Sodsværtet kammer kaster mistanken på Dreamliners lithiumbatterier

Illustration: NTSB

De amerikanske luftfartsmyndigheder (FAA) sætter det kritiske lys på lithiumbatterierne i Boeings drømmefly 787 Dreamliner, som lige nu bliver kulegravet.

»Vores fokus vil være på de elektriske installationer i flyet. Det omfatter batterier og strømforsyningspaneler. Vi vil også undersøge, hvordan de elektriske og mekaniske systemer på flyet påvirker hinanden,« sagde direktør for FAA Michael Huerta tidligere på ugen i forbindelse med åbningen af undersøgelsen.

Den skal gennemgå flyets kritiske systemer og omfatter både design og fremstilling.

Det sodsværtede batterikammer fra det Boeing 787 Dreamliner-fly, der brød i brand i Bostons Logan-lufthavn tidligere på måneden. Illustration: NTSB

Den amerikanske havarikommission, NTSB, har frigivet de første billeder fra undersøgelsen af det Boeing 787 Dreamliner-fly, der brød i brand i Bostons Logan-lufthavn tidligere på måneden. Billedet viser det sodsværtede batterikammer, der ellers skulle være designet til at hindre brand og indkapsle røgudviklingen.

Læs også: Lithiumbatteri i brand i Boeings Dreamliner

NTSB har ladet et uafhængigt analyseinstitut undersøge det indre af batteripakken og sammenligne den med et ubenyttet batteri. Det skete for at vurdere tilstanden af det ødelagte batteri, inden det blev skilt ad til yderligere undersøgelser.

Efterforskerne har også indsamlet ledninger og opladere fra det brandhærgede fly sammen med systemets strømstyringsenhed. De har også sikret sig data fra styringsenheden og gennemført en omfattende undersøgelse af elektronikken fra det bageste kammer i flyet, hvor røgudviklingen fandt sted. I analysen indgår desuden data fra flyets to såkaldte flightrecordere eller sorte bokse til efterfølgende analyse.

Dreamliner er Boeings første fly - og et af de første fly i verden i det hele taget - der anvender lithium-ion-batterier til blandt andet at holde flyets elektriske systemer i gang, når flyet står på jorden.

Lithium-ion-batteriers brandfarlighed er velkendt fra blandt andet bærbare computere, mobiltelefoner og elbiler. Brandfarligheden har ført til skærpede regler for fragtflyvninger med denne type batterier, og Boeing har haft et særligt samarbejde med FAA om udformningen og kontrollen med batteripakkerne i Dreamlineren.

Så varme, at flyskroget vil smelte

Fordelen ved at anvende lithium-ion-batterier ligger i den mindre vægt og bedre energitæthed i forhold til andre typer batterier.

Den kemiske sammensætning af lithium-ion-batterier medfører, at batterierne frigiver ilt ved forbrænding, hvilket hurtigt er med til at forværre situationen og kan afstedkomme en kaskade af batteribrande, når det ene batteri antænder det næste.

FAA har tidligere gennemført undersøgelser af konsekvenserne ved brandudvikling i en batteripakke, og ifølge Miami Herald har disse undersøgelser vist, at temperaturudviklingen i batteripakken kan komme op på varmegrader, der vil få selve den kompositblanding, som flyskroget er lavet af, til at smelte.

Ifølge hjemmesiden viser dokumenter fra Boeing, at batterierne er placeret tæt på skroget i den nederste del af halesektionen i et område, der ikke er omfattet af flyets normale brandslukningsanlæg. En del af det centrale elektriske system er at finde i det samme område.

Ingen nye danske regler på vej

I Danmark er Transportstyrelsen tilsynsmyndighed for flysikkerheden, men har ingen planer om indførelse af nye regler angående sikkerheden omkring lithiumbatterier.

»Vi er helt sikre på, at de amerikanske tilsynsmyndigheder har styr på sikkerheden, så der har vi ikke noget at tilføje,« siger kommunikationsmedarbejder Mads Gundelund Gerlach.

Pilotforeningen i Danmark har tidligere advaret om flyvninger med lithiumbatterier i lasten, men foreningen har ikke nogen kommentarer til udviklingen i forbindelse med anvendelse af lithium-ion-batterier på Dreamliner.

FAA har sammensat en liste over antallet af uheld, der involverer batterier. Fra 1991 til oktober 2012 er der i deres system registreret 132 uheld, hvor batterier er indblandet.

Dokumentation

Miami Herald: Boeing Dreamliner battery fire hot enough to melt fuselage, tests show
FAA: Aviation Incidents Involving Smoke, Fire, Extreme Heat or Explosion

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Bare lige for en god ordens skyld, så føler jeg mig ret overbevist om, at det nok skal rettes til at det er Trafikstyrelsen der er tilsynsmyndighed i Danmark.

Transportstyrelsen er det på den anden side af sundet ;-)

Mvh.

  • 0
  • 0

Når lithium batterier udvikler ilt ved forbrænding, er det vel på samme måde som med krudt - det kan ikke slukkes, og det udvikler extrem varme. Hvis det skal slukkes, må der fjernes mere ilt end der udvikles.

  • 0
  • 0

Findes der en kemisk proces, som aktiveres ved høj temperatur og som både forbruger ilt og varme? Helst ved at konvertere gas til fast stof så overtryk mindskes? Sådan en reaktion kunne dæmpe den eskalerende udvikling i løbske batterier.

  • 0
  • 0

Findes der en kemisk proces, som aktiveres ved høj temperatur og som både forbruger ilt og varme? Helst ved at konvertere gas til fast stof så overtryk mindskes? Sådan en reaktion kunne dæmpe den eskalerende udvikling i løbske batterier.

Jeg kender ikke til en kemisk proces der har den egenskab.

Man stopper branden ved at fjerne varmen: http://www.bangaloreaviation.com/2009/07/v...

Der står at vand og Halon 1211 kan slukke brand i litium batterier.

Man må ikke bruge pulver eller skum brandslukkere. Is kan heller ikke bruges da det virker som varmeisolering.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten