Søfartsstyrelsen skyder millioner i udvikling af færge af kulfiberkomposit

At Danmarks første færge af kulfiberkomposit om to år sejler i fast rutefart mellem Thy og Mors, er nu et rimeligt fasttømret faktum, efter at Søfartsstyrelsen og Erhvervs- og Vækstministeriet har valgt at støtte det i alt 50 millioner kroner dyre udviklingsprojekt med næsten 8,8 millioner kroner fra regeringens grønne omstillingspulje.

Beslutningens ræson er, at Danmarks flåde af småfærger har en høj gennemsnitsalder og står over for at skulle udskiftes til grønnere alternativer. Så potentialet er stort.

De resterende penge skal det kommunalt ejede færgeselskab levere, og her er takterne positive, fortæller Niels Christensen, administrerende direktør i Marcod, det fondsbaserede videncenter, som har gjort det muligt at udvikle færgen af kulfiberkomposit.

»Pengene, der er udtryk for en klar prioritering hos Søfartsstyrelsen, er en grundlæggende forudsætning for at gennemføre projektet. Nu skal vi have håndslag fra kommunen om de resterende 41 millioner.«

Morsø Kommune er meget positiv, både fordi finansieringsomkostninger for tiden er meget lave, og fordi kulfiberfærgen passer godt ind i strategien om at udgøre et grønt område, siger Viggo Vangsgård, der er formand for såvel Mors-Thy Færgefart som for kommunens teknik- og miljøudvalg:

»Færgen skal sejle i et natura 2000-område, så det betyder meget, at den hverken forurener luften eller vandet. Færgen er en spændende form for nytænkning, som forhåbentligt kan trække både arbejdspladser og turister til. Og så tiltaler den os, fordi den med sin lange levetid har en betydelig længere afskrivningsperiode end traditionelle stålfærger.«

Erfaringer fra analyseprojektry Øko-ø-færgen, der blev støttet af Den Danske Maritime Fond, viser, at det kan halvere brændstofforbruget. Og færgen skal også drives frem af vindmøllestrøm, hvilket gør den helt CO2-neutral.

Læs også: Lette, stærke færger af kulfiberkomposit klar til drift om to år

»En tidsplan på to år er realistisk,« vurderer Niels Christensen.

»Færgen tager et år at bygge, og så er der et år til sagsbehandling,« fastslår Niels Christensen.

Supplykatamaraner sejler fint

Det er værftet Danish Yachts i Skagen, som skal bygge færgen. De har i mange år bygget luksusyachts og senest også serviceskibe til vindmølle-offshoreindustrien i kulfiberkomposit.

For et par måneder siden tog vindmølleindustrien de to første supplybåde af kulfiberkomposit i brug, og det går fint, også i høj sø, fortæller Niels Christensen:

»Supplyskibene har nogle egenskaber, der gør, at de både sejler hurtigt i stille vejr og er stabile i hårdt vejr. Det er jo katamaraner, og i stille vejr kan de komme op på vandet og opnå en høj fart. I høj sø, hvor produktionstabet jo er stort på en havvindmølle, og hvor det derfor er vigtigt at de kan komme ud, kan skibene indtage ballastvand og derfor lægge sig dybere i vand og dermed opnå høj stabilitet.«

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Og færgen skal også drives frem af vindmøllestrøm, hvilket gør den helt CO2-neutral.

Skal man så lige tjekke vejrudsigten for vind, inden man tager af sted? Man hører jo ofte om færger, der er indstillet p.g.a. for meget vind, nu kan det modsatte så også forekomme ;o))

Sorry, men den lå lige til højrebenet.

Men ellers er brugen af komposit da en positiv ting, hvis man virkelig kan få det til at hænge sammen økonomisk - det kunne være interessant at se en levetidsomkostning for begge typer.

mvh Flemming

  • 0
  • 0

Måske billigt i vedligehold, men rasende dyrt, hvis det beskadiges. Der få værftet som kan reparere evt. skader. Er der nogen som har set på det totale co2 aftryk, dvs den energi der skal til for at lave et komposit skrog, kontra et aluminium skrog. Alu / stål kan repareres næsten onsite, hvor imod komposit skal laves indendørs. Tror ikke det er meget billigere.

  • 0
  • 0

Ikke fordi jeg kan regnestykket, men færger er jo meget tunge maskiner, der sejler med tunge ting i rigtig mange år, så umiddelbart vil jeg gætte på at energiforbruget til fremstilling af selve færgen er ret lille sammenlignet med driften af den.

  • 0
  • 0

At Danmarks første færge af kulfiberkomposit om to år sejler i fast rutefart mellem Thy og Mors, er nu et rimeligt fasttømret faktum, efter at Søfartsstyrelsen og Erhvervs- og Vækstministeriet har valgt at støtte det i alt 50 millioner kroner dyre udviklingsprojekt med næsten 8,8 millioner kroner fra regeringens grønne omstillingspulje.

For 5 måneder siden skrev du også en artikel, hvor du påstod at Mors-Thy færgen bliver danmarks første kulfiberfærge. Dengang gjorde jeg i kommentarene opmærksom på at Samsøruten / Carbon Cat Line A/S har planer om at indføre en kulfiberfærge mellem Samsø og Århus før Mors-Thy færgen efter planen bliver sat i drift: http://ing.dk/artikel/lette-staerke-faerge... Dengang skrev jeg at Samsøruten have planer om at sætte kulfiberfærgen i drift allerede i år, men siden er planerne dog blevet udsat til idriftsættelse i 2014 som det fremgår her: http://samsoruten.dk/2013/06/09/nyhedsbrev... Det er dog stadig året før Mors-Thy ruten planlægger at sætte en kulfiberfærge i drift, men alligevel bliver du ved med at at påstå at Mors-Thy færgen bliver Danmarks første kulfiberfærge og skriver endda meget skråsikkert at det er et rimeligt fasttømret faktum. Ved du noget vi ikke ved? Bliver Samsøfærge aldrig til noget, bliver den yderlig udsat til efter 2015, eller hvorfor påstår du stadig hårdnakket at det er et rimeligt fasttømret faktum at Mors-Thy kulfiberfærgen bliver Danmarks første? I så fald ville det være rart hvis du i dine artikler ville nævne hvorfor og hvor du får dine "rimelig fasttømrede fakta" fra, selv om planerne pt. siger at en anden færge bliver Danmarks første kulfiberfærge.

Samsørutens kulfiberfærge skal i øvrigt bygges af danske Tuco Marine Group: http://samsoruten.dk/2012/11/05/nyhedsbrev... Tuco har allerede leveret kulfiberfærger til Norge, som man kan se billeder af her: http://tuco.dk/index.php/da/cases

  • 0
  • 0

I øvrigt ser det ud til Tuco allerede har leveret denne kulfiberfærge til City Link: http://tuco.dk/index.php/da/cases/city-link Kulfiberfærgen er allrede blevet godkendt og har fået farttilladelse af søfartsstyrelsen. City Link skulle fra 12. juni i år begynde at sejle i timedrift i det Sydfynske Øhav mellem Svendborg, Rudkøbing og Marstal. Men opstarten er dog midlertidigt udsat som det fremgår her: http://citylink.dk

Rederiet er af private årsager sat til salg, og der arbejdes på at finde en køber inden for de kommende uger. Opstarten er derfor midlertidigt udsat. Bliver rederiet ikke solgt inden for den nærmeste fremtid, fortsætter Citylink ApS.

Så det ser ud til at både Samsøruten og Mors-Thy ruten er for sent ude til at få Danmarks første kulfiberfærge i drift.

http://citylink.dk/hurtigbad/

Hurtigbåden CityLink 1, er bygget i kulfiber for at opnå lav vægt, og dermed et lavt brændstofforbrug. Skroget er leveret fra Tuco værft, med assistance fra Valling Shipsurvey. Citylink ApS, har være entreprenør på udrustningsarbejdet. CityLink 1, er efter en mindre forsinkelse i færdigbygningen, nu blevet godkendt og har fået farttilladelse af søfartsstyrelsen. Hurtigbåden har plads til 12 passager og 5-6 cykler.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten