»I er for smukke og sjove til at være ingeniører«

De seneste to uger har alverdens ingeniører - særligt de kvindelige - været i oprør. I hvert fald på de sociale medier. Her har kampagnen #ILookLikeAnEnginner, kickstartet af den unge, kvindelige, amerikanske softwareingeniør Isis Wenger efter en række sexistiske kommentarer, spredt sig med imponerende hast.

Mere end 100.000 gange er #ILookLikeAnEngineer blevet brugt - alene på Twitter. Også på Instagram er hashtagget nået vidt omkring, og på begge medier fortsætter trenden med konstante uploads af billeder, der udfordrer stereotyper.

Læs også: Hvordan ser en ingeniør ud?

Engineer the future har været i kontakt med flere unge, danske kvindelige ingeniører for at høre, om de har oplevet fordomme omkring kvinder i ingeniørfaget. En af dem, der nikker genkendende, er den 28-årige testingeniør hos høreapparatproducenten Oticon Nanna Møller Pedersen.

»På en studietur i Australien troede folk ikke på, at min makker og jeg var ingeniørstuderende. Da vi spurgte dem hvorfor, sagde de, at vi var for smukke og sjove til at være ingeniører.«

Hun fortæller, at det mest er i udlandet, at hun har mødt fordommene, men også herhjemme har hun skulle kæmpe for at bevise sit værd:

»Jeg har oplevet, at det er en udfordring at få respekt. Om det er mit køn eller min alder - eller begge dele - er svært at sige. Men der er blevet stillet spørgsmålstegn ved meget af det, jeg har sagt.«

I hverdagen støder Nanna Pedersen ind i mellem på bemærkninger a la 'What! Det ligner du da ikke. Kan du det?,' når hun fortæller, at hun er ingeniør. Men folk må snart forstå, at ingeniører ikke er så nørdede, som de går og tror.

»Jeg bor for eksempel i kollektiv, dyrker crossfit og har en masse venner fra forskellige verdener,« understreger Nanna Pedersen, der dog også fremhæver et positivt aspekt ved de små forventninger, andre sommetider har til unge ingeniørkvinder:

»Man kan kun overraske positivt, når man træder ind i et rum.«

Oprøret fortsætter

I modsætning til Nanna Pedersen har den 27-årige broingeniør hos Cowi Anne-Cæcilie Lange ikke oplevet at ramme panden mod det stereotype billede af ingeniører. I hvert fald ikke i negativ forstand. Alligevel bliver folk uden for branchen overraskede, når de hører at Anne-Cæcilie Lange er uddannet med speciale i beton.

»Folk reagerer ikke negativt. Men de tror ikke på det. Hvorfor ved jeg ikke,« siger hun.

Anne-Cæcilie Lange er et af ansigterne i Engineer the future-kampagnen ‘Ingeniører forandrer verden’, som har kørt over danske tv-skærme, er blevet trykt i aviser og har været opstillet langs danske veje. I den forbindelse har hun fået henvendelser fra fremmede, der roser hende vildt.

En enkelt scorereplik eller to er det da også blevet til:

»Der er ikke noget mere sexet end at være intelligent,« har det blandt andet lydt.

Siden #ILookLikeAnEngineer blev skudt i gang, er det med en crowdfunding-kampagne lykkedes Isis Wenger og folk fra softwareverdenen i Silicon Valley at samle penge ind til at føre budskabet videre offline.

Det er nu planen, at der skal hænges en billboard-reklame op i San Francisco, der hylder og støtter mangfoldighed inden for ingeniørfaget.

Og på de sociale medier ser oprøret ud til at fortsætte. Ikke bare privatpersoner, men også en lang række af topvirksomheder har deltaget aktivt ved at dele billeder af deres kvindelige medarbejdere - og medarbejdere af forskellige nationaliteter. Der er tale om virksomheder som Tesla, Atkins, Siemens, Microsoft og mange flere.

Engineer the future er en alliance af organisationer, virksomheder og uddannelsessteder, der vil synliggøre den værdi, teknologi skaber for Danmark. Ingeniøren er mediepartner, og artiklen er udarbejdet i samarbejde med ETF. Læs andre artikler om danske ingeniører og teknologieksperter på ing.dk/etf