Solcelle-produktion automatiseres på Lolland

Dette er historien om en nyuddannet svagstrømsingeniør med sans for vedvarende energi og en iværksætter i blodet. Det er også historien om en produktion af solcellepaneler, der startede i en kælder på Nørrebro i 1993.

Og med et elegant hop hen over 17 års produktudvikling, produktion og salg af mange MW solcellekapacitet over hele verden er det i dette efterår historien om en virksomhed, der tager springet og flytter produktionen fra små lokaler i Københavns Nordhavn til Lolland og med ét slag firedobler produktionskapaciteten. Hvis den flytning skal lykkes, skal store dele af produktionen automatiseres.

Hjemmebyggede maskiner

Iværksætter, ejer, ingeniør og daglig leder af Dansk Solenergi ApS, Ken H. Jensen, viser stolt rundt i de nuværende produktionslokaler. Her er mere eller mindre hjemmebyggede maskiner til lodning, laminering og montering af solceller:

»Produktionen af solcellepaneler er i princippet ikke vanskelig at automatisere, og man kan jo godt købe en maskinpark, som kan det hele. Men det er temmelig dyrt, og man får alligevel aldrig lige det man vil have. Vi vil meget hellere udvikle vores egne maskiner,« forklarer han.

Derfor vil man se en nyudviklet automatisk loddemaskine, en maskine til laminering af solcellerne og nogle robotter, som gerne skal kunne udføre flere forskellige opgaver. Noget bliver indkøbt og noget bliver videreudvikling af egne løsninger:

»Når det hele er oppe at køre omkring november, vil jeg tro, at vi kan reducere de rene produktionsomkostninger med mindst ti procent,« siger Ken H. Jensen.

Han går også og pusler med tanken om at sælge hjemmeudviklede maskiner til andre solcelleproducenter:

»Man ved aldrig. Det kan være, at det bliver det, vi en dag kommer til at leve af,« funderer han.

Indtil videre vil produktionen af solcellepaneler og styreenheder være det primære produkt. Ordrerne har været stabile, i hvert fald indtil finanskrisens start i 2008. Nu er der kommet gang i salget igen, og Ken H. Jensen sidder for tiden og forhandler med en stor kunde, som kan sikre aftaget nogle år ud i fremtiden.

Danmark er ok til produktion

Valget af Danmark og måske især Lolland som hjemsted for en dansk solcelleproduktion lå ikke først for:

»Vi har været i Kina og Østeuropa for at se på forholdene, men valget faldt alligevel på Danmark,« siger Ken H. Jensen.

En afgørende fordel ved Danmark mener Ken H. Jensen er kulturen:

»Det ligger mig temmelig fjernt at skulle styre en medarbejderstab i for eksempel Kina, hvor arbejdskulturen er helt anderledes end i Danmark,« siger han.

Med det hører også med til historien, at flytningen fra København til Lolland, på trods af udvidelse af lokaler fra cirka 700 m2 til 2.200 m2, vil betyde en reduktion af huslejen.

En anden fordel ved Lolland er nærhed til markedet. For selv om Dansk Solenergi har leveret anlæg i 17 år, er over 90 procent af produktionen blevet eksporteret, og her er Tyskland et vigtigt marked. Med en kommende Femernforbindelse ligger Lolland nærmest i Tysklands baghave.

Hård konkurrence fra Kina

Alligevel kan Ken H. Jensen godt ærgre sig over de høje danske lønninger:

»Gid jeg dog kunne ansætte nogle af mine gamle studiekammerater, så de kunne sidde og udvikle løsninger. Men de er desværre alt for dyre,« siger han.

Derfor skal automationsniveauet på Lolland holdes højt for at spare på personaleomkostningerne. For konkurrencen i solcellebranchen er hård, og billige paneler vælter ind fra især Kina:

»Umiddelbart kan det være svært at se forskel. Men efter fem-ti år bliver det tydeligt. Elproduktionen falder, og lamineringen begynder at slippe. Det ved vores kunder heldigvis godt, og derfor er de parate til at betale det ekstra for kvalitet,« siger Ken H. Jensen.