Søfartsstyrelsen forbedrer sikkerheden med satellitmodtagestation i Nordøstgrønland

4. juni 2013 kl. 10:18
Søfartsstyrelsen forbedrer sikkerheden med satellitmodtagestation i Nordøstgrønland
Illustration: Aalborg Universitet Space.
Efter successen med modtagelse af AIS-data fra aalborgensisk studentersatellit går Søfartsstyrelsen nu i gang med at etablere egen satellitmodtagestation i Nordøstgrønland.
Artiklen er ældre end 30 dage

Søfartsstyrelsen er gået i samarbejde med studerende ved Aalborg Universitet om satellitovervågning af sejladsen omkring Arktis. De studerendes satellit kan opfange de såkaldte AIS-signaler (Automatic Identification System), der angiver skibets navn, position og aktuelle sejlads, og samarbejdet med Søfartsstyrelsen har været så tilfredsstillende, at styrelsen nu har besluttet at etablere deres egen modtagestation for AIS-data i Nordøstgrønland.

Læs også: Aalborgs studenter-satellit har spottet 30.000 skibe for Søfartsstyrelsen

»Vi vil i løbet af sommeren etablere en modtagestation i Nordøstgrønland, som vil være med til at øge vores båndbredde dramatisk. Vi har jo en modtagestation placeret i Aalborg, som vi kan sende satellitdata til og fra seks gange i døgnet, men med en modtagestation placeret så tæt på Nordpolen vil vi kunne hente data næsten hver gang satellitten passerer - op til 14 gange i døgnet, og det vil give os betydelig bedre tid til at kommunikere med satellitten,« fortæller kontorchef i Søfartsstyrelsen Omar Frits Eriksson.

Med de langt hyppigere passager over Nordøstgrønland vil Søfartsstyrelsen få adgang til endnu flere data fra satellitten. Både fordi den kommer hyppigere på besøg, og fordi den er synlig for modtagestationen i længere tid.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Læs også: Grønlands istjeneste får mere travlt, jo mindre is der er

»Vi får også mere tid til at overføre data, og vi får bedre mulighed for at opdatere softwaren og forbedre algoritmerne i den radiomodtager, der er om bord,« forklarer Omar Frits Eriksson

Kontorchefen fortæller, at formålet med projektet er at øge sejladssikkerheden omkring Arktis.

»Vi skal udforske mulighederne for at få AIS fra rummet, og det formål opfylder satellitten. Med satellittens positionsdata kan vi bedre følge danske skibe globalt, men især deres sejlads omkring Grønland, hvilket har stor betydning for sejladssikkerheden,« siger han.

Ingen kommentarer endnu.  Start debatten
Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger