Skulle rives ned om få dage: Danmarks største rundtømmerbro styrtet sammen

Illustration: Morten Dueholm/RitzauScanpix

»Kritisk, med fare for sammenstyrtning.«

Sådan lød rådgivervurderingen i december 2018 af en træbro over Gudenåen, der var blevet bygget blot syv år tidligere. Broen krydsede åen lidt uden for Bjerringbro i Viborg Kommune.

Forventningen – og kravet i kommunens udbud – var, at broen skulle holde i 20 år. Men allerede efter få år viste der sig så omfattende rådskader, at kommunen sidste år valgte at forbyde passage over såvel som under broen.

Læs også: Derfor skal Danmarks største rundtømmerbro rives ned efter kun otte år

I foråret vurderede en syns- og skønsmand så broen i forbindelse med de erstatningskrav, som kommunen har rejst mod firmaet Wood-Ways, der byggede broen.

Rapporten konkluderede, at de trætyper, der var brugt – ubehandlet douglasgran til den bærende konstruktion og cupiuba til brodæk og rækværk – var uegnede til at stå ubeskyttede. Men rapporten fik kommunen til at åbne for sejlende trafik under broen.

Heldigvis var der ingen under broen i den forløbne weekend

For rådgiverne fik ret i deres vurdering. Broen knækkede sammen og styrtede i åen. Det skriver Viborg Stifts Folkeblad.

Dermed kom naturen kommunen i forkøbet. I november fortalte Rolf Christiansen fra Viborg Kommunes afdeling for Natur og Vand nemlig, at kommunen sigtede efter at fjerne broen inden jul.

»Vi har søgt om tilladelse til at etablere fast bund ved broen, for ellers kan vi ikke køre den kran derud, som skal løfte broen ned. Vi håber at få tilladelsen meget snart, og jeg regner stærkt med, at broen kan være væk inden jul,« fortalte han dengang til Ingeniøren.

Og da broen styrtede ned i weekenden, var kommunen ellers på nippet til at løfte den væk.

»Vi havde allerede etableret fast bund på nordsiden af broen, så kranen havde noget at køre på. Der var udlagt paksten, stabilgrus og køreplader, og planen var at løfte broen væk, når vejret tillod det,« fortæller Rolf Christiansen mandag morgen.

Selv om kollapset sendte den plan i vandet, er det ifølge Rolf Christiansen på en måde en fordel.

»Selv om det er ærgerligt, at den styrtede sammen, så ville det have været værre, hvis den var knækket under løftet. Det kunne have været slemt, hvis kranen pludselig mistede sin belastning.«

Senere i dag vil kommunen forsøge at trække delene op på nordsiden af åen med gravemaskiner.

Illustration: Viborg Kommune
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

"Forventningen – og kravet i kommunens udbud – var, at broen skulle holde i 20 år."

Spild af energi at bygge en bro som kun kan holde i 20 år. Ja, træ er mere miljøvenligt end beton, men hvis valget er mellem er betonbro som kan holde 120 år og en træbro som kan holde i 20 år, så er en betonbro jo mere miljøvenlig.

At den så kun holdt i 8 år, gør jo kun sagen værre.

  • 23
  • 4

Og hvad er der i vejen med ganske almindelig trykimpregnering? Det er en menneskealder siden de giftige og miljøskadelige stoffer forsvandt fra impregneringen, så det kan vel ikke være årsagen? Hvis rundtømmeret havde været behandlet i henhold til NTR klasse A efter tilskæring burde det kunne holde i 25 år eller mere.

  • 21
  • 2

Vi lever i en tid, hvor traditioner og ikke mindst årtusinders erfaringer og håndeværk er hældt ud med badevandet:-( Mindre CO2-aftryk??? Hvad med al den diesel der nu skal bruges til at fjerne skidtet, samt de mange mandtimer... det er også CO2 aftryk. Jeg håber kommunen får en passende erstatning. Set i bakspejlet, burde man måske have ladet det lokale spejderkorps udføre opgaven som et hyggeprojekt over sommeren 2011:-)

  • 19
  • 1

Hvis man ser på mastekranen på Holmen så er svaret vist noget med overdækning. Det essentielle er at trækonstruktionen skal beskyttes mod vind og vejr.

Overdækning er fint. Men det essentielle er som ved alle andre konstruktioner. At der er en vedligeholdelses plan der står mål med konstruktionen.

Selv denne uoverdækkede, ubehandlede konstruktion med masser af fordybninger hvor vandet kan stå i flere måneder, kan med en korrekt vedligeholdelses plan holde rigtigt mange år. Mandskabstungt, men muligt.

At denne bro med alle de steder hvor vandet kan samle sig i lommer, kunne klare sig 7 år uden nævneværdigt vedligehold synes jeg egentligt er i den hæderlige ende af skalaen.

  • 4
  • 0

Træbroer i Danmark med 800 mm regn om året har ingen fremtid medmindre de udføres med fuld tagoverdækning med regnsvandsopsamling- og bortledning ligesom i USA. Der er jo en grund til at alle gamle broer er udført i stenmaterialer.

  • 2
  • 2

Der er jo en grund til at alle gamle broer er udført i stenmaterialer.

Alle stadigt eksisterende broer. Der har altså været mange træbroer gennem tiden. Harald byggede mindst en - levetid kender jeg ikke. Den Harald som ... En voldsomt imponerende bro forresten. Der var også en træbro ved Randers, som gik over i historien, da Svend Trøst saboterede den. Der har også været en del træbroer til Als.

  • 2
  • 0

Haralds bro var bygget i egetræ, den havde heller ikke et frit spænd på 35 m, det er der heller ikke mange gamle stenbroer der har.

Hvores lokale marina er bygget fra 1973-79, med pæle af tropisk træ, og overbygning af trykimræneret træ. Selve brodækket er efterhånden udskiftet, enkelte langsgående bjælker er skiftet, men pælene står endnu. Derimod er mange af de trykimprænerede fortøjningspæle udskiftet.

Skal man bygge en holdbar bro til det sted, skal man nok vælge galvaninseret stål. Det kan holde ~100 år, og så kan den bygges så let, at den om nødvendigt kan tages ned og flyttes. Man kan også være så heldige at forsvaret eller beredskabet har en Baileybro i overskud, det er da et historisk design.

  • 6
  • 0

Overdækning af træ er helt klart den bedste træbeskyttelse, konstruktive forhold der kan beskytte træet skal altid tænkes ind når der bruges træ i Danmark. Det kan dog også lade sig gøre uden. I Vissenbjerg har vi over Middelfartvej en træbro fra 2004 bygget i Azobe, den forventes at have en levetid på 70 år. https://kajbech.dk/2016/01/15/sti-og-stibr... https://fyens.dk/artikel/vissenbjerg-forbi...

  • 1
  • 0

Azobe er klart bedre end det meste, men: Forventet levetid siger intet og faktisk levetid. Alt træ fortæres af naturen når det mere eller mindre står konstant fugtigt, og det gør alt træ i DK der ikke er overdækket med tegl eller vedligeholdt tjærepap. Træ kan kun tåle fugt på en ren og glat yderside hvor de rikke trænger ind og tørrer op ind imellem. Også azobe.

  • 1
  • 0

På træ.dk sættes det til 10-25 år for kernetræet. Splintvedet betegnes som ikke-holdbar. Douglasgran har længere holdbarhed for kernetræet. Resten er ligeledes ikke holdbar. Broen kunne ligesågodt have været bygget af billigere danske træsorter og holde længere med behandling.

  • 1
  • 1
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten