Solcelleforening raser: »Vi troede, vi havde en aftale«

12. februar 2018 kl. 17:381
Solcelleforening raser: »Vi troede, vi havde en aftale«
Illustration: OregonDOT.
Brancheforening beskylder regeringen og Dansk Folkeparti for løftebrud, når de uden videre bruger en del af puljen til sol og vind-udbud til støtte af flere test-vindmøller.
Artiklen er ældre end 30 dage

»Vi troede, vi havde en aftale om, at der skulle anvendes et vist beløb til teknologineutrale udbud – og så bryder politikerne den bare uden videre for at give flere penge til den ene af de to teknologier. Det er simpelthen så skuffende.«

Sådan siger formand for brancheforeningen Dansk Solcelleforening, Flemming Kristensen, efter at regeringen og Dansk Folkeparti fredag meldte ud, at de havde afsat flere penge til test-vindmøller.

Læs også: Vind og sol-pulje barberes – pengene går til testmøller

Hovedparten af den øgede bevilling bliver taget fra en pulje på godt 1 mia. kroner, der i september sidste år blev afsat til to såkaldt teknologineutrale udbud, hvor både solceller og vindmøller skulle dyste om kronerne.

Åbent brev til ministeren

Dansk Solcelleforening har derfor skrevet et åbent brev til energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V), hvor branchen lufter sin skuffelse og fremsætter nogle krav:

Artiklen fortsætter efter annoncen

»Mange små og mindre danske virksomheder har allerede brugt store beløb på at få byggetilladelser og godkendelser af de kommende anlæg fordi de troede en aftale var en aftale,« hedder det i brevet.

Læs også: Fagfolk til politikerne: Sådan skal I fremtidssikre solcellestøtten

Her skriver foreningen videre, at når politikerne afsætter midler til test-vindmøller, bør der også gennemføres testopstillinger af solcelleparker, da der er stort behov for at kende de tekniske forhold og muligheder for solcelleparker.

Læs også: Aarhus Universitet åbner nyt, stort energi-laboratorium

Artiklen fortsætter efter annoncen

Foreningen mener også, at den nye aftale som minimum bør tage finansieringen af test-vindmøller fra udbuddet i 2019 og ikke i 2018, så branchens tab kan minimeres og selskaberne kan indrette sig på de mindre udbud i 2019:

»Som en kompensation for den nye aftale bør der findes penge til et forhøjet tillæg også til solceller, målrettet 5 MW bygningsintegrerede solcelleanlæg på kommunale bygninger og på større udlejningsbyggeri. Ligesom vi anbefaler, at der indføres en forsøgspulje i forbindelse med det teknologispecifikke udbud på solceller,« siger Flemming Kristensen.

Lillebror og storebror

Men er I ikke snart blevet vant til, at vindmøllebranchen er storebror og I er lillebror i energibranchen herhjemme?

»Det er vi da fuldt bevidst om. Men til gengæld mener vi, at vi repræsenterer den nye teknologi, der har præsteret ganske kraftige prisfald, og derfor synes vi, at det er uheldigt, at solcellerne hele tiden bremses i deres udvikling og udbredelse,« siger han.

Læs også: Solceller på vej ud af vindens skygge

Flemming Kristensen tilføjer, at han da ikke håber, at aftalen fra i fredags er udtryk for en holdning til solceller, der vil gå igen, når politikernes skal forhandle et nyt energiforlig:

»Vi håber, at det her var en smutter, og at solcellerne stadig skal have en betydelig plads i den grønne omstilling, når energipolitikerne forhåbentligvis her i foråret skal indgå en bred aftale om et nyt energiforlig frem til 2030,« siger han.

1 kommentar.  Hop til debatten
Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger
1
13. februar 2018 kl. 14:35

punkt et : Stol ALDRIG på politikere.

Punkt to: Hvis en politiker lover at en fejl ikke vil ske igen, skal punkt et aktiveres.

Punkt tre: Hvis en politiker hævder at han/hun er blevet fejlciteret, skal punkt et aktiveres.

Husk det så !