Sønderborg-selskab vil bygge havmøllepark i Lillebælt
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Sønderborg-selskab vil bygge havmøllepark i Lillebælt

Illustration: Lars Bertelsen

Energistyrelsen har netop givet Sønderborg Forsyningsservice A/S tilladelse til at undersøge mulighederne for at etablere havvindmøller i et område nordøst for Als - mellem Als og Helnæs på Fyn.

Projektet omfatter mellem 20 og 44 havvindmøller med en samlet installeret effekt på mellem 100-160 MW.

Det giver mulighed for at opstille alle størrelser af vindmøller - fra 2,2 MW til de helt store 8 MW vindmøller, der dog højst må måle 250 meter til øverste vingespids.

Læs også: Nu kan Vattenfall gå i gang med 950 MW vindkraft

Ansøgningsmaterialet skitserer to forslag til placeringer - en nordlig og en sydlig.

Ved det sydlige forslag vil minimum-afstanden fra land til nærmeste mølle være 1,8 kilometer.

Ved et nordlige forslag øges minimums-afstanden til den nærmeste vindmølle til 2,2 kilometer.

Planerne længe undervejs

Planerne om en havmøllepark i LiIlebælt har længe rumlet i det kommunalt ejede Sønderborg Forsyning, der varetager den daglige drift og håndtering af affald, genbrug, spildevand og drikkevand, samt en mindre del af varmeforsyningen.

I december 2015 hyrede selskabet rådgiveren K2 Management til at kigge på en business-case, og selskabets direktør, Lars Blædel Riemann sagde dengang til netmediet Energiwatch:

»Vi satser på at have projektet i drift i 2020, men 2022 vil også være fint. I bund og grund er vores ramme 2029, men vi skal gerne have det op at stå lidt før da.«

Læs også: Kommuner klar med kystmøller - hvis staten garanterer minimumspris

Af en pressemeddelelse fra dengang fremgår det også, at prisen i 2015 forventedes at ligge mellem halvanden og to mia. kroner.

Af et bestyrelsesmødereferat fra selskabet fra februar 2016, hvor man har kigget på både business case og feasibility-studiet, fremgår det, at man var 'meget positiv i forhold til det hidtil sete' og at K2 Management har regnet sig frem til et afkast på 8,1 pct. af investeringen.

Kommune advarer mod protester

Energistyrelsens forundersøgelses-tilladelse er givet i henhold til en såkaldt ‘åben dør ordning’.

Her kan en projektudvikler tage initiativ til at etablere en havvindmøllepark af en selvvalgt størrelse og på en selvvalgt placering.

Læs også: Minister vil give kommuner mulighed for at bremse kystnære havvindmøller

Forud for forundersøgelses-tilladelsen er forskellige myndigheder blevet hørt - blandt andre de relevante kommuner.

Her advarer Haderslev Kommune om, at man nok må forvente massiv modstand fra naboer til en vindmøllepark i op til 4 km fra etableringsområdet på grund af den visuelle forandring, mens Sønderborg og Middelfart Kommuner bakker op om projektet med henvisning til nødvendigheden af en grøn omstilling.

Første af tre tilladelser

Forundersøgelsestilladelsen er den første af tre tilladelser, som Energistyrelsen skal give, før man kan opstille havvindmøller.

De to næste er en etableringstilladelse og en tilladelse til udnyttelse af energien.

Man får tilladelserne, efterhånden som projektet skrider frem, og hver enkelt tilladelse er en forudsætning for den næste.

Læs også: Sortænder vælter havmølleplaner i Sejerøbugten

En forundersøgelsestilladelse giver dermed ikke ret til at opføre havvindmøllerne.

Resultaterne af forundersøgelserne kan betyde, at projektet helt eller delvist må ændres i forhold til det ansøgte, eller at projektet slet ikke kan gennemføres.

Forundersøgelserne skal være afsluttet senest 15. december 2018.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten