»Der er ikke så meget at gøre ved det«, sagde lægerne.
»Det vil jeg ikke høre tale om – vi har videnskaben,« sagde faren.
For ti år siden blev Matt Might far til Bertrand, som allerede kort efter fødslen viste tegn på at være anderledes.
En sjælden genmutation truede med at tage livet af ham, men Matt Might, som var datalog, tog sagen i egen hånd og er gennem learning by doing blevet så stor en ekspert på området, at han i dag er leder af Hugh Kaul Personalized Medicine Institute på University of Alabama.
Hans mål er nu at bruge den viden, han har opbygget, til at hjælpe så mange mennesker som muligt med lynhurtigt at få viden om sjældne sygdomme og mulige behandlinger ved på it-vis at finde ‘fejlen’ i gen-programmet – og omprogrammere den.
»Præcisionsmedicin er datadrevet medicin. Faktisk er data den bedste medicin i det 21. århundrede,« understregede Matt Might, da han for nylig fortalte sin historie ved Dansk Bioteknologisk Selskabs konference i Vejle.
Få måneder efter sin ansættelse som adjunkt i datalogi ved University of Utah i 2007 kom Bertrand til verden, og ambitionerne var høje.
»Jeg jokede med, hvilken ph.d. han mon ville tage,« fortæller Matt Might.
»Men som tiden gik, ‘crashede’ forventningerne. Og det handlede jo ikke blot om uddannelsen, men i høj grad også om, at der var risiko for, at han ville dø, inden han fyldte tre år,« fortæller Matt Might om de første måneder som far, hvor det langsomt gik op for ham, at hans søn ikke var rask.
Bertrand havde svært ved at sidde op, og han begyndte at få nogle underlige anfald, hvor han skælvede over hele kroppen. Nogle anfald gav krampetrækninger, andre fik ham nærmest til at kollapse.
Samtidig opdagede forældrene, at der ikke kom nogen tårer, når han græd, hvilket gav smertefulde betændelsestilstande og i sidste ende kunne koste ham synet.
Lægen vidste ikke, hvad der var galt, og specialister havde heller ikke set tilfælde som Bertrand før. Måske var det noget med hjernen? Eller var forældrene mon i familie med hinanden? Eller havde moren Cristina været utro? Nej.
En urinprøve viste senere, at han kunne lide af en lysosomal sygdom, som han formentlig ville dø af inden for kort tid, fordi kroppen ikke var i stand til at nedbryde og genbruge bestemte stoffer. Heldigvis var det ikke tilfældet, men diagnosen manglede stadigvæk.
Matt Might fortsatte med at undervise i datalogi på universitetet i Utah, men tog flere og flere afstikkere til instituttet for genetik. Han var sikker på, at der måtte ligge et svar i Bertrands dna, som han kunne bruge i den videre kamp for at beholde sin søn.
En af instituttets genetikere måtte imidlertid bedrøve med, at en gensekventering ville koste over 3 mio. kroner og muligvis ikke være præcis nok.
Til gengæld var et hold forskere fra Duke University i North Carolina klar til at hjælpe. De ville starte et pilotprojekt med sekventering af 12 børn med sjældne sygdomme ud fra en sammenligning med forældrenes dna. Og Bertrand kunne blive et af de børn.
Økonomisk kunne det lade sig gøre ved kun at foretage exom-sekventeringer, dvs. en undersøgelse af de kodende dele af arvemassen, som blot udgør en eller få procent af det totale genom.
Der var gevinst i de fleste tilfælde, og da de ringede tilbage efter et års tid var det med meddelelsen om, at det højst sandsynligt var NGLY1-genet, den var gal med.
Både Matt og Cristina havde hver sin mutation på dette gen, og tilsammen satte de to nedarvede mutationer genet ud af drift hos Bertrand.
Det betød, at han ikke producerede enzymet N-glycanase 1, som sørger for at fjerne sukkerstoffer fra fejlfoldede proteiner, så bestanddelene kan nedbrydes og genbruges. I stedet fik han en ophobning af ‘sukker-protein-affald’, som var invaliderende. I Bertrands tilfælde fandt de beviserne i leveren, hvor ophobningerne var tydelige.
Forældrene fandt ud af, at N-glycanase 1 faktisk kunne bestilles på nettet, i hvert fald i små mængder til forskningsformål, men ud over at koste millioner af dollar i de påkrævede mængder, kunne man ikke bare injicere det i Bertrand, som nu var over fire år gammel og fik det stadigt værre.
»Alle forældre vil jo gerne have, at deres børn er unikke, men så unikke ønsker man sig det alligevel heller ikke. Specialisterne mente ikke, at der var noget at gøre, men her var jeg ikke enig,« fastslår Matt Might.
Selv om NGLY1-mutationen senere blev bekræftet af endnu en specialist, var problemet, at man ikke bare måtte foretage eksperimenter af medicinsk art uden FDA-godkendelser og en stor sikkerhed for, at det var rette diagnose. Og lægerne kendte ikke til andre NGLY1-patienter, de kunne sammenligne med.
De handlekraftige forældre gik derfor i gang med at finde andre patienter med mutationer i samme gen, og da Matt Might allerede var en succesrig blogger inden for it-verdenen, forsøgte han sig med et blogindlæg med titlen: ‘Hunting down my son’s killer’.
Indlægget gik viralt i sommeren 2012, og allerede efter få dage indløb den første melding fra et andet forældrepar. Efter lidt over et år var de ti, og i dag har Matt Might samlet 64 børn fra hele verden med mutationer i NGLY1.
I mellemtiden forskede Matt Might videre på egen hånd og fandt ud af, at Bertrand var i underskud af sukkerstoffet N-acetylglucosamin, som var det, der hang fast i de fejlfoldede proteiner – men til gengæld kunne stoffet købes på nettet som kosttilskud.
Matt Might bestilte en lille bøtte fra Amazon, og for at være sikker på ikke at forgifte sønnen, spiste han hele bøtten selv i første omgang. Da det bare smagte af sukker, og ikke virkede til at have bivirkninger, besluttede han sig for – efter endnu en dramatisk hospitalsindlæggelse af Bertrand – at forsøge.
Bertrand fik en portion af stoffet, og allerede efter tre dage skete forandringen: Bertrand græd tårer!
»Jeg var i chok og kunne ikke tro mine egne øjne. Så gjorde jeg, hvad enhver forælder ville gøre, når deres barn græder. Jeg samlede tårerne op, lagde dem på tøris og tog dem med ind på et laboratorium, så jeg kunne få dem undersøgt,« siger Matt Might med et smil.
Familien kunne også konstatere, at anfaldene om natten stoppede, og at Bertrand så ud til at være i bedring, selv om hans udviklingsstadie ikke rykkede sig forbi en ni måneder gammel babys.
Imens foretog Matt Might løbende transitionen fra datalog til genetiker og flyttede stille og roligt sine ting fra det ene institut til det andet på universitetet i Utah. Han havde fået blod på tanden og søgte et legat.
Han fik det, og sammen med en række forskere og forældre, han havde truffet i kølvandet på sit blogindlæg, gik han i gang med et studie, der involverede fimre-orme.
Når man halverer denne type orme, vil de nemlig blot regenerere sig til to fungerende orme – medmindre man fjerner NGLY1-genet. Derefter ledte de efter andre gener, der kunne have en effekt og fandt ud af, at hvis man også inaktiverede genet Engase, som viste sig at virke på en lignende måde som N-glycanase, så fik ormen det bedre igen.
For at finde frem til mulige kandidater, der kunne hjælpe med at svække Engase-genet, screenede de ved hjælp af massespektromi 200.000 molekyler og fandt frem til 70 mulige kandidater, der kunne hæmme Engase-aktiviteten. 14 af dem var allerede godkendt til patientbrug af FDA, og et enkelt viste sig at have en effekt – mavesyretabletten Prevacid, der kunne købes i håndkøb.
Prevacids aktive stof dæmper proton-pumperne, der udskiller mavesyre, men har samtidig den effekt, at stoffet også hæmmer Engase-genets produktion af proteiner en smule.
Matt Might arbejder derfor nu på at øge denne effekt i et nyt stof uden protonpumpen, for det er begrænset, hvor meget mavesyremedicin det er sundt for maven at tage, og han har også fået udgivet en artikel om emnet.
Samtidig optrådte familien i en stor artikel i magasinet The New Yorker – en artikel, der gjorde indtryk blandt højtstående embedsfolk over hele landet.
I første omgang fik han tilbudt en stilling som gæsteprofessor på Harvard Medical School, og en dag landede der en e-mail fra Det Hvide Hus i indbakken.
»Det var tirsdag, og i mailen stod der: »Kan du komme til Det Hvide Hus på fredag«. Jeg troede, det var spam, og var lige ved at slette mailen. Men det kunne jo være rigtigt, så jeg tjekkede lige efter en ekstra gang, og den var god nok,« fortæller Matt Might.
Han hoppede på et fly uden at vide, hvem han skulle mødes med – blot at han skulle være der kl. 9 for at mødes med en VIP ved portrættet af John F. Kennedy kl. 10.
»Og så kom Obama ind. Jeg kunne ikke tro det. Vi talte sammen en halv times tid om hans mål med præcisionsmedicin, og han roste mig for, at have gjort noget unikt. Han spurgte mig så, om jeg ville hjælpe ham med at gøre min historie ‘ikke-unik’, og da jeg havde samlet kæben op fra gulvet, svarede jeg selvfølgelig ‘ja’,« siger Matt Might med et smil.
På den måde blev han en del af Barack Obamas ‘Precision Medicine Initiative’, som i første omgang gik på at finde mulig behandling af fem sjældne sygdomme inden for et år.
»Jeg valgte de fem patienter ud, som havde meget sjældne sygdomme, men som det så ud til, at vi nemt kunne screene og finde behandling til. Det var derfor et nemt eksperiment, men det skulle give en idé om, hvad man i princippet kan gøre med alle sygdomme,« fortæller Matt Might, som stadig bruger samme tilgang til patienter.
I dag sidder han som leder af University of Alabama School of Medicines institut for personlig medicin og arbejder hårdt på at forfine og forbedre, hvad han kalder sin ‘algoritme for præcisionsmedicin’, så den kan komme tusindvis af andre patienter med sjældne sygdomme til gode.
Det sker med opbygningen af et stykke software ved navn mediKanren, som ved hjælp af kunstig intelligens finder vejen fra patient til mulige FDA-godkendte behandlinger. Det sker gennem opslag i de enorme mængder databaser og forskningsrapporter om gener, medicin, proteiner, symptomer, etc., som allerede findes, men som kan være umulige at finde hoved og hale i, når man står med et sjældent set problem.
I en konkurrence lykkedes det holdets software at finde 12 behandlingsmuligheder til en bestemt sygdom på halvanden time – og en forklaring på, hvorfor de enkelte stoffer vil være gode.
»Computersprog er utvetydigt, og sådan er man også nødt til at gribe dette an,« understreger han.
»Vi arbejder aktivt med 100 sager ad gangen – både sjældne sygdomme og mere almindelige som migræne og depression. Migræne kan have samme symptomer men skyldes skader på flere forskellige gener, så det må man nogle gange også se på som var det en sjælden genetisk sygdom,« siger Matt Might.
Og Bertrand? Han er nu blevet ti år og har det godt. Han er stadig bundet til en kørestol, og udviklingsmæssigt står han stadigvæk lidt i stampe. Men han er glad, han har ikke haft et eneste anfald i 2-3 år – dette på en kur af mavesyretabletter og sukkerstoffet fra Amazon.
»Målet er, at han vil blive ældre end den ældste kendte NGLY1-patient, der blev 37 år. At ‘der ikke er noget at gøre’ har udlevet sin tid. Der er altid videnskaben,« understreger hans far.
Se et tidligere foredrag af Matt Might i videoen herunder:
