Smart-House: Hele huset på nettet
more_vert
close
close

Vores nyhedsbreve

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Smart-House: Hele huset på nettet

På vej ud ad døren kommer du i tanke om, at du har glemt at slukke lyset på førstesalen, og du er heller ikke sikker på, at du har lukket alle vinduer, eller sørget for at radiatorerne er sat på spareblus. I stedet for at rende forvirret rundt i huset og bruge kostbar tid på at få slukket lyset og lukket vinduerne, kigger du på en lille diskret skærm, der hænger ved hoveddøren, og kan konstatere, at du har glemt at slukke fire lamper, lukke to vinduer og overhovedet ikke har gjort noget ved dine radiatorer. Med tre hurtige tryk på den trykfølsomme skærm får du lukket og slukket og er hurtigt på vej videre i dagens tekst. Vel ankommet på arbejde får du en besked på din mobiltelefon om, at temperaturen på din førstesal er meget høj. Du åbner din Internetbrowser og logger dig ind på dit hus' hjemmeside, og hurtigt kan du konstatere, at temperaturen ganske rigtigt er steget meget. Dine radiatorer er stadig slukkede, men da du tjekker temperaturen på dit tag, kan du konstatere, at solen må have skinnet meget, for her er temperaturen utrolig høj.

Hurtigt programmerer du dit hus til at åbne et par vinduer på klem, hvis temperaturen bliver over 20 grader i rummene, men husker at sørge for, at de lukkes, hvis bevægelsesfølerne i din indkørsel konstaterer, at nogen er på vej op mod dit hus. Det intelligente hus er ikke en fjern fremtidsdrøm, men en realitet her og nu, og huset behøver ikke være nybygget med alle installationer på plads. Også gamle huse kan relativt simpelt ændres til intelligente huse, der kan overvåges og styres fra Internettet. Et af systemerne kommer fra automationsproducenten Carlo Gavazzi. Det har et stærkt dansk fingeraftryk, idet det danske softwarehus CIM

Electronics A/S har udviklet den software, der skal til for at styre og overvåge huset via Internettet. Carlo Gavazzi kalder systemet for Smart-House, og i Danmark er der specielt fokus på at få systemet ud i private hjem, såvel nybyggerier som ældre huse. I alt sin enkelthed består systemet af en feltbus, der løber sammen med husets elnet. De steder, hvor elinstallationer som f.eks. lamper skal styres, eller hvor overvågningsenheder som f.eks. temperaturfølere skal placeres, monteres der et specielt modul, der kan programmeres og overvåges af en kontrolenhed. Den danske software kan så via en almindelig ethernet-tilslutning styre, overvåge og programmere kontrolenheden, og husejeren kan via lokalnettet eller fra en computer på Internettet, koble sig op på husets server, og her styre alle de enheder, der er koblet til kontrolenheden. Systemet er modulært opbygget og kan løbende udbygges til at dække de dele af huset man måtte ønske.