklus langsomt er faldende, så magnetfeltet nu er under 2000 gauss. Fortsætter tendensen, vil magnetfeltet mellem 2016 og 2021 nå under 1500 gauss, og så vil det ikke være stærkt nok til, at solpletter kan dannes. Jordens magnetfelt har til sammenligning en styrke på under 1 gauss. Ønsker man at regne i SI-enheder er 10.000 gauss det samme som 1 tesla.
Ifølge Henrik Svensmarks teori påvirker Solens magnetfelt skydannelsen på Jorden via den kosmiske stråling. Et lavt magnetfelt vil derfor ifølge denne teori - alt andet lige - give os et koldere klima.
Ekstrapolation er farlig
Det er ikke første gang, at Penn og Livingston fremlægger deres forudsigelser om solpletter. Det gjorde de også i 2006 og 2008.
I forhold til de tidligere undersøgelser har Penn og Livingston dog nu data fra den indeværende solcyklus, som er nummer 24 i astronomernes opgørelse, med i deres analyse. Hvor det gennemsnitlige antal solpletter under maksimum af solcyklus 23 var 130, spår de, at solcyklus 24 kun kommer op på 66, og solcyklus 25 topper med syv solpletter.
I 2006 forsøgte de to forskere at få en publiceret en artikel i Science, der forudsagde, at solpletterne vil uddø i 2015, men artiklen blev afvist med den begrundelse, at der udelukkende var tale om et statistisk argument.
Det er et argument, som Penn og Livingston forsøger at forholde sig til i den nye artikel, hvor de skriver: "Det er vigtigt at understrege, at det altid er risikabelt at ekstrapolere lineære trends, men vigtigheden af konsekvenser for en sådan forudsigelse retfærdiggør det".
Livingston udbyder forbeholdet til Science: "Kun tiden vil vise, om Solen kommer i gang igen. Men der er ingen tvivl om, at solpletterne ikke har det særligt godt for tiden".
Koldt klima under Maunder minimum
At der ind i mellem optræder enkelte solpletter, der skyldes en højere feltstyrke, betyder ikke, at forudsigelsen er forkert, mener Penn og Livingston. Så sent som sidste måned observeredes solpletten NOAA 11092 en feltstyrke på 3350 gauss.
Kun hvis der kommer et større antal af disse, kan ekstrapolationen vise sig at være forkert, forklarer Penn og Livingston: "Det vil vi finde ud af de kommende måneder og år," skriver de i en videnskabelig artikel om deres undersøgelser.
En lang periode med få eller ingen solpletter har tidligere optrådt - mest kendt er perioden, som i dag kendes som "Maunder minimum" i slutningen af 1600-tallet og begyndelsen af 1700-tallet. Perioden var sammenfaldende med usædvanligt koldt klima i Europa.
Maunder minimum er opkaldt efter den engelske astronom Edward Walter Maunder (1851-1928). At navnet har vundet indpas, skyldes først og fremmest den amerikanske astronom Jack Eddy, der døde sidste år. Det har allerede været foreslået, at en eventuelt ny, lang periode uden solpletter burde kaldes for Eddy minimum.
Penn og Livingston fremlagde deres nye analyse på et symposium arrangeret af den Internationale Astronomiske Union IAU i slutningen af august: Deres indlæg vil senere blive publiceret sammen med de øvrige indlæg på konferencen. Artiklen er dog allerede tilgængelig via arxiv.org.
Dokumentation
Penn og Livingston: Long-term Evolution of Sunspot Magnetic Fields
Følg udviklingen i solpletter på solarmonitor.org
