Slag mod Femernbro: EU trækker 900 mio. kr i støtte
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Slag mod Femernbro: EU trækker 900 mio. kr i støtte

Danmark står til at miste 900 millioner kroner af den støtte på 2,5 milliarder kroner, som EU har lovet at udbetale til den faste forbindelse over Femern Bælt inden 2013.

Støtten risikerer at forsvinde, samtidig med at Femernforbindelsens regning til rådgiverne er steget med 50 procent til 2,1 milliarder kroner.

Ifølge et aktstykke, som Transportministeriet har sendt til Folketingets finansudvalg, skyldes den rundbarberede EU-støtte først og fremmest, at EU har afvist Danmarks grundlag for at beregne de støtteberettigede udgifter til den faste forbindelse.

Danmark havde, da ansøgningen om støtte blev sendt i 2007, forventet, at forudbetalinger til entreprenørerne kunne regnes med i det støtteberettigede beløb. Men EU vil kun støtte regninger til arbejde, som rent faktisk er udført inden 2013, hvor tilsagnet udløber. Dermed falder de støtteberettigede udgifter ifølge aktstykket fra knap 9,5 til knap 4,3 milliarder kroner - vel at mærke inklusive den seneste ekstraregning på 671 millioner kroner til rådgiverne.

Faldet skyldes også, at projektet er forsinket i forhold til den plan, Danmark søgte om støtte til i 2007.

Det statslige selskab Femern Bælt A/S, som står for planlægningen af den faste forbindelse, forsøger nu at overtale EU-Kommissionen til, at de 900 millioner kroner kan udbetales i 2014 og 2015, hvor resten af arbejdet finder sted.

»Vi er i dialog med kommissionen, og vi har en formodning og en forventning om, at støtten vil blive flyttet,« siger administrerende direktør Leo Larsen, Femern Bælt A/S.

Han afviser dog at sætte odds på, hvor gode chancerne er for, at det lykkes at overtale kommissionen.

Efter 2013 træder en ny budgetperiode i EU i kraft. Danmark vil under alle omstændigheder søge om støtte til resten af arbejdet med den faste forbindelse, som skal stå færdig i 2018. En mulighed er at lægge de 900 millioner kroner, som Danmark ikke kan få udbetalt inden 2013, oven i ansøgningen om støtte til den nye periode.

»Men det afhænger af, hvad kommissionen råder os til,« siger Leo Larsen.

Tilskuddet fra EU skyldes, at kommissionen ønsker at støtte jernbaneprojekter, der binder Europa sammen.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Dette projekt havde ikke folkets/borgernes opbakning, og det skulle ikke undre mig om
Tyskerne får lov at slippe for at bruge penge
på denne bro, og i sidste ende, så bliver denne
unødvendige Frådsebro nok Dobbelt så dyr, så
Regeringen og de fine i toppen trækker stadig ting
ned over hovedet på den almindelige Borger uden at
projekter har været oppe til debat i det offentlige rum.
Ps.. Hvad om Danmark gjorde noget mere for at
fortælle EU Unionen om hvad vi kunne tænke
os, og gik imod EU s reducering af tilsagnet,
vi er vel ikke bare en flok pattemåse der akal
rende i rumpen på EU for enhver pris.

Venlig Hilsen
Gerhardt Frank
www.broadcasting-service.com

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten