Solcelleinverter brød i brand på skole

Solcelleinverter brød i brand på skole

Hedegårdsskolen i Brønderslev blev fyldt med sod og røg, efter at en solcelleinverter udbrændte søndag eftermiddag.

Da servicelederen på Hedegårdsskolen i Brønderslev søndag eftermiddag gik sin besigtigelsesrunde på skolen, opdagede han en grim lugt.

Lugten stammer fra en 16 kW-solcelleinverter fra Danfoss, som befandt sig i et betonrum i kælderen. Da Brønderslev Brandvæsen nåede frem, var inverteren allerede udbrændt, men den efterlod skolen fyldt med sod og røg.

»Den var fuldstændig nedsmeltet og hoppet af beslagene. Der må være en eller anden fejl i den, så den har glødet sig væk,« beretter beredskabsinspektør Jørgen Pedersen.

På det tidspunkt var det ni timer siden, der sidst var blevet set til inverteren, og selv om der ikke var noget at slukke for brandfolkene, var der alligevel arbejde at gøre, da røgen var spredt til hele skolen via ventilationsanlægget.

»Vi blæste røgen ud af flere lokaler, gymnastikhallen og ud af gangforløb på flere hundrede meter for at reducere skaden,« siger Jørgen Pedersen.

Kommunen bekymret over andre invertere

Der var i alt to invertere i kælderen som hørte til solcelleanlægget placeret på skolens tag. Energikonsulent i Brønderslev Kommune Tom Leere er ikke helt tryg ved placeringen af den anden 16 kW-inverter. Han er med i et energispareprojekt, hvor kommunen har opstillet i alt ni solcelleanlæg, leveret af Kemp & Lauritzen, rundt om i kommunen.

»Fordi man har en bil, der brænder, er det ikke sikkert, at naboens af samme mærke også vil bryde i brand. Men jeg har et anstrengt forhold til den anden inverter, selv om den umiddelbart ikke fejler noget,« siger Tom Leere og tilføjer:

»Nu vil jeg gå rundt og undersøge, hvilke typer af invertere der sidder rundt omkring. Derudover skal vi se på, om der skal være branddøre, hvis invertere er placeret inden døre.«

Lidt held er der dog i uheldet, da der er påskeferie, og skadeservicefirmaet derfor kan nå at skrabe lokalerne fri for sod, inden eleverne kommer tilbage på skolebænken.

Kommentarer (8)

Det er nu mere end 4 år siden i i IDA prøvede at få de nødvendige parter til at mødes og diskutere hvad og hvordan man skulle takle brande i huse/bygninger med solceller.

I Tyskland har der i mere en 6 år været forbud mod at slukke brande i huse med solceller. Der er lovkrav om at der ikke må bruges vand inden for en afstand af 15 m fra solcellen eller dele deraf.

Ingen af de danske myndigheder var interesserede i at mødes for at fastsætte regler.

I Tyskland er der blevet dræbt brandmænd i forbindelse med brand hvor der var solceller.

Der vil helt sikkert også ske i Danmark, hvis der ikke udarbejdes reelle regler for brande i huse med solceller.

Reg. Energisynskonsulet
Nis Krog

Formand for IDA Mecanical syd.

  • 4
  • 3

Nis, kan du henvise til den lov, som siger man ikke må anvende vand indenfor 15m af solceller? Den er jeg nemlig ikke bekendt med.
Dit i dlæg er relevant nok, selv om det ikke har noget med artiklen at gøre. En inverter vil man ikke slukke med vand, men med CO2.

I forbindelse med slukning af brand i tagkonstruktion med solpaneler, har Teknologisk Institut lavet en vejledning
http://www.teknologisk.dk/_root/media/5763...
Her kan du se, at respektafstanden ved et almindeligt privat solcelleanlæg er 1m med spredt stråle, og 5 m med samlet stråle.
Problemet kan være, hvis det brænder inde under taget, så kan man ikke komme til at slå hul i taget, for at slukke. Men så må man jo se om man ikke kan trænge ind fra den modsatte side af huset, eller gavlene.

Mvh Karsten Petersen, Indsatsleder.

  • 8
  • 0