Små og mellemstore ingeniørvirksomheder går glip af millioner i Indien

Mens de store danske ingeniørvirksomheder for længst har fået øje på Indien som fremtidens Kina, kniber det med at få de mindre virksomheder med på vognen. Indien er mulighedernes land, men alt for få mindre danske ingeniørvirksomheder udnytter disse muligheder, mener Ejvind Vøgg, DI's konsulent i Indien.

»Det piner mig at se, at så få danske ingeniørvirksomheder ser de enorme potentialer, der er i Indien i øjeblikket. Danmark eksporterer mindre til Indien, end vi gør til Færøerne, og vi er slet ikke repræsenteret i Indien i samme grad som svenskerne og tyskerne. Mens de sætter sig på det indiske marked, går vi glip af millionforretninger,« siger Ejvind Vøgg.

Læs også: Q&A med DI's chef i Indien

Læs også: Flere end 100 danske virksomheder er i Indien - er du med på kortet?

Mens markederne i Europa stagnerer som følge af finanskrisen, er der betydelige bevægelser på det indiske marked. Det skyldes blandt andet en voksende indisk middelklas se og en befolkningstilvækst på 1,4 procent om året, der betyder, at Indien inden for de kommende 20 år vil overhale Kina som verdens mest folkerige nation, forklarer Ejvind Vøgg.

»Befolkningstilvæksten alene er argument nok for, hvorfor virksomhederne burde tage det indiske marked seriøst. Hvis en dansk virksomhed kan få afsat til bare en procentdel af den indiske middelklasse, er det en meget større andel, end hvad den nogensinde ville kunne opnå på de hjemlige europæiske markeder,« påpeger Ejvind Vøgg.

Ifølge en analyse fra Udenrigsministeriet fra januar i år ligger Danmark lavt sammenlignet med lande som Tyskland, Finland og Sverige, både hvad angår vareeksport og direkte investeringer i Indien. I øjeblikket er der registreret 115 danske datterselskaber og joint ventures hos den danske ambassade i Indien. Siden 2011 er listen kun vokset med tre virksomheder, og kun omkring hver femte udspringer af en lille eller mellemstor dansk virksomhed, vurderer Lars Christiansen, handelsråd på den danske ambassade.

Læs også: Flere end 100 danske virksomheder er i Indien - er du med på kortet?

Baggrunden for dette er bl.a., at små og mellemstore virksomheder først starter på de nære markeder og herefter søger de fjerne - som f.eks. Indien, hvor der kræves større ressourcer til bearbejdning af markedet, forklarer Lars Christiansen, der dog mener, at der på sigt kan være store penge at tjene på det indiske marked - særligt inden for energi og miljø, infrastruktur og fødevareindustri.

»600 millioner indere har stadig ingen strøm eller kun strøm i under to timer om dagen, og samtidig kæmper Indien med problemer inden for drikkevandsområdet. Landet kunne have stor gavn af den danske ekspertise inden for bl.a. miljø og energi,« siger Lars Christiansen.

35 mia. dollars til infrastruktur

Ifølge nyhedsbrevet Dansk Energi skal Indiens energisektor de næste fem år tilføres 90.000 MW ny el-kapacitet, men også inden for transport er mulighederne store. Tidligere i år annoncerede den indiske premierminister, at staten vil bruge 35 milliarder dollars på investeringer i infrastruktur for at sparke gang i den økonomiske vækst, der som følge af den internationale finanskrise er faldet til omkring syv procent om året fra tidligere ni procent.

»Alene her i Mumbai er behovene for nye veje og offentlig transport enorme. Det nye regeringsinitiativ vil øge markedsmulighederne for udenlandske virksomheder. Der er f.eks. allerede franske virksomheder engageret i i udbygningen af metroen i Mumbai, og det er den slags initiativer, de danske virksomheder skal holde øje med,« siger Ejvind Vøgg.

Han mener, at det i høj grad skyldes fordomme og frygten for det ukendte, når så få små og mellemstore virksomheder bevæger sig ind på det indiske marked. Mange af de danske virksomhedsledere, han møder i sit arbejde i Indien, oplever landet som et stort kaos, første gang de er på besøg:

»De oplever køer i gaderne og bliver mødt af et uigennemskueligt bureaukrati. Men vil man noget i Indien, bliver man nødt til at acceptere store kulturforskelle. Der er barrierer som indviklede skatteregler og dårlig infrastruktur, men de forhindringer kan overvindes, hvis man er godt forberedt.«

Indien har desuden den fordel i forhold til andre lande i den såkaldte BRIKS-gruppe - Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika - at de fleste indbyggere taler engelsk, og samtidig er lønningerne ikke steget så voldsomt som de kinesiske de seneste par år, påpeger Ejvind Vøgg.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Det kan vist fortsat ikke lade sig gøre at handle med Indien, uanset hvor meget vi selv måtte ønske det. Danmark har aldrig udleveret den person der stod bag våbenleverencer til oprørere, der bekæmper det eksisterende styre. Det Dansk/Indiske forhold er vist noget "tilfrosset" fortsat.

  • 0
  • 0

Efter al den snak om dumpning af projekter til Indien, kan jeg ikke rigtig se hvad ingeniør firmaerne har at hente derude, andet en billig arbejdskraft. En producent kan ligeså få billig fabrik op at stå, men det bliver ikke ingeniørerne der høster fordelen der heller.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten