LEDER Slap kemilov er gift for vores børn

Det skortede ikke på store ord, da EU for 16 år siden vedtog kemikalieloven Reach, der fremover ville kræve test af kemikalier for skadelighed, inden de blev anvendt i legetøj, møbler, madvarer mv. Dan Jørgensen (S), der dengang var europaparlamentariker, kaldte vedtagelsen »den største dag i mit politiske liv« og »intet mindre end en revolution«.

Reach, der stadig er en af verdens skrappeste kemikaliereguleringer, skal revideres. Ét er, at denne proces er udskudt til slutningen af i år, hvilket de facto forsinker processen yderligere flere år, fordi der også skal vælges ny EU-kommission og nyt EU-parlament. Mere substantielt har Reach ikke leveret den beskyttelse af borgerne, som både politikerne og embedsværket i deres højstemte udtalelser lovede borgerne.

Miljøministeriet oplyste til Folketinget i 2007, at med Reach blev bevisbyrden vendt, således at industrien fremover skulle bevise, at »deres produktion og anvendelse af alle kemikalier er forsvarlig, før de kan bruges«. Og at produkter med kemikalier »kan anvendes sikkert uden risiko for mennesker og miljø«. Desuden skulle særlig problematiske stoffer godkendes – og kemikalieanvendelse generelt baseres på et forsigtighedsprincip.

Det er oplagt, at kemikalier spiller en vigtig rolle både for vores velfærd og den grønne omstilling, idet de indgår i bl.a. bilbatterier, vindmøller, enzymer til fødevarer og røgrensning. Uden kemikalier ville vi være meget fattigere og f.eks. ikke have mulighed for at gennemføre den grønne omstilling. Men når børn i institutioner udsættes for skadelige kemikalier fra ftalater og flammehæmmere i luften. Og når både vores farvande og kyster er forurenet med PFAS med et så højt niveau, at fisk og andre organismer kan skades – og vil ende med også at skade mennesker – så er der noget åbenlyst galt. Det er en politisk fiasko af de helt store i nyere tid, at vi tillader fabrikker også i Europa den dag i dag at pumpe bl.a. PFAS-kemikalier ud i miljøet, som ikke nedbrydes og som skader os.

Der er gode intentioner i Reach, men forordningen fungerer ikke i praksis. Ifølge EU-Kommissionen, som for nylig har evalueret Reach, er der mangler i sikkerhedsdata i ca. 93 procent af de dokumenter, som virksomhederne sender ind om kemikalierne. Og alt for ofte blive data ikke opdateret, når nye stoffer tages i brug. Desuden er data indsendt til Det Europæiske Kemiagentur fortrolige, hvilket efterlader investorer og industrikunder i uvidenhed om eventuelle sundhedsrisici.

Der skal grundlæggende forandringer til. Kun 230 stoffer optræder på EU’s såkaldte SVHC-liste over særligt problematiske stoffer. En faglig vurdering fra ngo’en ChemSec med bidrag fra forskere, lyder ellers, at mindst 900 stoffer burde være på listen. Forskere peger desuden på, at alle stoffer med meget lav biologisk nedbrydelighed – med evigheds­kemikalierne PFAS som skræmmeeksempel – som udgangspunkt bør på listen. En bedre løsning ville være et totalforbud mod menneskeskabte kemikalier, der aldrig vil forsvinde fra vores klode igen, fordi de er persistente.

Det er forrykt, at fostre i samfund allerede gennem navlestrengen indpodes ikkenedbrydelige kemikalier til potentielt stor skade

Ud over for få stoffer på SVHC-listen er kravene til anvendelse af dem for svage. Sælger en virksomhed en vare med et stof på listen, f.eks. i et håndtag på en cykel eller en overflade på en sko, skal både kunder og myndigheder informeres. Det batter bare ikke, når forbrugere uden forudsætninger selv aktivt skal søge viden om indhold af kemi i det, de køber. Hvis der i EU er 2.000 særlig problematiske stoffer, skal de identificeres – og virksomhederne tvinges til at arbejde for udfasning med kort deadline.

En del kemikoncerner har set skriften på væggen og arbejder aktivt for at udfase de mest skadelige produkter. Men reguleringen går for langsomt. Som Ingeniøren tidligere har fortalt, var kemikaliegiganten 3M allerede i begyndelsen af 1960’erne klar over, at den PFAS, de brugte, var giftig og kunne påvirke lever, nyre og milt, og i 1970’erne vidste de også, at den kan akkumuleres i vores blod. Alligevel blev stoffet PFOS først forbudt i 2008-2011 og PFOA i 2019 – og andre stoffer i PFAS-kategorien er stadig tilladte, selv om vi slås med store sundhedsskadelige PFAS-forureninger.

Krav til industrien om at tage sundhed og miljø mere alvorligt skal selvfølgelig først og fremmest komme fra politikerne. Men heldigvis har investorerne også fået kig på, om deres pengeanbringelser er for risikable i virksomheder, som ikke tager sikkerheden alvorligt nok. Retssager i USA har ført til store bøder til kemikoncerner, herunder 4 mia. dollar til DuPont og to datterselskaber for deres historiske brug af PFAS i teflon mv.

Herhjemme har regeringerne i Danmark, Tyskland, Nederlandene, Norge og Sverige for få dage siden udlagt det som en stor politisk bedrift, at man har sendt et udkast til et EU-forbud mod samtlige PFAS; stoffer som Miljøministeriet selv kalder for ‘skadelige’. Allerede her knækker filmen. Hvis kemiske stoffer er skadelige, burde de aldrig have være tilladt eller i brug. Hvis ellers hele den overordnede idé med Reach blev fulgt.

Politikerne bør skele til beskyttelsen af persondata, når de revurderer kemikaliereguleringen. Først da der kom risiko for store bøder for at ignorere basal beskyttelse af privatlivets fred, begyndte virksomhederne at tage det alvorligt. Det er forrykt, at fostre i samfund som vores allerede gennem navlestrengen indpodes ikkenedbrydelige kemikalier til potentiel stor skade for deres fremtidige intellekt, reproduktion og sundhed. Når ikke virksomhederne tager det alvorligt af sig selv, må vi have en regulering, der får dem til det. hm