Slut med at fumle med elektronik i sikkerhedskontrollen

Aalborg Lufthavn bruger en 6040 aTIX-røntgenmaskine fra Smiths Detection. Den er nu opgraderet, så passagerere ikke skal fjerne elektronik før gennemtrængning. Illustration: Smiths Detection

Du har sikkert oplevet at stå i en lang kø i lufthavnen, og pludselig skal du til at grave din bærbare computer eller tablet op af den sirligt pakkede håndbagage. Det behøver du ikke længere, når du skal med et fly fra Aalborg Lufthavn.

Lufthavnen har som den første lufthavn i Danmark valgt at implementere den såkaldte EU Security Standard C2 i de røntgenmaskiner der scanner håndbagage i sikkerhedskontrollen.

»Når vi scanner håndbagagen for sprængstof, har vores hidtidige røntgen-løsning ikke været godkendt til at gennemtrænge større elektronikprodukter, f.eks. bærbare computere og tablets. Nu er vi, som en af de første lufthavne i Europa, godkendt til C2-standarden, så vores passagerer behøver fremover ikke tage elektronik op, når de skal igennem sikkerhedskontrollen,« siger Søren Bjerg, sikkerhedschef i Aalborg Lufthavn, til Ingeniøren.

Læs også: Milliarder er på spil i verdens første autonome vaske- og afisningshal for fly

Røntgentmaskinerne giver en ekstra hånd til operatøren?

Det er den engelske sensorkoncern Smiths Detection, der har udviklet de røntgenmaskiner, der står i Aalborg Lufthavn, og som har fået løftet sikkerhedsgodkendelsen til det nye C2-niveau hos EU-myndigheden European Civil Aviation Conference (ECAC), der står for at godkende sikkerhedsprocedurerne i de europæiske lufthavne.

»Traditionelt har man altid sagt, at røntgenteknologien aldrig bliver bedre end de operatører, der betjener maskinerne, fordi sprængstof kan skjules godt, og det er svært at lave et simpelt referencepunkt til sprængstof. Nu kan røntgenmaskinerne hjælpe endnu mere,« siger Michael Lynenskjold, indehaver og direktør i Houlberg Instrumentering, der forhandler den 6040 aTIX-røntgenmaskine fra Smiths Detections, som Aalborg Lufthavn anvender.

Opgraderingen fra C1 til C2 har ikke betydet nyt hardware i sikkerhedskontrollen i form af nye røntgenmaskiner. Det er i stedet de detekteringsalgoritmer, der ligger i røntgenmaskinernes software, der har fået en opgradering.

»Vi har trænet softwaren til bedre at kunne detektere sprængstof, også selvom der dr større elektronikprodukter i håndbagagen,« siger Michael Lynenskjold.

Læs også: Kombineret MR-scanner og strålekanon bliver paradigmeskift for kræftbehandlingen

Væsker kræver nyt udstyr

Mens mange passagerer synes, det er besværligt at skulle tage sin computer ud af håndbagagen og scanne den separat, så synes de fleste, at det er endnu mere irriterende at skulle pakke væsker separat i små plasticposer. Men udsigterne til at lade væskerne blive i håndbagagen har lidt længere udsigter. Det kræver, at lufthavnene opjusterer til C3-standarden.

»Næste skridt bliver at opgradere til C3-standarden, som betyder, at man slet ikke skal have noget op af håndbagagen, heller ikke væsker. Men som det ser ud lige nu, så kan vores nuværende røntgenhardware ikke opgraderes til C3,« siger Søren Bjerg,

Faktisk skal lufthavne helt ændre metoden til at screene håndbagage for at løfte sig op på C3-niveau.

»Hvis man vil opgradere til C3-standarden, skal man ud og investere i CT-scannere, som vi kender fra hospitaler. Det kræver helt ny hardware, hvis alt skal kunne blive i håndbagagen,« siger Michael Lynenskjold.

Læs også: CT-scanning sikrer hurtigere indkøring af 3D-printede metalemner

København kigger på CT-scannere

Aalborg Lufthavn er med over 1,5 millioner passagerer om året landets tredjestørste lufthavn og er ejet af de seks kommuner Aalborg, Jammerbugt, Rebild, Brønderslev, Frederikshavn og Vesthimmerland.

Det er markant mindre end i landets største lufthavn, Københavns Lufthavn Kastrup, der årligt har 29 millioner passagerer.

I Københavns Lufthavn er meldingen, at man helt springer C2-standarden over og går direkte til C3-standarden, som betyder, at passagerer kan lade både elektronik og væsker blive i tasken.

»Ligesom de andre store europæiske lufthavne vil vi springe C2-standarden over og gå direkte til C3. Det kræver, at vi investerer i helt nyt udstyr til sikkerhedskontrollen i form af nye CT-scannere,« siger Johnnie Müller, sikkerhedschef i Københavns Lufthavn.

Det betyder, at passagererne i landets mest travle lufthavn også må bevæbne sig med tålmodighed og fortsat skal hive computeren op af tasken, når de skal igennem sikkerhedskontrollen de kommende år.

»Vi starter en test af to forskellige CT-scannere til januar, og senest til maj 2021 er vi klar til at håndtere C3-standarden, så passagererne kan få en bedre og hurtigere oplevelse, uden at sikkerheden bliver dårligere,« siger Johnnie Müller.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Jeg tror jeg taler på alle rejsendes vejne, når jeg siger tak for det.

Kom til at tænke på om scannerne kan huske de forrige scans? Og genkende objekter? Der er jo kun et endeligt antal apparater folk kan lægge i en taske, så hvis f.eks en ipad ser lidt anderledes ud end den sidste milliard iPads der verden over er kørt gennem scannere, så siger den til.

  • 0
  • 0

Nu er det ikke fordi jeg rejser så meget, men der er 2 irriterende ting ved flyrejser, check-in og security check. Men jeg forstår så sådan set også godt at det er nødvendigt af hensyn til sikkerheden. Men ja, det er irriterende at skulle pakke sin spritnye pæne computer ud af taske og computerpose, som den netop er pakket ind i for at den ikke skal blive ridset, for at lade den køre igennem scanneren. Men udover et vist irritationsmoment, som man jo til en vis grad kan undgå ved at forberede sig et godt stykke vej før security check, sådan at man har alt klart - så tænker jeg også at det er hurtigere, hvis man ikke skal have en del af sin håndbagage op, af taske osv.

  • 0
  • 0

som man jo til en vis grad kan undgå ved at forberede sig et godt stykke vej før security check

Laptoppen er det mindste problem - når man vælger en håndbagage hvor den er nem at tage ud (kan anbefale Peli backpack - så er laptoppen også beskyttet mod andres passagerers nogen gange voldsomme forsøg på at få plads til deres store trolleyer)

Det er værre med den "vilkårlige" tolkning af hvad der ellers skal ud af håndbagagen udover væsker (som jeg helt undgår)

Det er lidt det samme som at man i nogle lufthavne skal af med sko og bælte (også selvom man har valgt et uden metal spænde) og at en trøje kan tolkes som overtøj der ligeledes skal af. (Jeg var ude for at jeg blev bedt om at tage min trøje af hvor passageren bag mig der bar en tilsvarende kunne beholde den på - han sagde blot at han ikke havde noget under)

I min håndbagage har jeg typisk en håndfuld USB stick, hovedtelefoner, GPS, kamera og diverse ladere og kabler. I nogle lufthavne skal alt elektronik og kabler ud separat mens de i andre kan blive i. Så når stortset hele min håndbagage nogen gange skal fordeles ud i et ikke overlappende lag så er der ikke meget man kan forberede sig på inden security .....

Men den bliver da ofte taget ud til manuelt gennemsyn. Sidst var det fordi nogle poser M&M's så spændende ud på billederne (Kan anbefale CoffeeNut varianten hvis i falder over den) men oftest er det bare pga mængden af små-elektronik/kabler

Nu er Aalborg's security også en af de absolut hurtigste at komme igennem i forvejen men de 30s jeg sparer på ikke at skulle have laptoppen ud i en seperat bakke er da velkomment

  • 1
  • 0

Når jeg rejser med min søn har vi en 1 liter stål termobeholder med poser med kølevæske og medicin i kanyler. Den bliver altid i tasken, og er aldrig blevet stoppet. Den eneste gang den er blevet undersøgt, var en gang da jeg selv fortalte om den i Paris Orly.

Jeg ville ellers forvente at stålkanden ville lyse op. Ligeledes med væske poserne. Og kanylerne kunne da være farlige våben. Men nej - ingen kontrol.

Jeg undres hvergang.

  • 3
  • 0

Når nu der i princippet er tale om en softwareopdatering, hvorfor så ikke tage C2 opdateringen med nu. C3 scannere lyder som en dyr investering, der ikke kommer indenfor kort tid.

  • 3
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten