Snart kan alle bladre i ingeniørernes kulturarv
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Teknologiens Mediehus kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Snart kan alle bladre i ingeniørernes kulturarv

Vi har hos Mediehuset Ingeniøren netop igangsat første fase af projektet ‘Digitalisering af ingeniørernes kulturarv’, som vil gøre fire tidsskrifter på i alt ca. 100.000 sider, der udkom fra 1892 til 1940, til læsestof for alle interesserede via internettet.

Projektet er muliggjort ved, at IDA for nylig gav et tilskud på 430.000 kroner, hvilket sammen med 150.000 kroner, som IDAs Videnformidlingsfond tidligere har bevilget, dækker omkostningerne.

Teknisk er projektet gjort muligt af den udvikling, som scannings- og præsentationsteknikken – herunder OCR (Optical Character Recognition) – har gennemgået den seneste halve snes år. Teknologien er nu udviklet til et niveau, der gør det muligt at præsentere de gamle årgange på enhver skærm i en form, der tillader læseren at bladre i digitale udgaver af siderne og søge på ordniveau i materialet.

Kollegial erfaringsudveksling

For nylig kunne vi her i bladet berette, at den eneste tegning af den gamle tørdok på Helsingør Værft, som ingeniørerne hos Rambøll havde at gå ud fra, da de skulle projektere konstruktionerne til Museet for Søfart, befandt sig i et 56 år gammelt nummer af Ingeniøren.

»Vi ledte efter originale tegninger til tørdokken i halvandet år, men vi fandt ikke en eneste, kun artiklen i Ingeniøren fra 1953,« fortalte bygherrens projektchef.

Men det er faktisk ikke så underligt, at en tegning i et gammelt ingeniørtidsskrift blev en vigtig historisk kilde til detaljeret viden om den gamle tørdok. De gamle blade rummer nemlig en helt enestående samling af, hvad man kan kalde ‘kollegial erfaringsudveksling’.

Det var gerne de direkte implicerede ingeniører og andre fagfolk, som over for fagfæller beskrev ikke alene alle betydende bygge- og anlægsprojekter, men også andre betydende teknologiske udviklinger, som vort land har gennemgået siden slutningen af 1800-tallet.

Der er ikke mange broer, havne, skibe, jernbaner, elværker, veje, større kloakanlæg, kanaler, landvindingsprojekter, fabriksanlæg, rådhuse, kulturbygninger og andre dele af landets infrastruktur, som ikke er beskrevet – ofte med gengivelse af de originale konstruktionstegninger.

Hertil kommer, at ingeniører siden det første nummer af det oprindelige Ingeniøren udkom 2.juli 1892 ivrigt har diskuteret konsekvenserne af den teknologiske udvikling. Siden begyndelsen af 1900-tallet har de stadigt aktuelle emner som f.eks. vindkraft, arbejdsmiljø, vand- og luftforurening, trafikplanlægning, erhvervsudvikling og mange aspekter af globaliseringen været diskuteret.

'Tekniske ingeniører’ søges

Man kan måske undre sig over, at de gamle udgivelser ofte har dokumentarisk værdi på et så detaljeret plan, som i tilfældet med tørdokken i Helsingør. I vore dage er det sjældent, at vi i Ingeniøren direkte gengiver målsatte konstruktionstegninger af havneanlæg, broer, skibe, elværker og f.eks. lokomotiver og andre maskiner, som de gamle blade er fyldt med.

Forklaringen er, at datidens mere overskuelige teknologiske situation gav plads til sådanne detaljer. Allerede omkring 1950 var de traditionelle ingeniørretninger (bygnings-, maskin-, elektro-, kemi- og skibsbygning) så at sige begyndt at krakelere.

Mængden af teknologiske specialer udviklede sig hastigt, ‘modulstudier’ med stor grad af frit valg på tværs af de gamle studieplaner blev indført og retningerne udviskedes. I vore dage er det såmænd kommet så vidt, at Novo Nordisk i sidste uge indrykkede en annonce, hvor man søgte ‘tekniske ingeniører’.

Af den grund er det længe siden, at et tværfagligt, teknisk nyhedsblad som Ingeniøren kunne dække alle specialerne på samme detaljeringsniveau, som det var muligt for de gamle tidsskrifter Ingeniøren og Ingeniør & Bygningsvæsen. Begge blade blev da også i løbet af 1960’erne afløst af mere tværfaglige og nyhedsorienterede publikationer.

Projektets startproblemer

Eksemplet med tegningen af tørdokken i Helsingør fik mig til endnu engang at undres over, at inge­niørbaserede institutioner som Knud Højgaards Fond, Cowi-fonden og Velux-fonden ikke ville støtte projektet. For et tilskud på kun ca. 1,3 mio. kr. kunne de have gjort alle 300.000 sider ingeniørtidsskrifter fra 1892 til 2000 frit tilgængelige i digitaliseret form.

Efter forgæves ansøgninger til disse fonde vurderede vi, at det var nødvendigt at gøre starten på projektet mere overkommelig. Både den samlede tekniske investering og ikke mindst omkostningerne ved afklaring af rettighedsproblemerne, som med prisen på en såkaldt ‘aftalelicens’ til Copydan på 400.000 kr. vejede ganske tungt i det oprinde­lige budget, var åbenbart afskrækkende.

Derfor indleder vi nu med en første fase, som slutter med årgang 1940, hvorved problemet med rettighederne i realiteten bortfalder. Omkostningerne på i alt ca. 580.000 kr. indeholder også system­opsætningen, så ‘sideprisen’ ved tilføjelse af flere tidsskriftsårgange i de efterfølgende faser bliver lavere.

Vi søgte derefter Realdania om et tilskud på 430.000 kr. til første fase. Men her kunne man heller ikke finde pengene. Vi overvejede derfor at indsamle beløbet ved såkaldt ‘crowdfunding’ blandt ingeniører og andre interesserede faggrupper, da IDA trådte til med det manglende beløb.

Derfor kun frem til 1940

Første fase omfatter det oprindelige Ingeniøren 1892-1940, Tidsskrift for Ingeniør- & Bygnings­væsen, 1906-1937, Polyteknikeren/Polyteknisk Tidsskrift 1919-1928 samt Tidsskrift for Elektro- og Maskinteknik (EMI) 1920-1935.

Når vi stopper på dette spændende sted i danmarkshistorien, skyldes det ikke kun rettighedsproblemet. Ved at medtage fire tidsskrifter i første fase – i stedet for at digitalisere et enkelt længere frem i tiden – får vi mulighed for at afprøve de ret komplekse søgefunktioner. Man skal nemlig kunne søge med ord og sætninger og på datoer og tidsintervaller både i de enkelte tidsskrifter og på tværs af alle fire.

Vi har heldigvis igennem alle årene indsamlet og opbevaret to komplette samlinger indbundne årgange af stort set alt, hvad ingeniørorganisationerne har udgivet. Heraf vil det ene sæt, som Datamuseet i Ballerup velvilligt opbevarer for os, gå til grunde – eller blive sikret for eftertiden – i digitaliseringsprocessen. Bevaringsaspektet er ikke uvæsentligt – gammelt papir gnaves langsomt til støv af tidens tand.

Som ‘hovedleverandør’ på projektet har vi valgt firmaet Visiolink i Aarhus, der har stor erfaring med tilsvarende scanningsprojekter for blade og aviser. Takket været IDA er kontrakten nu skrevet under, og engang i januar henter vi årgangene til første fase i Ballerup. Om alt går vel er de 100.000 sider i luften inden sommerferien næste år.

Herefter vi skal skaffe pengene til projektets næste fase (eller faser!). Hvis ikke der melder sig en velvillig fond, som kan se det ideelle formål med at gøre ingeniørernes kulturarv tilgængelig for alle, vil finansieringen formentlig skulle ske igennem crowdfunding i samarbejde med IDAs Selskab for teknologihistorie, HITEK, som naturligvis meget gerne vil medvirke til projektets realisering.j

HITEK holder møde om kulturarven og digitaliseringsprojektet hos Medie­huset Ingeniøren 12. marts 2014. Tilmelding via ida.dk.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Det er dog utroligt, at de nævnte fonde ikke kan støtte et sådant projekt. Det er da klart at de gamle numre af Ingeniøren hører til kulturarven, som i stort omfang bliver digitaliseret i disse år. Sikke en smålighed og manglende udsyn. Mvh. PØ.

  • 8
  • 0

Forhåbentlig indgår reklamerne fra Ingeniøren 1892 - 1940 også i digitaliseringen. Inklusive at man kan søge på et ord som "Pyrotherm" jvf. reklamen, der illusterer artiklen ovenfor.

Reklamer er informative om tidens teknologiudvikling, og om samfundets teknologiske og kulturelle udvikling i øvrigt.

Digitaliseringen er i øvrigt et godt initiativ. Med håb om at det bliver på en form, der bliver så bredt anvendelig som muligt.

Måske var det også værdifuldt, at man kan søge særskilt inden for reklamer.

Det kunne være med en søgning som "reklamer, 01.01.38 - 01.06.38, bakelit" Det vil sige en periodeangivelse plus et underemne, i det her tilfælde, bakelit - en forløber for de moderne plasttyper.

  • 2
  • 0

For det første deler jeg ovenstående debattørs forargelse over at fonde ikke kan se det bevaringsværdige i digitaliseringen. Jeg synes det er en virkelig vigtig del af forklaringen på hvor al vores velstand kommer fra.

Når jeg læser at jeres arkiv nummer to går til grunde, skal det så forstås som at de bliver smidt ud? Jeg er helt sikker på at der er mange mennesker der gerne vil betale for, at få et gammelt nummer af ingeniøren, således at man kan indramme de reklamer/artikler man synes er mest bemærkelsesværdige og hænge dem op. Jeg forstiller mig at i opbevarer dem, indtil de er udkommet digitalt og derefter starter en aktion på hvert blad (eventuelt med en minimumspris). Så kan folk finde det de synes er mest interessant.

Bare en tanke :)

  • 4
  • 0

De fleste jeg møder syntes umiddelbart at det er underligt, når jeg foreslår at ophavsretten skal sættes ned til 5 år, eller 20 år?

I 1950 var der en journalist ansat ved Ingeniøren som skrev en artikel. Hvis man kan finde ham, eller hans efterkommere, så kan man være heldig at få lov til at gen-publicere artiklen gratis. Han fik sin løn den gang, hvorfor skulle han have løn for det en gang til her 63 år senere?

Vi bliver altså nødt til at få ændret ophavsrettens længde, så den bliver tilpasset den måde samfundet fungerer på nu. Idealretten (droit moral), kan fint gælde for altid. Bare fordi det er længe siden H. C. Andersen udgav Fyrtøjet, så er det stadig ham der skrev det, og det må man ikke tage fra ham.

Hvor lang tid er det rimeligt at ophavsretten på Ingeniøren er? Hvor lang til skal den være for Kammerat Napoleon, Frydenholm og Alfabethuset?

Fordi papir ikke kan holde så længe, så mister vi vor kulturarv på denne måde. De oprindelige ophavsmænd er døde og borte for længst, så de er helt ligeglade.

(PS: I 1980 arbejde jeg med NKTs tegninger hos Larsen & Nielsen. Tegninger fra 1935 var så mørnede, at de skulle have tape hver gang man havde fat i dem. Nogle få gange fik jeg lov til at bruge penge på en kopi,)

  • 2
  • 0

Til Sebastian Swiatecki: Enig, annoncerne er også en væsentlig del af teknologihistorien, og de indgår derfor i digitaliseringen i det omfang, de indbundne eksemplarer rummer annoncer. OCR-scanningen vil også få annonceteksterne med, så teksten bliver søgbar, bortset fra de få tilfælde, hvor tekst og grafik er vanskelig at skille ad (og f.eks. hvis et firmanavn står på skrå i annoncen).

Men sagen er, at man i mange årgange af det gamle Ingeniøren placerede annoncerne på særlige sider i bladet, og i nogle af de indbundne årgange har man undladt at medtage disse sider. Jeg har naturligvis udvalgt alle de indbundne årgange, hvor annoncerne er medtaget, til at indgå i projektet, så vi får flest mulig annoncer med - men vi har desværre ikke alle sammen.
Vh. Erik

  • 1
  • 0

Til Kristoffer Palmhøj Sminge: Når jeg skriver, at de årgange, der indgår i projektet, går til grunde, har det følgende forklaring:

Inden selve scanningen kan foregå, skal de indbundne sider skæres fri af ryggen, så de bliver til løsblade, som ved automatisk arkfødning kan scannes - i øvrigt med en ganske forbløffende hastighed. Når processen er overstået, står vi altså med godt 100 bunker løsblade, og dem har vi af praktiske grunde valgt at lade firmaet køre til en forbrændingsanstalt.

Vi ville naturligvis kunne betale ekstra for, at leverandøren pakkede papirbunkerne i dertil egnende kasser årgangsvis. Men dels har vi ikke noget sted at opbevare dem, dels har det ikke rigtigt noget formål, der står mål med anstrengelserne. De scannede sider gemmes som jpg-filer i ret høj opløsning (formentlig 3-400 dpi), som udgangspunkt for dannelsen af de søgbare pdf-filer, man kan bladre i. Disse filer og deres backup udgør grundstammen i materialet, og vi kan ikke se nogen grund til, at vi skulle vende tilbage til papirudgaven, når først de samme sider er gemt digitalt.

Vi står altså ikke bagefter med nogle sammenhængende numre af bladene, som vi kan udlodde. Så selvom det er en sjov tanke, du udvikler, lader den sig ikke gennemføre i praksis.
Vh. Erik

  • 2
  • 0

Til Hans Schou:
Jeg er sådan set ikke særlig uenig i dine synspunkter på ophavsretten. En af de ting, jeg satte til diskussion i projektets startfase var, om der i realiteten er tale om en 'genudgivelse', når man gør de gamle blade tilgængelige i en digital kopi? Det svarer jo på en måde blot til, at vi inviterer interesserede ind på redaktionen for at blade i de gamle årgange, hvilket sker jævnligt. I den forbindelse er det heller ikke uvæsentligt, at vi ikke gennemfører projektet med et kommercielt øjemed. Det er forudsætning, at alle og enhver uden omkostninger skal have adgang til de digitale arkiv, så ingen scorer profit på de gamle artikler og billeder.

Lovens tidsgrænser for genoptryk af ganske almindelig journalistik er ganske rigtigt urimelige - autorerne har virkeligt lobby'et godt i EU for at få det vedtaget. Men virkeligheden er altså nu, at vi ikke med projektet kan tillade en risiko for, at IDA eller Mediehuset Ingeniøren bliver mødt med honorarkrav efterfølgende (måske fra en arving til en skribent eller fotograf, der er død for 69 år siden!). Det er selvsagt heller ikke praktisk muligt for os individuelt og på forhånd at afhandle de mulige honorarkrav fra alle arvinger og nulevende forfattere til de over 100.000 notitser og artikler, som indgår i materialet.

Derfor er vi - for årgangene efter ca. 1940 - nødt til at have aftalt (og betalt) en såkaldt 'aftalelicens' (som i øvrigt skal være godkendt af Kulturministeriet) med organisationen Copydan, der repræsenterer alle autorer her i landet, og som i øvrigt har monopol på at udøve denne ret og som derfor i realiteten selv bestemmer prisen herfor...
Vh. Erik

  • 3
  • 0

Vi står altså ikke bagefter med nogle sammenhængende numre af bladene, som vi kan udlodde. Så selvom det er en sjov tanke, du udvikler, lader den sig ikke gennemføre i praksis.

Nu er det jo ikke fordi det er så fysisk stor en bunke papir når det kommer til stykket.

Overvej at lægge dem frem på nogle borde i "bryggersalen" en søndag eftermiddag og lade læserne hente hvad de vil, for 10kr per ark som går til det videre digitaliseringsprojekt ?

Det kunne jo godt være at der var nogen der gerne ville redde en papirkopi af "deres" projekt, eller fra deres fødselsdag eller lign. selvom den er i løsark.

  • 3
  • 0

Det er da en fraragende ide.

Selv uden Jens Ramskov's formler kan de fleste regne at 10.000 bidrag på kr.100 bliver knap og ved de nødvendige kr.1.000.000.
Og burde 100 store ingeniør-tunge firmaer ikke kunne klare kr.5.000 hver ?Eller bare solidarisk og kollektivt at matche crowdfundingen ?

Kom så i gang ?

P.S.: Og så forstod jeg ikke helt sagen om materialet som kom på museum ?4
Endnu en kælder ? Hvorfor ikke digitalisere dette også - hvis ovenstående giver overskud ?

  • 1
  • 0

Vi går igang med crowfundingen ved HITEK-mødet i IDA den 1. oktober. Håber din optimisme bliver bekræftet!

Hvad angår digitalisering af diasarkivet og det gamle portrætarkiv er det ikke en opgave, der har mening for Mediehuset Ingeniøren. Alle de billeder, vi har brugt, vil jo dukke op, når vi for digitaliseret bladene - og i en forståelig kontekst, nemlig ved de artikler, de illustrerer.

Portrætarkivets sort/hvide fotos bliver formentlig digitaliseret af museet i Hillerød.
Vh. Erik

  • 1
  • 0

Jeg har ikke forsøgt mig med søgefunktionerne endnu.

Hvis det er sådan, at jeg kan søge på f.eks. "Erik Petersen", og finde alle artikler med blandt andet hans billede, så er det også fint nok. Men hvis billederne er en biting, som illustrationer ofte er, så har billederne en separat betydning.

Når / hvis portrætarkivet digitaliseres, så vil det være tilstrækkeligt med en henvisning hertil.

  • 0
  • 0

Ja, al tekst er søgbar (bortset fra ganske enkelte annoncetekster, hvis særprægede skriftsnit måske ikke har kunnet genkendes i OCR-processen), så hvis vi i sin tid har bragt et billede af "Erik Petersen" (husk citationstegn!), vil hans navn også være nævnt og billedet vil derfor dukke op. Du kan dog ikke søge separat på "billede af Erik Petersen" , men må se resultaterne igennem for evt. at finde det.

  • 2
  • 0