Skrot advarsler via brev: Værktøj sender sms om drikkevandsforurening

2. juni 2010 kl. 14:568
Skrot advarsler via brev: Værktøj sender sms om drikkevandsforurening
Illustration: Henrik Olsen.
Dansk værktøj gør det muligt for kommuner at sende advarsler om eksempelvis forurening af drikkevandet til beboere i bestemte områder via sms. I dag er en advarsel en dag undervejs - med brev.
Artiklen er ældre end 30 dage

Når et bestemt geografisk område som Køge By bliver ramt af en drikkevandsforurening, har kommunen eller vandværket brug for at komme i kontakt med de berørte borgere så hurtigt som muligt - så hvorfor ikke sende en sms?

Firmaet Blue Idea har udviklet et system, hvor for eksempel en kommune kan gå ind på hjemmesiden www.beredskabsalarm.dk og logge sig ind, definere et geografisk område, skrive en besked og trykke på en knap, der udløser en sms til samtlige borgere.

Blue Ideas system bygger på de data, som også Krak og De Gule Sider kan købe hos teleselskaberne, og som dækker 6,9 millioner danske mobilnumre. Det svarer til, at systemet kan få fat i 70-75 procent af alle danskere.

Det vil sige, at cirka 15.000 Køge-borgere kunne have fået besked om kogepåbud på under et kvarter i stedet for at få et brev med posten næste dag i forbindelse med de campylobakter-tilfælde byen har oplevet de seneste to uger.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Beredskabsalarm, som systemet hedder, får dagligt opdateret data fra teleselskaberne, så sms'en ryger det rigtige sted hen.

»Det er ikke raketvidenskab at levere en sms, men hvis borgerne selv skal tilmelde sig eller opdatere oplysninger, når de flytter eller skifter arbejde, får de ikke gjort det,« siger direktør i Silkeborg-firmaet Blue Idea Flemming Bøgely.

Fang tyven med sms

Når der opstår en beredskabssituation som for eksempel storm, fugleinfluenza, olieforurening, færdselsuheld eller drikkevandsforurening kan kommunen som abonnent på systemet gå ind og vælge de husstande efter vejnavn, der skal have en besked.

Hvis telefonen er slukket, melder systemet tilbage til Blue Idea om, at sms'en ikke er leveret.

Artiklen fortsætter efter annoncen

»Det har været vigtigt for os med rapporteringsdelen, så vi dels kan hjælpe vandværket eller kommunen med at fortælle offentligheden, at der er blevet sendt en sms og samtidigt fortælle, hvem kommunen ikke har fået fat i, så de kan sende et brev i stedet,« siger Flemming Bøgely.

Et vandværk betaler cirka 500-2.000 kroner om måneden i abonnement for systemet alt efter hvilken pakke, vandværket vælger, og hvor mange brugere der skal have adgang til systemet.

Systemet blev færdigtestet i februar i år, og indtil videre har Svendborg Vand og en række mindre forsyninger tegnet abonnement. Men Flemming Bøgely ser også for sig, at alarmberedskab.dk vil være oplagt at bruge som supplement til de gammeldags advarselssirener eller for politikredse, som måske vil have hjælp af borgerne i forbindelse med indbrud eller lignende.

8 kommentarer.  Hop til debatten
Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger
8
3. juni 2010 kl. 10:28

Der findes mennesker derude der ingen mobiltelefon har,godt nok ikke mange,men de findes

Det gør vel ikke ideen dårlig. Der findes garanteret flere mennesker der slet ikke kan høre sirenerne og/eller ikke hører lokalradio end folk uden tændte mobiltelefoner!

7
3. juni 2010 kl. 08:32

"

[quote]Der findes mennesker derude der ingen mobiltelefon har,godt nok ikke mange,men de findes

Hvorfor er det en dårlig idé at varsle flertallet via SMS frem for at lade laveste fællesnævner sætte standarden?

Hvis man kan ramme f.eks. 97% af befolkningen i det berørte område via SMS ser jeg ingen grund til at lade være, blot fordi 3% ikke kan modtage den.

Hvis der stadigvæk udsendes et fysisk brev får alle jo besked alligevel.[/quote]"

MIN BESKED

Hvis 3 % ikke har mobil telefon er der 97 % der har og jeg vil da mene at der er stor sandsynlilghed for at de 3 % bor i en familie eller har anden kontakt med de 97 % der har og de så høre det ad den vej.

6
3. juni 2010 kl. 07:34

Der findes mennesker derude der ingen mobiltelefon har,godt nok ikke mange,men de findes

Hvorfor er det en dårlig idé at varsle flertallet via SMS frem for at lade laveste fællesnævner sætte standarden?

Hvis man kan ramme f.eks. 97% af befolkningen i det berørte område via SMS ser jeg ingen grund til at lade være, blot fordi 3% ikke kan modtage den.

Hvis der stadigvæk udsendes et fysisk brev får alle jo besked alligevel.

5
3. juni 2010 kl. 07:00

Der findes mennesker derude der ingen mobiltelefon har,godt nok ikke mange,men de findes

4
2. juni 2010 kl. 22:24

Der er ingen tvivl om at sund kritisk holdning er sund - men måske også vigtigt at følge op på den artikel som der bliver henvist til. Samme dag udsendte Datatilsynet en presse meddelelse for at koorigere det indtryk som flere medier havde fået . og skrev bl.a.


I flere medier er det i dag skrevet, at Datatilsynet har sagt, at man ikke må bruge sms til forskellige former for beskeder til borgerne.

I virkeligheden er Datatilsynet i dialog med både kommunerne og andre myndigheder. Vi har sagt til dem, at vi gerne vil kigge på forslag fra dem, så der kan findes et fornuftigt snit.


At en SMS er lovling, er der ingen tvivl om. En uopfordret henvendelse til den private husstand er omfattet af markedsføringsloven- der i denne henseende både er gældende for private virksomheder og offentlige myndigheder. Herifremgår der at det ikke er tilladt at henvende sig med AFSÆTNING som formål. Dvs salg eller markedsføring. Der er ingen tvivl om at hvis et vandværk begynder at markedsføre produkter eller tjenesteydelser af denne vej, vil det være en overtrædelses af lovgivningen - men da produktet alene anvendelse til information om drift forstyrrelser (planlagte eller ikke planlagte) er der ikke tale om markedsføring eller salg for øje.

Beredskabs produktet kan faktisk godt ramme folk som ejer et sommerhus. Der findes data som kan tilgåes i OIS registret som fortælle hvem ejeren af et sommerhus er, og dermed kan ejerens privat adresse benyttes som modtager af sms beskeden.

3
2. juni 2010 kl. 22:02

Jeg synes at det er en rigtig god ide som Blue Idea her har udviklet, og borgerne skal nok blive glade for at modtage en besked hvis vandet er forurenet.

Jeg kan dog ikke lade være med at tænke på artiklen fra Version2 (https://www.version2.dk/artikel/14929-datatilsynet-spaender-ben-for-millionprojekt-kommuner-maa-ikke-sende-huskesedler-paa-sms) og hvilken debat det har skabt.

Det forekommer mig, at teknologien tilbyder os nogle nye muligheder, der kan gøre vores hverdag nemmere og mere sikker, men at vi lider af registerforskrækkelse, fobi for overvågningssamfundet og angst for SPAM. Jeg mener ikke at der er noget galt i at forholde sig kritisk til tingene (som jeg gør nedenfor), men det kan være svært at finde de klare grænser for hvornår fx uopfordrede SMS er SPAM og hvornår det har en samfundsnyttig interesse.

I forhold til NemSMS, hvor borgeren aktivt tilmelder sig, så baserer alarmberedskab sig jo på massiv broadcast til ufrivillige modtager. Det svarer vel egentlig til at DR havde mulighed for at tænde borgernes radioer når der sendes beredskabsmeldinger. Uanset hvor praktisk dette måtte være, så vil jeg hellere have Datatilsynets ord for at løsningen er lovlig, end at jeg vil tro en salgstekst på Blue Ideas hjemmeside, hvor det fremgår at uopfordret afsendelse af SMS'er er lovligt sålænge der ikke er en kommerciel interesse. (https://www.blueidea.dk/images/sms%20beredskab.pdf)

Nu er situationen jo den, at forsyningsselskaberne landet over er ved at blive selskabsgjort (og for vand og spildevand skulle dette være sket pr 1/1 2010). Det betyder bl.a. at forsyningsselskaberne bliver selvstændige juridiske enheder, der alene skal varetage driften og dermed ikke længere fungerer som nogen offentlig myndighed. (Det betyder vel implict at de har en eller anden form for kommerciel interesse?)

Det betyder dog ikke at afsendelse af SMS'er er udelukket, sålænge forsyningsselskabet blot kontakter kommunen, der i rolle af myndighed kan sende SMS'erne afsted.

En anden mulighed er, at benytte NemSMS, så sikres det at SMS kun sendes til de borgere der frivilligt har valgt at modtage beredskabs-SMS'er. Til dette kan data fra Krak og lign. dog ikke bruges, idet NemSMS baserer sig på CPR. Da kommunerne jo har adgang til CPR og og med lidt snilde kan kæde det sammen med GIS data, så er det bestemt muligt at lave en tilsvarende løsning det den vej igennem. Det vil iøvrigt betyde, at man vil kunne sende SMS til ejere af sommerhuse.

2
2. juni 2010 kl. 21:30

Hej Mikael + andre. Det som skal forhindre kommuner og organisationer i at sende beskeder af forskellige kommercielle karakter er lovgivningen. Kommunerne kan anvende dette til information omkring eksempelvis en beredskabs situation - som det bl.a. var gældende igår i Køge, således at borgerne forhindres at blive syge. Heldigvis skal man betale for afsendelse af en sms, og dette gør at "spam" på SMS ikke vil blive et problem i stil med det vi oplever på e-mail, da det har en konsekvens - nemlig at der skal betales for udsendelsen. At skjule sit nummer er naturligvis altid en mulighed, men omvendt hvis det kan hjælpe til at du ikke blive syg af at drikke forurenet drikkevand, er det vel ikke det værd :-)

1
2. juni 2010 kl. 18:12

hvad skal så forhindre at en organisation eller en kommune benytter systemet til at sende ligegyldige beskeder til personer der ikke ønsker det? skal man virkelig have skjult nummer for det?