Skybrud skyller Norges veje og skinner væk

Nordmændene kan i fremtiden få svært ved at komme frem og tilbage i deres langstrakte land. Klimaændringer får fatale konsekvenser for en ustabil norsk infrastruktur, der allerede lider under manglende vedligeholdelse.

Det viser en omfattende delkonklusion i et stort norsk forskningsprojekt, som Statens Vegvesen, Kystverket, Jernbaneverket, og Avinor, der styrer al lufttrafik i Norge, har gennemført.

Skal man tro de fire statslige institutioner, er den norske infrastruktur ikke i nærheden af at kunne tåle mosten, når klimaforandringer blæser op til kraftigere storme med mere regn.

Danmark mangler de norske bjerge til at samle vandet, men derfor kan det godt gå galt under skybrud alligevel. Her er det den bortskyllede jernbanedæmning i Sønderjylland. [foto: Banedanmark Illustration: Banedanmark

]

Bjerge er en del af forklaringen

»Der er ikke blevet taget hensyn til klimaændringer i norsk byggeri,« siger Jan Otto Larsen fra Statens Vegvesen til Teknisk Ukeblad.

Han understreger, at alle norske transportsektorer må arbejde klimaændringerne ind i deres planer for nyt byggeri.

Michael Quist, der er miljøkoordinator ved Vejdirektoratet i Danmark, fortæller, at man ikke umiddelbart kan sammenligne norske og danske tilstande.

»Nordmændenes største problem er jordskred og ustabilitet i deres anlæg. Deres udfordring er bjergene, der får vandet til at løbe hurtigt til og fra et område og på den måde med stor kraft skyller for eksempel jord væk under en vej,« forklarer han.

I Danmark er problemet snarere, at vandet bliver liggende for længe på samme sted, for eksempel som oversvømmelser på vejene.

Oversvømmede danske veje

Mens den norske rapport taler om veje, der bliver skyllet væk, broer, der styrtet sammen, og tog, der ikke kan køre, ser det ikke så slemt ud i Danmark, mener Michael Quist.

Vejdirektoratet har dog haft problemer med den øgede nedbør.

»Det, vi har set for nylig, er skred på vores motorsvejsdæmninger. Normalt vil dæmningerne kunne holde, men på grund af de seneste store regnskyl kunne de ikke alligevel,« fortæller Michael Quist.

Han mener, at klimaændringer derfor allerede har en betydning i Danmark.

»Vi har set tendensen til noget, vi ikke før har set. Det er ikke fordi entreprenørerne er blevet dårligere til at bygge. Der kommer bare mere vand,« fortæller han.

Myndighedernes største udfordring bliver, hvordan de skal håndtere store vandmasser på vejbanerne.

»Vi skal sørge for at have beredskabet i orden, så vi ved, hvordan vi får standset trafikken, når det regner meget,« siger Michael Quist.

Dokumentation

Artikel fra Teknisk Ukeblad