Snyd gør københavnske bycykler dyrere
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Snyd gør københavnske bycykler dyrere

Illustration: Gobike A/S

Dok. Dok. Sådan har det lydt knap én million gange i 2016, når en af de 1.860 københavnske bycykler blev låst op. Efter en tumultarisk begyndelse, hvor virksomheden, der skulle levere bycyklerne, var tæt på at gå konkurs, har bycyklerne nu været i - stort set - normal drift siden februar sidste år. Det kan ses på brugertallene.

I 2016 blev der således kørt 933.642 ture mod 169.834 i hele 2015.

Væksten har imidlertid ikke været tilstrækkelig til at dække udgifterne for By- & Pendlercykel Fonden, som Københavns og Frederiksbergs kommuner sammen med DSB stiftede til at styre projektet. Det fortæller fondens PR- og kommunikationschef, Iben Keller.

Artiklen fortsætter efter grafikken

Illustration: MI Grafik / Lasse Gorm Jensen

»Selv om vi ikke har haft et fuldt driftsår, så kan vi se, at den økonomiske model ikke hænger sammen. Vi betaler vores driftsselskab, Bikeshare, et beløb pr. tur, og vores indtægter dækker simpelthen ikke de driftsomkostninger, der er forbundet med at drive bycykelsystemet. Derfor har vi været nødt til at justere vores priser.«

Prispakke punkterede økonomien

Der er to årsager til, at fondens økonomi var i fare for at punktere: Det oprindelige prissystem var med Iben Kellers ord 'ikke optimalt til et bycykelsystem som dette'. Og så har det været alt for let at snyde.

I det oprindelige prissystem kunne man enten leje cyklen på timebasis til 25 kr. pr. påbegyndt time eller tegne et månedsabonnement til 70 kr. Som abonnent var de første 30 minutter af en tur altid gratis, og kørte man i længere tid, ville det koste 6 kr. pr. time. Og kunderne har hurtigt lært at optimere efter tidsgrænserne.

Læs også: Den interaktive bycykel når de københavnske cykelstier til sommer

I december 2015 var den gennemsnitlige tur 43 minutter, men i december 2016 stod brugerne gennemsnitligt af efter 31 minutters kørsel.

»Så er man nede på, at have en elcykel til rådighed for 70 kr. om måneden, og det er ikke nok til at dække udgifterne til reparationer, vedligehold, kundeservice og øvrig drift af systemet,« siger Iben Keller.

Ulovlig deleøkonomi

Andre brugere har ‘optimeret’ på mere kreativ vis. Hver bruger havde - og har - mulighed for at lade en gæst køre med på sit abonnement, så den samme abonnent kan være logget ind på to cykler samtidig. Men nogle af bycyklisterne valgte at dele deres abonnement i en noget videre kreds.

»Vi har set, at nogle brugere har delt deres koder på Facebook, og vi kan også se, at der er nogle abonnenter, der kører enormt meget. Nogle gange er der en god forklaring på mængden af ture, mens der andre gange er tale om snyd. Og hvis vi ikke engang får 70 kr pr. abonnement, men måske kun 35 kr. eller endnu mindre, hænger den økonomiske model endnu dårligere sammen,« fortæller Iben Keller.

Læs også: Opgraderet bycykel: Slut med småfejl ... men den er dæleme tung

Fonden har måttet spærre en del konti på grund af mistanker om snyd. Men det løser ikke hele problemet. Derfor har fonden også ændret priserne pr. 1. januar.

Højere priser og færre gratister

Fra nytår trådte en ny prispakke således i kraft. Prisen for timeleje hæves til 30 kr., og for abonnenter er det nu kun de første 140 minutters cykling, der er inkluderet i månedsabonnementet. Herefter koster det 35 øre pr. minut. En bruger kan lade én gæst cykle med på sit abonnement på enkelte ture. Desuden kan man købe pakker med henholdsvis 10 eller 20 timers cykling, der skal bruges inden for 12 måneder efter købet. Pakkerne kan deles af op til fem personer samtidig.

Emner : El-cykler
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

"Fonden har måtte en spærre en del konti på grund af mistanker om snyd"

Det lyder ikke som retssikkerheden gælder for brugerne.

Er det bedrageri at overtræde sine abonnents betingelser?

  • 2
  • 15

De fleste abonnomenter nutildags har et 'vi forbeholder retten til at lukke brugers konto uden grund'.

Med det sagt, så virker det faktisk som et ret gennemtænkt tilbud - Jeg ville da ihvertfald godt betale 140/måneden for en elcykel - Specielt fordi vedligehold er inkluderet!!

  • 13
  • 0

Man må vel overveje hvad succeskriteriet for bycyklen er.
Hvis målet er så mange ture som muligt, så skal prisen jo så langt i bund som muligt.

Men hvis man tager nogle lidt mere forretningsmæssige briller på, så må man vel kigge på hvor mange procent en prisstigning reducerer antal ture og finde en god balance.

Hvis en prisstigning på 1% kun reducerer turene med ½%, så får man jo alt i alt større indtægter. Man kan maksimere sine indtægter ved at finde det prisniveau, hvor en 1% prisstigning præcis medfører et 1% mængdefald (og så er vi ikke begyndt at kigge på hvordan abonnement og timepris spiller sammen).

For 70 kroner om måneden (lidt over fire busbilletter i København) kan jeg godt have en fornemmelse af at indtægterne kunne komme højere op med højere priser.

  • 0
  • 1

man kunne indføre login med nemid - så er man ude over snyd (og brug af cyklerne generelt :-)

når nu kommunen går ind og konkurrerer med private med skattekroner - og tilsyneladende underbyder ifht. hvad det koster at vedligeholde en el-cykel - hvordan synes de private konkurrenter så om det?

  • 1
  • 7

når nu kommunen går ind og konkurrerer med private med skattekroner - og tilsyneladende underbyder ifht. hvad det koster at vedligeholde en el-cykel - hvordan synes de private konkurrenter så om det?

Nu var der så ikke nogen private der havde/har noget der kunne konkurrere med det by cykel system vi nu har. Og at leje en cykel for en dag som skal afleveres samme sted, er meget primitivt i forhold til Bycyklen...så 2015 agtigt.
Der var ikke tid til at vente på et privat initiativ, her var de åbenbart for langsomme.

  • 3
  • 1

Mikkel og David:

Kommunen har jo ikke nogen umiddelbar interesse i at tjene penge på projektet.
De skal blot have dækket alle omkostninger iht. drift, vedligehold (og evt. uforudsete udgifter).
Det kan da kun være af interesse for borgerne, at der ikke er en privat instans, der skal tjene fedt på projektet - Det gør det jo billigere at leje cyklerne.

Og flere penge til borgerne = flere penge til forbrug.
Det må da være til fordel for alle!

(man kan så diskutere, om kommunerne er i stand til at holde et budget, og om de mangler penge - men her virker som et tåbeligt sted at tage penge fra)

  • 3
  • 4

Nu er der nok også vedligehold af cyklerne at regne ind i ligningen, men derfor ikke sagt at de ikke kunne finde en mere optimal prismodel ...

deres abonnement er jo gjort helt til grin ... de 140 minutter gratis for 70 kr om måneden svarer til en pris på 30 kr pr time (præcist lige som taksten for folk der ikke har abonnement) herefter kører man for 21 kr pr time ... Busbilletten koster 15 kr - det er den pris de skal konkurrere imod.

Jeg ville nok have sænket prisen for ture uden abonnement til en rund 20er for påbegyndt time, det er den tur der skal få folk til at opfatte bycyklen som en mulighed ... Så ville jeg lave abonnementet dyrere men timeprisen væsentligt billigere og så satse på at få flere folk til at signe op (som ikke bruger bycyklen så heftigt) ... og helt sløjfe det med gæster.

  • 4
  • 0

Jeg ser en gang i mellem også at man transportere en ekstra passager på bagagebæret. Heldigvis sjældent, det må alt andet lige belaste motoren ekstra.

Åh ja snyd jeg husker det som var det i går. jeg betalte aldrig for S-togs billetter i mine unge dage, penge betød meget mere da man var ung og ikke havde nogen.

men at sabotere et system man er glad for.. for at spare 35 kr om måneden...i 2016. Hmm!
Det er absolut ikke særligt kløgtigt. Men nu har unge mennesker pr definition aldrig været særligt kløgtige.

  • 8
  • 0

Nu var der så ikke nogen private der havde/har noget der kunne konkurrere med det by cykel system vi nu har. Og at leje en cykel for en dag som skal afleveres samme sted, er meget primitivt i forhold til Bycyklen...så 2015 agtigt.
Der var ikke tid til at vente på et privat initiativ, her var de åbenbart for langsomme.

Det er da en ualmindeligt arrogant indstilling at have overfor de private udlejere, der er til stede i et marked med fri konkurrence. De er tvunget til at finde den optimale balance mellem kvalitet/produkt og pris - og så tromles de af en kommune, der har et budget i baghånden som gør det muligt for dem at tilbyde et produkt til en (min påstand) kunstigt lav pris. Husk på, at selvom det faktiske produkt måske i sig selv kan indkøbes og vedligeholdes for de fastsatte priser, så har kommunen jo et kæmpe markedsføringsapparat der sikrer dem gratis markedsandele - noget private må kæmpe hårdt for.

De Københavnske borgere betaler, uden egentlig at vide det. Samtidig vil denne ulige konkurrence forringe og begrænse produktudbudet til dét, den store kommune fastlægger.

Kollektivistiske løsninger giver altid dårlige og dyrere produkter.

  • 6
  • 9

Det er da en ualmindeligt arrogant indstilling at.....

Ja men sådan er udviklingen, og den går hurtigt, og det skal gamle ting ikke stå i vejen for.
Det gamle produkt kan overhovedet ikke det samme som det nye produkt, og det nye produkt er oven i købet bedre og billigere end det gamle.
Der var ikke nogen private til at drive udviklingen fremad, så måtte kollektivismen tage over, og det er nu det overlegne produkt.....bedre, hurtigere og billigere.
Nu er det sådan at el-cykler og dele økonomier bliver 2 af de vigtigste teknologiske fremskridt, så der var ikke rigtigt tid til at vente på at nogen private kunne tage sig sammen.

  • 4
  • 5

Claus Wøbbes kommentar
"Kollektivistiske løsninger giver altid dårlige og dyrere produkter"
er løgnagtige misinformation!

Behøver man at nævne Phoebus Kartellet med deres Glødepærekonspiration (og konceptet planlagt forældelse i øvrigt), for at udstille det kontroversielle i Claus påstand?

Uden at have til hensigt at propagandere for femårsplaner, så synes jeg da stadig, at det sætter Claus udtalelse i perspektiv, når nogle af klodens til stadighed mest holdbare apparater har USSR fræset ind i metallet.

Vi er da allesammen godt klar over, at man kan finde utallige eksempler på kollektivt klodsmajorarbejde inden for det offentlige, men det kan du sandelig også finde indenfor det private - det fører så som udgangspunkt altid til konkurs for klodsmajoren, og får ikke lov til at tynge på Wøbbes vægtskål, fordi han sikkert ikke har nået at spilde sine skillinger på produktet.

Jeg vil vove den påstand, at forrige århundredes rumprogrammer i høj grad også kan anses som delvist kollektive programmer med massiv statsstøtte.
Er det ikke først i dette århundrede, at private virksomheder vover sig ud i rummet og fuldstændigt egenhændigt sender satellitter op?
Under alle omstændigheder har jeg svært ved at se, at det private skulle kunne have mønstret, hvad kollektive civile og militære instanser formåede i forrige århundrede - og det uagtet om man tillader sig at mene, at deres talrige teknologiske produkter var dårlige eller dyre.

  • 5
  • 2

Er der nogen statistik over ulykker med disse bycykler?

I alle andre sammenhænge er det jo almindelig kendt, at en cykelhjelm kan have altafgørende betydning for udfaldet af en ulykke, og i det spil mener jeg det er lidt beskæmmende at man har en bycykelmodel som på ingen måde animerer brugerne til at benytte hjelm.

  • 0
  • 2
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten