Socialdemokrater: Regeringen sylter elektrificering
more_vert
close
close

Vores nyhedsbreve

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Socialdemokrater: Regeringen sylter elektrificering

Selv oppositionen i Folketinget har opgivet at skaffe miljørigtige eltog til danskerne i løbet af en kort årrække.

Det skyldes en analyse fra Niras, som for nylig slog fast, at det bedst kan betale sig at udskyde elektrificeringen af jernbanenettet til ca. 2020.

Til gengæld beskylder oppositionen regeringen for smøl og passivitet i processen med at skabe en endelig og ambitiøs tidsplan for eltog på alle de danske skinner.

»Vi frygter, at regeringen er i gang med at sylte elektrificeringen til langt ud i 2020'erne på et tyndt grundlag,« siger socialdemokraternes trafikordfører, Magnus Heunicke.

Den politiske diskussion om elektrificeringen er dermed gået over til at handle om, hvorvidt elektrificeringen skal komme samtidig med - eller helt bagefter - det såkaldte signalprojekt, der mellem 2018 og 2021 skal udskifte samtlige signaler langs de danske skinner.

Transportminister Lars Barfoed (K) erklærede for kort tid siden, at elektrificeringen først bør gå i gang efter signalprojektet i 2021.

Ministerens konklusion bygger på Niras-analysen, som vurderer de tekniske og økonomiske konsekvenser ved elektrificeringen. Den anbefaler, at elektrificeringen først går i gang, når signalprojektet har været forbi en given jernbanestrækning. Det vil sikre signalerne mod støj fra kørestrømmen. Ellers skal sikringsanlæggene først immuniseres i forbindelse med signalprojektet og herefter helt udskiftes med signalprojektet få år senere.

For uambitiøst

Men det er for uambitiøst, hvis regeringen bruger denne rapport som alibi for at udsætte elektrificeringen længere end absolut nødvendigt. Det mener Socialdemokraterne og de øvrige partier i oppositionen.

»Regeringen har med sin investeringsplan lovet danskerne en lang række nye infrastruktur-projekter, som alle sammen er rasende dyre, og man kan få den mistanke, at elektrificeringen vil blive udskudt for at spare penge,« siger Magnus Heunicke.

Han mener derfor, at der er gode argumenter for at lade elektrificering og signaludskiftning ske i et samtidigt forløb.

»Der er ingen tvivl om, at der er god fornuft i at lægge elektrificeringen i direkte forlængelse af signalprojektet, idet det jo vil give nogle muligheder for, at en given sporstrækning kun skal afspærres én gang, mens begge arbejder bliver udført. Det vil vi kæmpe for,« siger Magnus Heunicke.

Transportminister: Lad os nu få de rigtige analyser

Transportminister Lars Barfoed (K) maner til besindighed og understreger, at han ikke har lagt sig fast på en given tidsplan for elektrificeringen, men blot afventer yderligere analyser for den mest hensigtsmæssige udrulning af elektrificeringen.

»Det her skal gøres ordentligt, og jeg har ikke meget til overs for hurtige og letkøbte udmeldinger om, hvordan og hvor hurtigt elektrificeringen skal forløbe,« siger Lars Barfoed.

Han understreger, at han ønsker, at elektrificeringen skal finde sted så hurtigt som muligt.

»Men der er mange ting, der skal koordineres, når vi taler elektrificering: Den skal både koordineres med DSB's materielindkøb og med signalprojektet, samtidig med at elektrificeringen skal prioriteres i forhold til de andre store infrastrukturprojekter, som er skitseret i regeringens investeringsplan for infrastrukturen,« siger Lars Bafoed.

»Danskerne får elektriske tog på fjernbanen senest i 2030, men forhåbentlig før,« siger han.

Dokumentation

Læs Niras-konsulenternes screeningsundersøgelse her

Hvor er visionerne for jernbanerne? Nabolandene har eller satser på højhastighedstog også over grænserne, mens her kan gamle lavhastighedstog ikke engang blive elektricificeret.

  • 0
  • 0

Hvor er visionerne for jernbanerne?

Jeg mener at visionen består i at staten har lavet en rimeligt god model over hvilken fordeling af trafikken mellem forskellige trafikformer (og brændselskilder) der giver den højeste indtjening til staten ...

  • og at det er den man vælger.
  • 0
  • 0

Hvor er visionerne for jernbanerne? Nabolandene har eller satser på højhastighedstog også over grænserne, mens her kan gamle lavhastighedstog ikke engang blive elektricificeret.

Højhastighedstog i Danmark vil kun kunne få en station: København, og sådanne tog vil gå mellem Oslo-Göteborg/Stockhom og Hamburg.

  • 0
  • 0