Slap test underminerer aftale: I 2025 må bilerne på papiret øge benzinforbruget
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Slap test underminerer aftale: I 2025 må bilerne på papiret øge benzinforbruget

Illustration: Mazda

C02-udledningen fra nyproducerede personbiler skal i 2025 være 15 procent lavere end niveauet i 2021. Og I 2030 skal forureningsniveauet være reduceret med 35 procent. Denne målsætning nåede Ministerrådet i EU til enighed om i sidste uge.

Men da der i samme periode skiftes mellem to målemetoder til at fastsætte bilernes CO2-udslip, kan bilfabrikanter i 2025 få lov til at sende biler på vejene, der på papiret udleder mere CO2, end EU tillader for 2021.

I øjeblikket lyder EU-kravene til bilproducenterne, at nyproducerede personbiler i 2021 skal udlede mindre end 95 gram CO2 pr. kilometer i gennemsnit. Den grænse bliver beregnet ud fra NEDC-modellen (New European Driving Cycle), der er kendt som en slap test udelukkende udført på et rullefelt i et laboratorium. Derfor ligger forbruget i virkelig kørsel på vejene som oftest milevidt fra NEDC-normen, som er ved at blive udfaset til fordel for WLTP (Worldwide Harmonised Light Vehicle Test Procedure).

Beregninger fra EU har vist, at bilernes udledning på papiret som tommelfingerregel stiger med omkring 21 procent, når man skifter fra NEDC til WLTP. En forureningsgrænse på 95 gram CO2 pr. kilometer for NEDC kan derfor betyde, at man i praksis får en tilladt grænse på omkring 115 gram CO2 pr. kilometer for WLTP i 2021.

På den måde kan Ministerrådets målsætning for 2025 betyde, at nyproducerede biler må udlede omkring 98 gram CO2 pr. kilometer. EU-ministrenes målsætning om at reducere udslippet med 35 procent i 2030 medfører i praksis altså sandsynligvis, at den gennemsnitlige, nye bil til den tid må udlede 75 gram/km.

Ny måde er bedre, men langt fra perfekt

Årsagen til skiftet i forureningsmodeller er blandt andet, at WLTP-testen er mere præcis end den gamle NEDC-test. Den nye test stiller krav om at bilfabrikanter tester deres biler i længere tid, tilbagelægger flere kilometer og kører mere varieret og realistisk i forhold til virkelighedens køreselsadfærd.

Jeppe Juul beskæftiger sig med energi, klima og transport hos miljøorganisationen Det Økologiske Råd og er er præsident for den europæiske miljøgruppe Transport & Environment. Han mener, at WLTP-metoden et vigtigt skridt i at få et overblik over bilernes reelle forureningsniveau, men metoden giver stadig mulighed for at fabrikanterne kan manipulere med tallene.

»Det vigtigste mål her er at få reduceret udledningen for bilerne ude i virkeligheden. WLTP i sig selv er ikke en måde at sikre dette fuldstændigt, fordi der stadigvæk er mulighed for at manipulere resultater med omkring 20-30 procent. Det er selvfølgelig et fald i forhold de 45 procent for NEDC,« siger han.

Et konkret tal havde været bedre

Det var i første omgang Europakommissionen, der slog til lyd for at droppe et krav til bilernes udslip målt som gram CO2 per km i 2025 og 2030. Kommissionen foretrak en procent af udslippet i 2021.

Kommissionen argumenterede i den forbindelse for, at en mål i procent var bedst på grund af det igangværende skift i målemetoder, og at det desuden ville være svært at forudsige, hvordan bilernes emissionerne ser ud i 2021, som er udgangspunktet for reduktionerne.

Bilfabrikanterne skal i løbet af de næste år levere data for bilernes præstation i den nye obligatoriske WLTP-test, og disse data skal danne grundlag for den maksimalt tilladte WLTP-forureningsgrænse for personbiler i 2021.

Læs også: Bilfabrikkerne igen fanget i at fifle med test: Nu blæser de forbruget op

Men som Ingeniøren tidligere har skrevet, må bilfabrikanterne lovligt indrapportere en højere CO2-udledning end den målte. De forsøger nu at puste udslippet op inden 2021 for på den måde at udvande de krav, som Ministerrådet lige har vedtaget.

»Det er en rigtig dårlig ide at basere reduktionen på fremtidige værdier, som man endnu ikke kender til,« siger Jeppe Juul, og tilføjer, at fremgangsmåden giver bilproducenterne et incitament til at øge udslippene med WLTP-metoden nu.

EU-kommissionen har afsløret fabrikanterne i at puste testresultaterne op, så det rapporterede forureningsniveau for nogle biler har været 13 procent højere, end det faktisk var under testen.

»Det er deprimerende, når bilbranchen bevidst gjort deres biler dårligere i WLTP-tests, for at få et markant dårligere udgangspunkt at måle på i 2021,« siger Jeppe Juul.

Emner : Biler
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Bilfabrikkerne viser med deres adfærd at forskning i forbrændingsmotorer er tabte penge

De kan ikke nedbringe forureningen!

Men de taber også penge hvis deres investering i den nuværende motorteknologi ikke bliver forrentet

Derfor lurerpasser de på hinanden

Derfor skal de have et politisk skub til at stoppe salget af diesel og benzinbiler

  • 7
  • 2
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten