Solceller kan redde liv og spare penge i felten

Solceller kan redde liv og spare penge i felten

Solpanelet fra SolarDrive Container Power kan på visse modeller vinkles ved hjælp af en aktuator. Vinklingen følger Solens højde hen over dagen for at optimere solindfaldet og dermed strømproduktionen. Foto: SolarDrive Container Power

Gode kontakter fik åbnet døren til det amerikanske militær for lille dansk solcellevirksomhed.

Det er gået ualmindeligt stærkt, siden solcellevirksomheden Solar­Drive Container Power (SDCP) blev etableret med det mål at sælge solcellesystemer som strømforsyning til skibscontainere. Folkene bag havde i en årrække solgt solcellepaneler til golfvogne, men opdagede så, at det amerikanske militær købte dem til deres elbiler.

»Og da militæret i meget stort omfang benytter specialindrettede standardcontainere i deres lejre, fik vi ideen med at installere solceller på toppen af ISO-containere,« forklarer Kim Ahrenfeldt, direktør i SDCP.

For militæret er solcelle-el nemlig et attraktivt alternativ til at transportere fossile brændstoffer til indsatsområder i f.eks. Afghanistan og Irak: En liter benzin kan koste helt op til 100 kr. før den er fremme, og det vurderes, at der sker et dødsfald for hver 24. militære brændstoftransport.

Infografik: Lasse Gorm Jensen

Hurtigt gennembrud

Ofte er proceduren for at blive godkendt som leverandør til det amerikanske militær lang og besværlig. SDCP og selskabet Tec­Leaf, der står for salget og har tidligere forsvarsminister Søren Gade som bestyrelsesformand, har imidlertid formået at komme overraskende hurtigt igennem til den første kontrakt. Ifølge TecLeafs direktør Peter Randow skyldes det først og fremmest et godt netværk:

»Vi har fundet nogle genveje, både gennem den danske forsvars­industris organisationer DI/FAD og CenSec, som havde flere personlige kontakter. Men især gennem ambassaden i Washington, som har en virkelig dygtig medarbejder på området,« fortæller Peter Randow.

Et gennembrud kom, da indkøbere fra de amerikanske styrker var på rundtur i Europa for at finde potentielle leverandører. Den danske ambassades mand fik hurtigt rettet deres blikke mod SDCP, og derfra kom den første kontrakt i hus.

Ud over militære installationer er SDCP og TecLeaf nu i gang med at udvikle systemer rettet mod virksomheder og nødhjælpsorganisationer, der arbejder i områder med ingen eller meget ustabil elforsyning.

»Selv om tilbagebetalingstiden er noget længere, så er det ofte en bedre løsning end at skulle transportere benzin og diesel over store afstande,« siger Peter Randow.

Kommentarer (5)

Hvorfor er artiklen, og producentens hjemmeside, blottet for tal ?

Man kan læse om spænding og frekvens - og intet andet.

Jeg savner noget om effekter, energi, sammenkobling, evt. medfølgende energilagring.
Kort sagt: hvordan virker det i praksis ?
- i Danmark
- i e.g. Iraq eller Afrika (kontinent, men vælg et land).

Ikke fyldestgørende artikel, men god reklame.

  • 8
  • 1

Samtidig må man sige, at solpanelerne udgør et ret let mål. Man må håbe, de ikke sidder i serie ;-)

  • 0
  • 2