Snart kan du surfe med 16 Mbit/s på farten

Telegrossisten Butlernetworks, der sælger trådløse bredbåndsopkoblinger, vil som det første selskab i verden tage en kommende, mobil udgave af den trådløse bredbåndsstandard i brug på det langtrækkende frekvensbånd omkring 870 MHz.

Målet er at konkurrere med 3G-selskabernes mobile bredbåndsopkoblinger, fortæller salgs- og marketingdirektør Rehne Thomsen.

Det mobile bredbånd bliver lanceret, efter Butlernetworks i februar var eneste byder på en auktion over frekvenserne. Selskabet har allerede de første erhvervskunder til at teste produktet.

»Vores B Mobile-service kan i princippet hurtigt dække 80 procent af landet, men vi arbejder med en kontrolleret udrulning, så vi vil i praksis være oppe på at dække 50 procent i løbet af et års tid,« forklarer Rehne Thomsen.

»Vi har i forvejen et bredbåndsnet i den trådløse bredbåndsstandard Wimax, der allerede dækker 75 procent af landet. Så hele den basale infrastruktur er på plads med de fysiske sites, hvorfra der skal sendes. Desuden har vi har en fiberinfrastruktur, der bygger nettet sammen, plus selve driftsorganisationen. Derfor ser vi 870-tilladelsen som en naturlig tilkobling til det Wimax-net, vi har drevet i to år og fra det Fixes Wireless Access, FWA, som vi har drevet i syv år.«

»Teknologien bag B Mobile er baseret på Wimax 802.16e, der endnu ikke er færdigstandardiseret,« siger Rehne Thomsen.

»Wimax er flytbart, men er ikke fuldt mobilt, så det kan håndtere dataudveksling under bevægelse. Det er derfor, at 870-området er interessant for os og udviklingen af vores B Mobile,« forklarer han.

Butlernetworks har med den fulde kontrol med 870-området sikret sig, at virksomhedens reelle konkurrence på turbo 3G-området er indskrænket til 3G-operatører og den udvikling, der sker på 3G's tredje generation, HSDPA.

Fem gange hastigheden med 3G

Butlernetworks er godt på vej med mobile datatjenester, så man kan tage sin arbejdsplads med sig ud i felten.

»Mobile tjenester som 3G og GPRS kan ikke bære datatunge overførsler som Autocad-bygningstegninger. På 870-båndet kan vi tilbyde medarbejdere fuld mobilitet med 16 Mbit/s-forbindelse den ene vej og 4 Mbit/s den anden vej.«

De 16 Mbit/s er mere end fem gange så hurtigt som den kraftigste mobile bredbåndsopkobling, mobilselskabet i dag tilbyder.

Butlernetworks' tjenester vil kunne bruges i busser og tog og alle andre funktioner, der indebærer bevægelse. Vognmanden kan følge sine lastbiler, eller i en fremtidsvision kunne buspassagerer tænkes at abonnere på en tjeneste, så de via mobiltelefonen kan følge nøjagtigt, hvor langt den næste bus er fra stoppestedet.

Ingen hyldevarer

Butlernetworks bud på IT- og Telestyrelsens auktion lød på 6.111.111,13 kroner, men mindre kunne have gjort det, for auktionen tiltrak kun én byder. En noget usædvanlig situation, da en auktion normalt forudsætter, at der er frekvensknaphed, så det ikke er muligt at udstede frekvenser til alle efter først til mølle-princippet.

»Vi har ikke umiddelbart noget bud på, hvorfor der ikke var flere der bød. Da vi indstillede til videnskabsministeren at gennemføre en auktion, havde en frekvensknaphedshøring og en efterfølgende høring over reglerne for auktionen indikeret en stor interesse for 870-tilladelsen,« oplyser Kristian Borten, der er souschef i IT- og Telestyrelsens mobilkontor.

Hans kollega Robert Lindgaard, der er souschef i styrelsens tekniske kontor, forklarer, at 870-frekvensområdet rent teknisk har egenskaber, der ligner GSM-tjenesternes: nogenlunde samme rækkevidde og udbredelsesmæssige egenskaber.

»Men til forskel fra GSM-båndet findes der ikke store mængder hyldevareudstyr til 870-frekvensen,« siger Robert Lindgaard.

Fakta: Wimax under bevægelse

WiMAX står for Worldwide Interoperability for Microwave Access. Det er først og fremmest et forum, hvor forskellige interessenter deltager for at definere en standard for fremtidens trådløse kommunikation.

Den del af teknologien, der i dag er realiseret, er den trådløse digitale kommunikationsmetode IEEE 802.16. Den tillader som udgangspunkt ikke, at de kommunikerende enheder bevæger sig i forhold til hinanden. Derfor er der til mobilt brug udviklet en særlig variant af standarden kaldet IEEE 802.16e.

Kilde: Butlernetworks

Emner : Mobil