Smut-hjem-regler for forskere bliver lempet efter hård kritik

13. oktober 2010 kl. 16:322
Efter hård kritik ændrer Integrationsministeriet reglerne, så udenlandske ph.d-studerende igen kan blive og forsvare deres afhandling, inden de bliver sendt ud af landet igen.
Artiklen er ældre end 30 dage

Efter protester fra universiteterne, Dansk Industri og fra brede kredse i Folketinget er der endelig kommet en løsning på sagen om Smut-hjem-reglerne.

Reglerne har indtil i dag betydet, at forskere fra lande uden for EU har været nødt til at rejse hjem, når de afleverede deres afhandling, fordi deres opholdstilladelse udløber samme dag.

Problemet var bare, at de skulle forsvare projektet i Danmark tre måneder senere, og deres resultater blev tabt, hvis de ikke var tilstede til forsvaret.

Et nyt praksisnotat fra Integrationsministeriet ændrer nu reglerne. Forskerne kan blive op til fire måneder yderligere i Danmark, hvis de kan fremvise en opsparing, som de kan leve af, så de ikke ligger samfundet til last.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Løsningen vækker begejstring hos flere integrationsordførere i Folketinget

»Jeg synes, at det er fornuftigt, at vi er mere smidige, når det gælder forsvaret af ph.d.-afhandlingerne. Det er helt efter vores ønske, da vi stillede udvalgsspørgsmålene til ministeren efter artiklerne i Ingeniøren,« siger Peter Skaarup, der er integrationsordfører for Dansk Folkeparti.

Også Venstre er tilfredse med, at Smut-hjem-reglerne ikke længere gælder.

»Jeg er rigtig glad for ændringen. Det gav umiddelbart ikke meget mening, den måde lovgivningen så ud før,« siger Karsten Lauritzen, der er integrationsordfører i partiet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Førhen skulle forskerne dokumentere, at de kunne forsørge sig selv, hvilket i praksis betød, at de skulle fremvise en ansættelseskontrakt.

Men universiteterne får kun midler til at have dem ansat i de tre år, de har til at skrive deres afhandling. Det betyder, at de ph.d. studerende indtil i dag mistede deres opholdstilladelse, det øjeblik de afleverede deres afhandling, selvom forsvaret typisk ligger tre måneder senere.

Løsningen fra Integrationsministeriet betyder, at kravet om selvforsørgelse nu kan mødes på en anden måde.

Hvis de kan fremvise en bankkonto med 4.200 kroner for hver måned, de skal være i landet, kan de efter en særparagraf i udlændingelovgivningen få en ny opholdstilladelse, som erstatter den gamle, når den udløber. Reglerne passer Peter Skaarup (DF) godt, fordi de udenlandske forskere ifølge ham er nogle, der bidrager til samfundet.

»Samtidig med, at vi har et ansvar for ikke at åbne for uintegrerbare mennesker, så skal vi også sørge for, at vores udlændingeregler i det hele taget virker på en smidig måde for dem, der gerne vil bidrage,« siger han.

De fleste forsvar ligger cirka tre måneder efter afhandlingen er afleveret, så forskerne skal spare 12.600 kroner op, som de kan leve for, mens de forbereder deres forsvar.

Den nye mulighed løser et problem, som har voldt mange kvaler på de tekniske institutter, som typisk lægger laboratorier til de udenlandske forskere i Danmark.

»Jeg har været ved at gå agurk de sidste tre måneder,« sagde den ph.d-studerende Elaine Barretto til ing.dk i sommers.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den brasilianske forsker på DTU var tæt på at blive sendt ud af landet, inden hun kunne forsvare sit ph.d. projekt. Hun havde afsagt en karriere på det brasilianske rumcenter, hvor hun i jobbet næsten var garanteret livsvarig ansættelse efter endt prøveperiode. Den afbrød hun for at forfølge sin drøm og forske i overflade akustisk modulation af planare fotonkredsløb i Danmark.

Derfor var det frustrerende for hende at opdage, at de danske udlændingeregler forhindrede hende i at færdiggøre sit projekt. Folk fra tredjeverdenslande kan nemlig ikke få ophold i Schengen-området i 90 dage efter de har opholdt sig der, så hun havde ikke engang mulighed for at søge turistvisum.

Så i realiteten ville hun stå uden sin ph.d. og den karriere hun lige havde startet i Brasilien. Men hele den problematik har Integrationsministeriet nu løst. Forskerne skal blot huske at indsende deres ansøgning inden, den oprindelige udløber.

2 kommentarer.  Hop til debatten

Fortsæt din læsning

Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger
2
14. oktober 2010 kl. 11:08

»Jeg har været ved at gå agurk de sidste tre måneder,« sagde den ph.d-studerende Elaine Barretto til Ing.dk i sommers.

Gad vide om hun virkelig brugte det danske udtryk "gå agurk", eller om det er en oversættelse fra portugisisk? Hvis ikke, så er det da et eksempel på god integration!

1
13. oktober 2010 kl. 20:00

"Så i realiteten ville hun stå uden sin ph.d. og den karriere hun lige havde startet i Brasilien. Men hele den problematik har Integrationsministeriet nu løst. Forskerne skal blot huske at indsende deres ansøgning inden, den oprindelige udløber".
Hvor er de altså bare dygtige derinde i Integrationsministeriet - sådan lige at løse det ene problem efter det andet!

Pseudoproblemer man selv har skabt, er måske heller ikke de værste nødder at knække....