Smartphone af udskiftelige blokke skal mindske elektronikskrot
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Smartphone af udskiftelige blokke skal mindske elektronikskrot

Har du en smartphone, kender du det sikkert også: Efter alt for kort tid er telefonen ikke længere så hurtig i optrækket sammenlignet med de nyeste modeller. Og så melder trangen sig måske til at udskifte apparatet.

Men den trang vil den hollandske designer Dave Hakkens komme til livs med projektet Phonebloks. Og på samme tid vil han bekæmpe mængden af elektronikskrot.

Projektet går i bedste Lego-stil ud på at producere en telefon, der er 100 procent opbygget af moduler. Altså med et udskifteligt processormodul, så telefonen bliver hurtigere. Eller en udskiftning af batterimodulet, så telefonen ikke skal lades op så tit. Ja, sågar skærmen er det meningen, at man skal kunne udskifte til en med eksempelvis FullHD, eller hvad der end er højeste standard, når projektet bliver til virkelighed.

Tanken er, at mængden af elektronikaffald bliver mindre, da det ikke er nødvendigt at udskifte hele telefonen, men kun enkelte dele af den. Ligesom brugerne ved samme lejlighed får mulighed for at tilpasse deres telefon, som de vil have den.

Dave Hakkens forsøger at få opbakning til projektet via tjenesten Thunderclap - og det går godt. På Thunderclap kan brugere støtte et projekt, og hvis tilstrækkeligt mange bakker op om det inden en fastsat dato, udsender Thunderclap en besked fra støtternes sociale tjenester på samme tid for at skabe opmærksomhed om projektet.

Med med 813.000 støtteerklæringer har Phonebloks-projektet nået målet på 800.000 tilkendegivelser inden 29. oktober.

Dansk ekspert tvivler på grundpræmissen

Selv om det måske lyder som en smart idé, så tror teleekspert Torben Rune, direktør i virksomheden Netplan, ikke rigtigt på det. Han har set kampagnevideoen for projektet og kan umiddelbart se flere svagheder ved ideen.

For det første tror Torben Rune ikke på grundpræmissen om, at den modulopbyggede telefon vil nedbringe mængden af elektronikskrot.

»Måske vil de enkelte moduler kunne skiftes lidt nemmere, men de vil skulle skiftes, og vil - over en længere periode - danne lige så meget skrot som almindelige telefoner. Jeg tror ikke på, at der vil opstå et stort brugtmarked for udbytnings-telefonklodser. Muligvis vil den endda generere mere skot, fordi det nu bliver lettere at udskille enkeltkomponenter, og dermed købe telefoner, som initialt er billige, men som tiden går, opgraderes med dyrere moduler - men en masse skrottede moduler til følge. Og da hvert modul så desuden har ekstra indpakning og ekstra elektronik og stik, stiger mængden yderligere,« skriver han i en mail.

Torben Rune peger dog på, at det rent teknisk godt vil kunne lade sig gøre at bygge en modulbaseret telefon på de principper, videoen viser.

»Det vil ikke være nemt, og der vil være tale om langt mere intern kommunikation mellem moduler, end i en traditionel telefon, men det vil kunne bringes til at fungere.«

Og kompleksiteten ved den modulbaserede tilgang vil i sig selv sende prisen for enhederne i vejret.

»Prisen på telefonen vil formodentlig blive en hel del højere end tilsvarende telefoner (mit gæt er mellem 100-200 pct. højere), fordi der skal udvikles særlig kommunikation mellem modulerne,« forklarer Torben Rune.

Og så er der det juridiske.

»Der vil formodentlig opstå forskellige juridiske udfordringer, eftersom en del af den hardware og software, som bruges i telefoner i dag, er omfattet af licenser, som betales pr. telefon, og ikke pr. modul. Det er et ikke-teknisk problem, men kan selvfølgelig være stort,« siger Torben Rune.

Lav praleværdi i et nyt komponent

Sidst, men ikke mindst, skal projektet finde kunder.

»Min største bekymring ved projektet: Gider kunderne overhovedet dette. Med en sådan modultelefon vil du kunne have det samme design på din telefon i årevis. Al erfaring viser, at kunder typisk ønsker nyt design osv. Og det får man jo grundlæggende ikke - med mindre man opfinder modulerne på en helt særlig og designstærk måde. Man kan jo prale med, at man har fået en ny, bedre telefon, men næppe med, at man har skiftet en eller anden knap på telefonen ud - det bliver den ikke 'ny' af,« påpeger teleeksperten.

Selv om Torben Rune altså ikke har megen fidus til projektet, så kan han alligevel godt se, at grundideen eventuelt vil kunne omsættes til noget praktisk anvendeligt.

»Ideen er mulig. Ikke særlig smart, da den i mine øjne ikke begrænser elektronikskrottet - måske endda tværtimod. Af samme grund tror jeg ikke at projektet som helhed er realistisk. Til gengæld kunne jeg godt forestille mig, at man kunne komme lidt ad en anden vej: at telefonerne modulopbygges indvendigt, og at der gives skrotpræmier. Så kan producenterne samle nye og bedre telefoner i nye design ud fra gamle, men gode komponenter,« foreslår han.

Genialt eller grinagtigt? Vurder selv i videoen herunder:

Emner : Mobil
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Det er utvivlsomt en stor gruppe for hvem det er meget vigtigt at kunne prale med en ny telefon, men der er også en stor gruppe som bare gerne vil have noget der virker og kan opgraderes.
Vi er jo da en del der køber ny skærm/tastatur/mus til den gamle stationære computer eller ny radio til bilen uden at skifte alt. Undtagelsen var skiftet fra mpeg2 til mpeg4 i dansk statsradiofoni: det var umuligt at udskifte dekoderen i mit Sony-fjernsyn så jeg blev nødt til at købe et nyt (som ikke blev et Sony :-)

Ting der kan repareres og opgraderes er fremtiden. Ihvertfald for old-farts som mig.

  • 12
  • 0

som bare gerne vil have noget der virker og kan opgraderes

Er det ikke lidt modstridende? Microsofts driverhelvede er et meget godt eksempel på, at jo mere og forskellig hardware der skal understøttes, desto svære bliver det der med "fungerer bare". Her har ting som Xbox eller iMac det meget nemmere.

Et andet aspekt er den fysiske størrelse. Det ser rigtigt lækker ud i videoen, men i praksis vil den telefon blive enorm. Når man kigger på udviklingen fra mini over mikro til nano simkort, kan man tydeligt se, hvor lidt plads man har at gøre godt med i en moderne smartphone.

Som legetøj for voksne vil den dog være yderst interessant på linje med Lego Mindstorms. Men så bliver den jo et ekstra køb, og dermed ekstra affald.

  • 2
  • 2

Det er sjovt som folk ser negativt på udvikling.. Måske er det godt nok en smartphone ikke bliver for lille og måske er det ikke muligt at gøre alt, men hvordan gik det ikke med mobiltelefonen? Fra nogen og 10 kg boks til i dag under 300g...

Tror selv det vil lykkedes og forventer ikke en Smart smartphone ifht dem vi har i dag, men man skal os se på at nogen vil opgradere og så sender de delen videre til fx rødekors eller dba og så kan det være andre kan bruge det komponent... Sjovt der nævnes driver helvede for jeg tror nu nok OSet skal få opdateringer hen af vejen der understøtter mere og mere...

  • 0
  • 0

Jeg tror ikke på det, kredsløb vil ikke passe optimalt med det der udvikles i fremtiden og nu kan man få en smart phone til en tusse, man får simpelhen mere for mindre penge ved at købe en ny telefon 1 gang om året end ved at købe sådan en Block phone, med mindre de kan lave et koncept der tager højde for de næste ti års udvikling på området.

  • 2
  • 0

Denne fantastiske ide er jo bare for sjov, og slet slet ikke ny. Det bilder jeg mig ind.
Er der nogen der arbejder indenfor elektronikindustrien som tror den?
Jeg ELSKER LEGO, men selv der er der gjort mange forsøg gennem tiden på at lave den perfekte forbindelse mellem de elektriske dele.
Jeg gider slet ikke begynde at opremse alle de tekniske, praktiske og kommercielle begrundelser der er for at en sådan telefon aldrig bliver en realitet. Er der nogen der har et link til et sted hvor nogen har gjort sig ulejligheden?
Jeg er helt sikker på at Nokia, Samsung og de andre erfarne drenge har svært ved at holde med at grine.

Og at bilde sig ind at folk på i dette forum er imod udvikling er sgi da også sjovt fundet på.

Nå, det grinede de meget af den sensommer.

  • 2
  • 0

Jo, hvis man kigger på Windows så har du fuldstændig ret i at det virker som modsætninger.
Men hvis man kigger på protokoller som tillader mange forskellige enheder/systemer at tale sammen, så ser det vel ikke helt så sort ud. USB og TCP/IP er vel nogenlunde gode eksempler.

Jeg kan sagtens se kompleksiteten i 25 moduler der skal snakke sammen, men mon ikke hul-pladen i midten vil fungere lidt som en controller og bus som sørger for at hvert modul kun skal tale med een controller. Kompleksiteten kan så nogenlunde samles i midten.

Det er også rigtigt at elektronik typisk har det med at falde i pris og at smartphones kan fås billigt efterhånden. Spørgsmålet er om det bliver ved hvis Kina vedtager at de vil ud af rollen som verdens lavpris-fabrik eller Kina får held med at sætte sig på 90% af verdens sjældne jordarter.

At forsøge at udvikle strategier for minimering af materialeforbrug kan da aldrig være en skidt ting. Det er ikke alt der lykkes, men det skulle da nødigt afholde folk fra at tænke tankerne.

  • 2
  • 0

Men hvis det er nødvendig at udskifte moduler må man vel antage at de fleste af modulerne alligevel hurtig bliver forældet og at materialeforbruget af den årsag ikke bliver væsenlig mindre alligevel?

  • 2
  • 0

Jeg har svært ved at se fundementale forskelle udover blok princippet i forhold til OpenMoko
I og for sig er det vel "blot" at lave en Openmoko version med den samlemetode ift. kabinettet.
http://en.wikipedia.org/wiki/Openmoko
http://wiki.openmoko.org/wiki/Main_Page

Hvorfor starte fuldstændigt forfra, når der er en løsning med åben hardware og software. Som du kan gå ud og købe idag?
https://shop.goldelico.com/wiki.php?page=G...
http://wiki.openmoko.org/wiki/OpenMoko-sup...

  • 1
  • 0

Det der menes er at du også udskifter komponenter i din stationær. Det er bare det koncept der flyttes over på mobiltelefonen så du, ligesom når du samler en stationær, kan samle en telefon efter behov og pengepung.

  • 1
  • 0

Tænk på hvad der er blevet sagt gennem tiden

Bare da bilen og flyvemaskinen kom frem :-)

Heste ville dø, og blodet løbe baglæns

Uh Alle de der spår ?

  • 0
  • 0

CPU´en i moderne mobiltelefoner indeholder i dag, i selve chippen, GPU´en (med dedikeret hardware for billedbehandling og videokodeks), kredsløb for de trådløse (3G, 4G, LTE, WiFi, BT etc) og trådede (HDMI/MHL, USB) forbindelser, kommunikationen imellem delene og meget mere og er ofte fysisk sat sammen med ram. Mao, en stor del af det “udskiftelige” på en PC er inde i en enkelt chip på en telefon. Man kunne så foreslå at lave en telefon, hvor disse dele (igen) varetages af separate enheder, men det ville i realiteten gøre det umuligt at have i nærheden af så kraftige mobiltelefoner som de eksisterende: De ville fylde meget mere, sluge mere strøm, udvikle betydeligt mere varme og koste langt mere.

Det som de fleste oftest ønsker at udskifte er det allerede muligt: På bedre telefoner er hukommelsen ikke indbygget, men består af MicroSD kort og batteriet er udtageligt. Hertil er flere af de “enheder” der nævnes i videoen så integreret at undværelsen reelt ikke giver mere plads: Gyroskopet fylder nogle få mm3, en højtaler er under en millimeter tyk etc. Man får ikke meget større batteri for den plads.

Endelig er en mobiltelefon i dag ultraoptimalt designet ud fra antenne- og varmeudviklingsbegrænsninger. Et modulært design vil indføre så store krav til tolerancer, at telefonen ville skulle vokse betydeligt.

Så ja, et modulært design er muligt, men ville give langt større, dyrere og langsommere telefoner. Og hvad vinder man egentlig ved at kunne sætte et 25% større batteri i sin telefon (forudsat at man undværer nærmest alt andet end lige det der lige får telefonen til at køre), hvis det betyder at telefonen holder 5 timer i stedet for 4, hvis det ikke-fleksible batteri i en normal telefon holder i dagevis?

  • 1
  • 0

Så har jeg måtte erkende at som telefon er en smartphone en dårlig telefon, men et godt legetøj ,der har svært ved at undgå skader på den måde jeg bevæger mig gennem livet.

Jeg har en LG 7 der hvergang glasset knuses koster 560 kr. for et nyt.

Dertil er det en strømsluger, der har svært ved at klare en hel dag uden opladning.....når simkortet er på plads.

Når telefonen så ringer skal man lige som Alladin stå og gnide på glasset ret mange gange for at det behager apparatet at åbne forbindelsen.

Det har medført at jeg har fundet min "gamle" Nokia 6700 frem igen og stoppet simkortet tilbagehvor det kom fra :)

Men det lykkelige er at nu har jeg en telefon der virker som telefon........og en smartphone der har alt legetøjet ,APSene, på plads. Den kan måle afstande, Den kan spille skak. Den kan stemme min guitar og meget mere....og det allerbedste den forbliver på mit skrivebord....og den kan nu holde strøm i 3 døgn uden opladning......men Nokiaen er tusinde gange mere lommevenlig og har et ligeså godt kamera som smartphonen og så skal den kun lades en gang om ugen:)

  • 0
  • 0

Så har jeg måtte erkende at som telefon er en smartphone en dårlig telefon, men et godt legetøj ,der har svært ved at undgå skader på den måde jeg bevæger mig gennem livet.

Jeg har en LG 7 der hvergang glasset knuses koster 560 kr. for et nyt.

......men Nokiaen er tusinde gange mere lommevenlig og har et ligeså godt kamera som smartphonen og så skal den kun lades en gang om ugen:)

Hvor god levetid batteritid en LG 7 har. Eller hvor følsom skærmen er når man skal svare. Kan jeg ikke sige noget om.

Men en ting mener jeg dit indlæg viser du har misforstået om smartphones: de hører under ingen omstændigheder hjemme i en bukselomme med mindre det er en decideret håndværkermodel.

En jakkelomme kan gå, men ikke en bukselomme. En smartphone hører til i et diskret bælteetui, eller for kvinder i en taske. Og i begge tilfælde skal der derudover beskyttelsescover/film på både skærm og selve telefonen.

  • 0
  • 0

....og en smartphone er et stykke avanceret legetøj der kan bruges som telefon i nødstilfælde.

Men det er hovedsagligt et legetøj for den feminiserede verden hvor man stille putter sin smartphone ned i tasken mens man bevæger sig fra morgenbordet til skrivebordet alternativt skolebænk.

Bevares da den er en transportabel computer og kommunikationsmiddel der kan en masse ting, men i åben sol og under andre forhold,til søs, er den nu noget besværlig at håndtere.

De lider også af at der ikke kan leveres sikkerhedsstropper til ret mange af dem

  • 0
  • 1
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten