Søfartsmuseet er farligt for handicappede
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Søfartsmuseet er farligt for handicappede

Illustration: Julie Lykke-Nedergaard

Det er kåret som verdens bedste kulturbyggeri i 2014 på World Architecture Festival, men det er langt fra det mest handicapvenlige. Faktisk kan det være farligt at besøge M/S Museet for Søfart i Helsingør i en kørestol eller med en blindestok i hånden.

Museets indgangsparti er formet som en lang rampe. Der er intet gelænder, ingen hvilereposer, og rampen er stejl. Alle tre ting bryder med bygningsreglementet, og hældningen fortsætter desuden ind i receptionen.

»Hvordan skal man stoppe med en rollator eller en kørestol? Det er helt vildt farligt,« siger Jesper Boesen, der ejer rådgivningsvirksom­heden No Barriers Advice.

Med bygningsreglementet i den ene hånd og vaterpas og målebånd i den anden har han besøgt museet sammen med Ingeniøren og tjekket den berømmede arkitektur.

På museet møder vi også fritstående trapper – ifølge Jesper Boesen en alvorlig overtrædelse af reglerne: »Syns­handicappede, der går med blindestok, kan gå lige ind i trappen, og så går de i gulvet,« siger han. Illustration: Julie Lykke-Nedergaard

Det viser sig, at der bl.a. mangler mærkbare markeringer af, når trapper begynder, og markeringer af de enkelte trin. Begge dele skal sikre, at svagtseende ikke falder ned. Trapperne går ud i et for en svagtseende, og trinnene er i flere tilfælde ikke lige brede. Den udendørs trappe, som leder ned til museets café, er derudover stejlere, end reglerne tillader, og er ikke belyst.

»Hvis man falder i den ene side her, så bliver man slået til plukfisk. Det er decideret farligt,« siger Jesper Boesen.

Man kan spørge, hvor relevant det er for svagtseende at gå på museum. Men på søfartsmuseet i Helsingør kan man i mange tilfælde tage høretelefoner på og høre om historiske begivenheder. Det får kørestolsbrugere måske også mest ud af, da det fra kørestolshøjde ikke er muligt at se ned i nogle af montrerne, mens andre hænger så højt, at heller ikke børn kan se ind dem. Det er ikke ulovligt – bare upraktisk.

Et glasparti på museet ryster også Jesper Boesen: »Det må man sige er til personfare,« siger han. Illustration: Julie Lykke-Nedergaard

Indgangsrampens rutsjetur for folk med kørestol eller rollator fortsætter inde i museet, hvor gulvet hælder op til 8,5 pct.

»Det er ikke ret mange kørestolsbrugere, der kan være her. Det kræver kolossale kræfter,« konstaterer Jesper Boesen.

Vi støder også på fritstående trapper og større glaspartier uden afmærkninger. Eller rettere: Vi opdager dem i tide.

»Det er ganske farligt og ulovligt. Synshandicappede, der går med blindestok, kan gå lige ind i trappen, og så går de i gulvet,« siger Jesper Boesen om den fritstående trappe.

Alt i alt giver han museet bund­karakter for handicaptilgængelighed:

»På en skala fra 1-10, får museet 1. Det er helt utilgængeligt. Det gælder både for kørestolsbrugere, gangbesværede og synshandicappede,« siger han.

Man kan da zigzagge

For at en kørestol kan passere, skal alle flugtdøre være niveaufrie – det er denne ikke, og derudover er den fire cm for smal, forklarer rådgiver i tilgængelighed Jesper Boesen. Illustration: Julie Lykke-Nedergaard

Både kommunen og bygherren forklarer, at museet er bygget på baggrund af en rapport udformet af Statens Byggeforskningsinstitut (SBi), som både forsker og udformer anvisninger samt leverer rådgivning.

Rapporten konkluderede, at bygningen var tilgængelig, men gav også anbefalinger, som ikke blev efterlevet. Den bygger desuden på tegninger, som ikke stemmer overens med det, der er bygget.

Hældningerne er for eksempel lovlige på tegningerne, men ikke i den endelige bygning. Og selv om tegningerne er mindre ulovlige end bygningen, bryder de ifølge rapporten også med loven.

Blandt andet skriver SBi om de manglende hvilereposer på indgangsrampen, at ‘da rampen etableres i en given fysisk ramme, er dette ikke muligt’ og tilføjer:

‘Men idet rampen er bred, er det muligt at køre i zigzag-bevægelse samt holde eventuelle hvil ved drejning af kørestolen eller rollator ved færdsel ned og i særdeleshed op ad rampen.’

Jesper Boesen synes konklu­sionerne er ‘stærkt bekymrende’:

»Det argument kan man jo fremføre over for enhver rampe. Det står ikke i reglerne, at det er okay, at man zigzagger.«

En elevator nævnes ikke i rapporten, og argumentet med, at de fysiske rammer ikke tillader, at loven overholdes, fortsætter gennem rapporten.

Men som Jesper Boesen udtrykker det:

»Det bliver ikke lovligt af, at man har stillet det krav, at museet skal bygges i et hul.«

Byggemyndigheden i kommunen har til opgave at sørge for, at bygningsreglementet overholdes. Dog kan kommunalbestyrelsen give dispensation for mindre overtrædelser, men det har søfartsmuseet ikke fået.

Ny vurdering fra kommunen

Derfor er bygningen, der står i dag, i strid med kapitel 1 i bygningsreglementet. Kommunen havde læst SBi-rapporten, inden den gav byggetilladelsen, og vidste derfor, at bygningen ikke overholdt loven.

»Set i bagklogskabens lys burde vi have givet dispensationer. Slut­resultatet ville dog være det samme,« siger områdeleder i Helsingør Kommune Søren Aarup.

Han tilføjer, at kommunen vil gennemgå argumenterne i SBi-­rapporten på ny. Den nye vurdering vil sandsynligvis ende med, at museet får dispensationerne, med mindre vurderingen viser, at nogle lovovertrædelser i stedet skal bygges om.

Direktør for Maritim Museums Byg ApS Dan Pode Poulsen, der både er ejer af og bygherre på søfartsmuseet, skriver til Ingeniøren, at også de vil se på museet igen:

‘Vi vil i den kommende tid bruge henvendelsen som inspiration til overvejelser af, om tilgængelig­heden på museet kan gøres endnu bedre for såvel bevægelseshandicappede som synshandicappede.’

Emner : Huse
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Nogen der kender økonomien i at ansætte en hyggelig pensioneret sømand til at guide handicappede rundt mens han fortæller? Evt. med tilkaldesuppleanter til når der er flere med assistancebehov ad gangen. Hvis det kan løbe rundt, er det vel den bedste løsning for alle.

Museet skulle have tænkt på tingene fra starten, og det er nok dyrt at bygge om nu.

Jeg kan ikke huske om elevatorerne når overfladen, men det kan vel laves.

Dog kan de udendørs ramper også være glatte i regnvejr, til fare for alle.

  • 3
  • 0

Kære Julie Lykke-Nedergaard (journalisten på historien). Det er en rigtig god artikel du har begået. Det er sådan noget vi skal have mere af - og artiklerne må meget gerne knyttes tydeligt til arkitekten og selvfølgelig bygherrerne.

Ikke fordi jeg har noget som helst i mod netop dette arkitektfirma, absolut ikke. Og hvis man ser bort fra alle handicap-problemerne er det blevet et flot museum med interessante udstillinger - jeg kan kun anbefale et besøg.

Men mere fordi jeg synes arkitekter (og ingeniører og andre virksomheder) må skulle stå på mål for deres værker. Også på de negative sider af værket. Jeg tror på den opdragende effekt i vores forskellige brancher, hvis vi åbent lærer af hinandens fejl.

  • 7
  • 0

Hvis ikke højt uddannede arkitekter og ingeniører evner at bygge så det opfylder loven hvad skal vi så med dem? Som tidligere kørestolsbruger vil jeg mene at arkitekten på sådan noget som det her burde forbydes at tegne så meget som et hundehus, bygherren og de ingeninøre der har regnet og bestilt byggeriet bør dømmes til 5 år i kørestol permanent bundet til den så kunne vi MÅSKE få nogle folk der evner at læse og forstå!! loven.

Museet burde lukkes og først få lov at åbne når de overholder loven, og kommunen de er inhabile i forhold til at give dispensation de tør jo ikke sætte ind overfor selv så klare lov overtrædelser.

  • 3
  • 1

"Set i bagklogskabens lys burde vi have givet dispensationer. " siger kommunen.

Jamen ... ?!? Vil det sige at det er sk... ligegyldigt med regler på området, fordi kommunen kan give dispensation til at bryde reglerne ?!?

Ebberød Bank blegner en smule.

  • 6
  • 0

"‘Vi vil i den kommende tid bruge henvendelsen som inspiration til overvejelser af, om tilgængelig­heden på museet kan gøres endnu bedre ..."

Tilgængeligneden tsk tsk, det er jo nemt nok at få adgang - ja faktisk kan man sige, at kunderne kommer drønende...

  • 2
  • 0

Blandt andet skriver SBi om de manglende hvilereposer på indgangsrampen, at ‘da rampen etableres i en given fysisk ramme, er dette ikke muligt’ og ...

Der er tale om at etablere en adgang fra gadeniveau og én etage ned, og der er en hel, stor gammel tørdok fra det gamle skibsvæft at gøre det i. Jeg synes ikke opgaven lyder som helt umulig at løse både flot OG handicapvenligt. Eventuelt bare med en elevator fra gadeplan og ned i receptionen, lidt væk fra den flotte rampe.

Julie har taget et glimrende billede af rampen som illustration til artiklen, men ellers prøv Google Earth.

  • 2
  • 0

Jeg reagerede faktisk på forholdene i museet da jeg var der med min gamle mor i sommers, og kørte henne rundt i kørestol. Den rampe er godt nok stejl, hvis man mistede taget i kørestolen ville der komme rigtig meget fart på og det ville kunne gå grueligt galt. Jeg tror ikke selv jeg ville have været i stand til at køre op eller ned rampen i en kørestol uden assistance. Der var også flere andre elementer indendøres som ikke var ret gode for kørestol, med trange passager og niveau forskelle. Kritikken er helt klart berettiget.

  • 3
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten