Slidte sporskifter skal overvåges elektronisk

Er der fejl i et af de slidte 49 sporskifter på de københavnske banestrækninger, breder forsinkelserne sig som ringe i vandet til irritation for togrejsende i store dele af landet.

Efter i en periode at have passet sporskifterne med ekstra smøring tager Banedanmark til næste år et automatisk overvågningssystem i brug.

Systemet kan blandt andet måle strømforbruget, når elmotorerne driver sporskiftet fra den ene position til den anden.

»Hvis vi både kan forebygge fejl og med større præcision finde ud af, hvad fejlene skyldes, kommer det i sidste ende passagerne til gode i form af færre forsinkelser,« forklarer Claus Clausen fra Banedanmarks afdeling for teknik og udvikling.

Ved at måle strømforbruget og på, hvor lang tid det tager sporskiftet at skifte fra en position til en anden og analysere på resultaterne, kan der reageres hurtigere over for fejl.

Resultaterne kan i mange tilfælde afsløre, hvilke fejl der er tale om. På den måde kan de teknikere, der skal ud og rette fejlen, bedre forberede sig, inden turen går ud i marken.

De 49 sporskifter i København er alle gamle og er med i planen om at forny det danske skinnenet, som Folketinget har sat fire milliarder kroner ekstra af til frem til 2014.

Opgaven med at finde en leverandør af overvågningssystemet er sendt i EU-udbud. Inden året er omme, regner Banedanmark med at have indkøbt et system, som kan tages i brug i 2008.

Emner : Jernbane