Når afspærringerne søndag bliver fjernet, og de første passagerer myldrer ned til de 17 stationer i Københavns nye Metrocityring, så er det kulminationen på et langt arbejde brolagt med både naboklager og en genstridig, italiensk entreprenør.
Nedenfor følger en lille, historisk sammenskrivning, og de kommende dage vil vi genudgive nogle af vores artikler om de tekniske højdepunkter for byggeriet, foruden at stille skarpt på det pristillæg, som skal være med til at betale for ciityringen.
Bemærk, at vi har samlet alle vores artikler i et særligt fokus om Metrocityringen,. Dem er der i skrivende stund 180 af.
Læs også: Fotos: Få et smugkig på Metrocityringen
2002
Forarbejder starter til Metrocityringen, samtidig med at de første metrostrækninger i København bliver taget i brug.
Maj 2005
Udredningen om Cityringen udkommer og anslår, at forbindelsen kan anlægges for 15 mia. kr. i 2005-priser (godt 18 mia. nutidskroner).
December 2005
Københavns og Frederiksberg Kommuner indgår sammen med staten aftalen om at anlægge cityringen. Målet er åbning i 2017.Cityringen ultrakort
2007
Anlægsloven vedtages af alle Folketingets partier undtagen Liberal Alliance og Enhedslisten.
2009
Arbejdet med at omlægge ledningerne i Københavns undergrund for at gøre plads til metrotunnelerne begynder.
2011
Copenhagen Metro Team med italienske Salini som hovedentreprenør vinder udbuddet om at anlægge metroen, mens Ansaldo STS bliver valgt som togleverandør. Budgettet lyder nu på 21,3 mia. 2010-kr. (ca. 23,5 mia. nytidskroner). Deadline for åbning er december 2018.
Februar 2012
Aftalen om at fortsætte metroen til Nordhavn indgås. Nordhavnsmetroen bliver 2,6 km lang (heraf 300 meter højbane) og får foreløbig to stationer. Yderligere fire stationer er planlagt til at blive anlagt senere.
2012-2013
Naboer klager over støj fra byggepladserne, og Københavns Kommune forbyder af flere omgange arbejdet efter kl. 18.
Juli 2013
Natur- og Miljøklagenævnet afgør, at arbejdet på byggepladsen ved Marmorkirken skal stoppe senest kl. 18 om aftenen. Metroselskabet advarer om, at det bliver dyrt og kan forsinke cityringen.
Læs også: Se hovedet til Cityringens boremaskine blive sænket på plads
Februar 2014
Natur- og Miljøklagenævnet erklærer alle tilladelser til natarbejde ulovlige, og Metroselskabet opgiver at nå åbningen i 2018, som på det tidspunkt var planen. Efterfølgende forhandler transportminister Magnus Heunicke (S) en ekstra erstatning på 300 mio. kr. til de støjplagede naboer igennem. Til gengæld mister de retten til at klage til Natur- og Miljøklagenævnet, og kort efter genoptages natarbejdet. Den ordning skal vise sig at danne præcedens for efterfølgende anlægsprojekter.
April 2014
Metroselskabet vælger et konsortium med tyske Hochtief og Züblin til at anlægge Nordhavnsmetroen. Prisen angives til 3 mia. kr.
Maj 2014
Folketinget vedtager Sydhavnsmetroen til 8,6 mia. 2014-kroner - i sidste øjeblik, hvis et afgreningskammer til Cityringen skal anlægges. Sydhavnsmetroen bliver 4,5 km lang og får fem stationer.
Juni 2014
Rigsrevisionen fastslår, at metrobyggeriet allerede var forsinket, inden støjklagerne stoppede aftenarbejdet.
August 2014
Metroselskabet erkender, at regningen for Cityringen er steget med 1,2 mia. kr., og udskyder åbningen til juli 2019.
Læs også: Se det nye metrorør
Januar 2016
Entreprenøren kræver to mia. kr. ekstra, bl.a. fordi Metroselskabet har forlangt skakvægge forstærket.
Juli 2016
Kravet fra Salini & Co. vokser til 3,9 mia. kr., og entreprenøren vil desuden have lov til at gøre arbejdet færdigt senere. Italienerne er havnet i strid med danske MT Højgaard, som skulle have stået for apteringen af stationerne.
Januar 2017
Hen over julen har entreprenøren holdt hundredvis af medarbejdere væk fra byggepladserne. Metroselskabet er tvunget til at låne CMT 1,1 mia. kr., inden det meste arbejdet bliver genoptaget. Kravet om ekstrabetaling af nu oppe på 7 mia. kr., som Metroselskabet afviser.
April 2017
Metroselskabet indgår forlig og betaler 850 mio. kr. til CMT. Aftalen begrænser desuden CMT's mulighed for senere at få erstatning til to mia. kr. voldgiftsager, men stridighederne skal først afgøres efter åbningen.
Læs også: FOTOS: Under jorden med Metrocityringen
November 2017
Hochtief og franske Vinci bliver valgt til anlægge Sydhavnsmetroen. Togene skal igen leveres af italienske Ansaldo.
Januar 2019
Arbejdet på stationerne har igen stået stille, og Metroselskabet har igen betalt et ukendt, trecifret millionbeløb til sin entreprenør for at få det i gang.
Maj 2019
Installationsarbejderne er så meget forsinket, at Ansaldo-selskabet Metro Service ikke kan nå at gennemføre de testkørsler, som er nødvendige for at få Trafikstyrelsens ibrugtagningstilladelse. Åbningen af Cityringen udskydes derfor til sidst i september.
August 2019
Metroselskabet må opgive at færdiggøre stationspladser og fodgængertunneller inden åbningen.
Læs også: VIDEO: Sådan bygger man en metrostation
19. september
Mobiltelefonselskaberne fastslår, at der kommer til at mangle dækning i cityringen, fordi de ikke har haft tid til at sætte sendere op i tunnelerne.
25. september
Den nye metros tilladelse til at køre med passagerer går igennem, så Cityringen kan åbne planmæssigt.
29. september
Cityringen åbner med en enkelt gratis dag for alle passagerer.
Forår 2020
Nordhavnsmetroens planlagte åbning.
2024
Sydhavnsmetroens planlagte åbning.
Kilder: Ing.dk, Metroselskabet, Transportministeriet
