Nye mekanismer i EU's klimapolitik betyder, at Danmark får let ved at opfylde sit EU-mål på 39 procents CO2-reduktion i 2030 inden for de sektorer, der ikke er omfattet af kvoter. Reduktionen tager udgangspunkt i niveauet for udledningen i 2005.
Det blev endeligt fastslået, da EU's klimaministre i weekenden blev enige om, hvordan en samlet EU-reduktion på 30 pct. af CO2-udledningen i de ikke-kvoteomfattede sektorer skal fordeles blandt medlemslandene – samt hvordan reglerne omkring de nye krav i praksis skal administreres.
Aftalen godkender to nye såkaldte fleksible mekanismer, der gør det muligt for EU-landene dels at overføre en vis mængde ubrugte CO2-kvoter til de ikke-kvoteomfattede sektorer, der populært omtales som 'biler, bønder og boliger'. Dels at indregne ændringer i jordens kulstofpulje og binding af kulstof i biomasse, kaldet LULUCF.
For Danmark vil LULUCF og ETS-kreditterne (muligheden for at overføre CO2-kvoter) samlet kunne fixe ikke mindre end 80 pct. af den samlede reduktionsforpligtelse inden for transport, bygninger og landbrug i perioden 2021-2030.
Artiklen fortsætter efter grafikken
Adgangen til at bruge disse mekanismer er forskellig fra land til land. Den største brug tillades i lande, der er meget afhængige af deres landbrugsproduktion og derfor rammes særlig hårdt af skrappe reduktioner.
Derfor er det lande som Irland, Danmark, Letland, Litauen og Estland, der har adgang til at modregne flest ton via de fleksible mekanismer.
Ifølge tidligere udtalelser fra energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) har regeringen også til hensigt at bruge de nye mekanismer – og ministeren er i hvert fald meget tilfreds med aftalen:
»Det er lykkedes at lave en aftale, der er fornuftig for Danmark – og det, vi skal nå i 2030, kan vi realistisk set nå, uden at det kommer til at koste velstand og vækst i Danmark og danske arbejdspladser,« siger han ifølge Ritzau.
Ifølge den seneste fremskrivning fra Energistyrelsen (juni 2017) betyder et mål på 39 pct., at Danmark skal reducere sine CO2-udledninger med cirka 28 mio. ton CO2 over årene 2021-2030 inden for transport, landbrug og bygninger. Tallet skal tages med store forbehold.
Heraf kan ETS-mekanismen bidrage med omkring 8 mio. ton CO2 og LULUCF med 14,6 mio. ton (begge dele fremgår af EU's dokumenter), hvilket bringer den fysiske årlige reduktion i de tre sektorer ned på 800.000 ton CO2 om året.
Miljøorganisationen Noah kalder især LULUCF – mekanismen omkring modregning af kulstofbalancen – for 'en gratis omgang':
»Danmark får simpelthen lov til at reducere mindre uden at vi rører en finger. For aftalen ændrer ikke på de tiltag, der allerede er planlagt i landbruget,« siger Jacob Sørensen, der er organisationens kontaktperson for klimaretfærdighed og energi.
Samtidig mener han heller ikke, aftalen er ambitiøs nok til at sikre os opfyldelse af Paris-aftalen i 2050. Især ikke med disse nye fleksible mekanismer:
»Vi mener, det er forkert, at kulstofregnskabet for landbrug, skovbrug og den øvrige ikke-kvotebelagte sektor lægges sammen. Det er usundt at visse sektorer fredes og derfor kommer langt bagefter i udviklingen frem mod et lavemissions-samfund,« siger han.
Reglerne omkring beregning af LULUCF lægger op til, at man kun kan få LULUCF-kreditter, hvis emissioner og kulstofoptag samlet set viser et overskud af kulstofoptag.
Men dels foretages disse beregninger samlet set for skovbrug og landbrug under ét, hvilket vil sige, at emissioner ved dyrkning af jorden kan modsvares af skovenes optag af CO2.
Dels fastsættes bidraget fra landbrug og skovbrug ikke ud fra de eksakte tal men ud fra, om de har ændret sig i forhold til niveauet i perioden 2002-2009. Hvis udledningen falder, får et land kreditter.
Ifølge EU-tallene kan Danmark højst opnå 14,6 mio. ton LULUCF-kreditter i perioden, men ifølge Energistyrelsens seneste basisfremskrivning kommer vi ikke til at mangle kreditter: Med de nuværende forventninger og metoder vil de danske jorder sandsynligvis generere 44 mio. ton LULUCF i perioden 2021-2030.
Artiklen fortsætter efter grafikken
Videnchef i den grønne tænketank Concito Torben Chrintz er positiv over for, at EU begynder at inddrage udviklingen i kulstofpuljen i jord og i biomasse i landenes klimaregnskaber.
Dels fordi det er den måde, FN regner på, og dels fordi kulstofpuljen spiller en stor rolle i det samlede, globale klimaregnskab.
Men han mener, det sker på en helt forkert måde:
»FN's klimamodeller indregner allerede en vis ændring i kulstofpuljen i jorden og i binding af CO2 i biomasse i deres modeller. Derfor bør man kun medregne de reduktioner, der ligger er ud over denne baseline – ellers svarer det til, at man begynder at modregne CO2-optaget i havene, hvilket jo er åbenlyst nonsens,« påpeger han.
Torben Chrintz kalder det ærgerligt, at aftalen er endt der, fordi den havde potentiale til at få landbrugssektoren til at arbejde bevidst med for eksempel at begrænse dyrkning af tørverige surbundsjorder, som medfører store kulstoftab fra jorden.
EU-Parlamentet skal nu formelt godkende klima-aftalen, men det er forventningen, at der ikke sker store ændringer ved denne behandling.
Grotesk med sådan en artikel. Danskerne har nærmest en bil hver, vi elsker biler. Og vi skal helst have 120kvm per familie, fuldt opvarmet. Og to interkontinentale flyrejser om året. Og masser af elektronik.
Ulandene er osse godt med - Verdens befolkning stiger med 1mia næsten per årti. Der bygges veje og kulkraftværker i stor stil.
Og så laver en akademiker lige et regnestykke - vupti! - klimamålene er i hus. Lidt overførsel af penge mellem konti og kvoter skifter hænder.
Fuldstændig rigtigt. 'Vi finder lige en anden måde at regne på' - som om klimaet giver en dyt for hvordan vi regner CO2-mængder ud. Det er lige til at grine ad.
Mon man kunne have forhindret Titanic i at synke, hvis man havde dannet en kæde og fået noget af vandet transporteret op i den anden ende af skibet?
Det er imponerende så meget tid der bliver spildt på at opfinde krumspring, så det ser ud som om de enkelte lande klarer deres klimamål.
Vi glæder os til den dag det dokumenteres, at alle lande har nået klimamålene - uden at det har ændret en snus på noget som helst - og fint nok, så får vi vel fred for klimahysterikerne, hvorefter mere jordnære og praktiske folk måske kan få et ord indført og lov til at arbejde seriøst med sagen,
Hele regeringens tilgang til kvotekøb viser at der satses på at Parisaftalen aldrig bliver fuldt realiseret.
Hvis regeringen seriøst satsede på at nå i mål inden 2050 på en økonomisk og klimaansvarlig måde havde man aldrig så meget som overvejet at bruge penge på nytteløse kvoteopkøb. Lad os få klare meldinger ligesom Trump der åbent melder ud at han trækker sig fra klimaaftalen istedet for denne regerings hykleri. Så kan vi få kridtet banen op og aktiveret de kræfter i samfundet der aktivt vil arbejde for en grøn omstilling som vi ser det i USA.
Et skridt frem og tre tilbage, må vist være betegnelsen for klima-aftalen. Torben Chrintz har helt ret i sin kritik.
Enig.
Det hele minder om en øvelse, hvor man prøver at undgå at den fossile energi udfases.
Mere skov mener mange er en løsning.
I følge Gaia-teorien, så vil det medføre, at iltindholdet i luften stiger. Naturen kompenserer for det lidt højere iltindhold ved at øge effekterne af skovbrande!
Politikerne har dog løst deres opgave, at sørge for man med god samvittighed kan fortsætte med at bruge fossil energi til biler, skibsfarten og lufttrafikken. Det øgede befolkningstal sørger for, at det fossile energiforbrug stiger!
Klimaeksperterne fortsætter med deres misvisende GWP-værdier.
Man løser ikke problemerne uden at sætte kraftigt ind overfor befolkningsproblemet.
Man græmmes.
Det er topmålet af hykleri fra EU.
Trump er da i det mindste ærlig, og tager de tæsk det giver.
Jeg kan ikke se andet end at EU har mistet sin troværdighed på klimaområdet, så blandt andre Trump bare kan trække på skulderen, når han viftes om næsen med klimamål. EU er ikke bedre.
»Danmark får simpelthen lov til at reducere mindre uden at vi rører en finger. For aftalen ændrer ikke på de tiltag, der allerede er planlagt i landbruget,« siger Jacob Sørensen, NOAH. Det er en helt grotesk tilgang til sagen.
Hidtil er tingene beregnet forkert, og nu korrigeres beregningerne.
Hvis ikke, vi skal regne med de reelle tal, hvad skal vi så regne med?
Det er på tide, at alle indser, at den CO2, der pilles ud af atmosfæren og bindes i jorden er fuldstændig ligeværdig med den CO2, der udledes.
Og de senere års kvælstofnormer, der har været pålagt planteproduktionen, har kostet på klimaregnskabet i form af forøget CO2-udledning, fordi jordbunden herved har været udsat for mineralisering.
@ Poul Vejby-Sørensen
Jeg er meget enig!
I de tilfælde, hvor der - som følge af velvalgte tiltag - faktuelt opnås en ekstra og fortsat årlig opgjort nettobinding af kulstof i den voksende biomasse og/eller jordbunden, kan jeg ikke se, at der er noget at være ked af. (Med ”ekstra” mener jeg, udover den kulstofbinding, der blot måtte være en følge af den voksende CO2 i atmosfæren).
Mange i min ”boldgade” har i nu mange år været bekymret for, at muligheden for at recirkulere næringsstofrig aske med indhold af ultrastabilt og - især i nogle tilfælde - stærkt jordbundsforbedrende "biokoks" og tilsvarende ”bioCCS”, blot ville vedblive at være en ”interessant historie”, som ingen ville have et tilstrækkeligt økonomisk motiv til at forfølge, men nu vejrer jeg endnu mere morgenluft til ”min kæphest”, dvs. brændselsfleksibilitetsgivende og aske-recirkulerende forkoblet lavtemperaturforgasning på termiske kraftvarmeværker.
EA-Energianalyse har (med oplyste forudsætninger og forbehold) til denne rapportering:
http://www.forgasning.dk/sites/default/fil...
for nylig beregnet, at LCOE for tilføjelse af en sådan hhv. halm- eller affaldsfyret forkoblet forgasser til et - som udgangspunkt - træpillefyret kraftvarmeværk er negativ (=en positiv business case!), selv uden kWh-støtte!! og dette endda uden at tillægge den næringsstofrige aske nogen værdi. (Se de to nævnte cases th. i figur 16 på side 86 og bemærk her de små lyse og mørke cirkler).
Eftersom den aktuelle støtte på 1,15 kr/kWh el baseret på "biomasse" er alt rigelig (formentlig ville medføre simple tilbagebetalingstider i omegnen af kun 2 år!), venter vi formentlig snarere på, at en igangsættende støttegullerod ”hænges ud” på en måde, så investorerne tør stole på, at den ikke bare skrumper gevaldigt kort efter en investeringsbeslutning.
Selvom anlæg derefter måtte blive realiseret, kan man ikke forvente at en anlægsejer, der benytter positivt prissat ”biomasse” (f.eks. halm), vil prioritere at levere biokoksholdig aske, så længe ingen vil betale for ”biokoksen”/”bioCCS”. Årsagen er selvfølgelig, at biokoks, er det somme som det vi i gamle dage – med varierende grad af røde øre - kaldte ”kokstab”.
”Omvendt” kan ændrede regler blive en mere entydig ”driving force” for anlæg, der benytter negativt prissat ”affald”, for des mere anlægget overbelastes des mere indtægtsgivende brændsel kan der modtages og des mere indtægtsgivende ”biokoks”.
Ved forkoblet lavtemperaturforgasning kan en lang række forureningskomponenter enten effektivt nedbrydes eller opkoncentreres i en lille forurenet strøm af aske (der lander i kedlens typisk i forvejen forurenede filteraske), men hvis den fra forgasseren separerede hovedstrøm af aske skal kunne recirkuleres uden dyr oprensning, er det selvfølgelig noget, der stiller krav til affaldets sammensætning og dermed f.eks. til kildesorteringen af organisk husholdningsaffald.
Det hører med i historien, dels at effektiv termisk omsætning af brændsler som halm, biogasrestfibre, spildevandsslam, organisk husholdningsaffald og en lang række industrielle restprodukter forhindrer afgivelse af stærke klimagasser fra bakteriel nedbrydning under åben himmel, og dels at energiudnyttelse af nævnte ”unge” restproduktstrømme ikke i samme grad som - i det mindste nogle - træbrændsler - medfører den såkaldte ”klimagæld”.
Endelig kan der opnås en forholdsvis billig (askebaseret) omfordeling af overskydende K og P fra husdyrrige og vandmiljøfølsomme områder i (bl.a.) Jylland til (bl.a.) pt. næringsstofimporterende planteavlere på Sjælland, ligesom indtægter til brændselsleverende landmænd i (bl.a.) økonomiske yderområder også burde være et godt argument.
Er det ikke lidt for generaliserende? Der er områder i Jylland uden overskydende P og/eller K, mens der sagtens kan være områder på Sjælland med overskydende P og/eller K. Det er vel derfor der tages jordprøver. Eller menes at totalt generaliserende og groft forsimplede modeller skal lægges til grund for regulering i stedet for analyser på markniveau (GPS)?
@ Jan C Damgaard
Jeg hverken skriver eller mener ALLE områder/planteavlere og opfatter ikke, at vi er uenige.
(Forsøger blot at holde den lange smøre så kort som muligt.)
Hvor længe vil den da være bundet i jorden, hvis vi binder den?
Det kulstof, vi henter op af undergrunden og brænder af, har været bundet dernede i millioner af år og ville sikkert være blevet dernede i millioner af år, hvis vi havde ladet det være. Men i stedet har vi hentet det op og tilføjet det til naturens kulstofkredsløb.
Kan du binde kulstof i jordoverfladen, så det bliver der i millioner af år?
@Allan Olesen
Man kan godt binde kulstof i jordoverfladen. Selv med den nuværende driftsform kan det lade sig gøre. Man skal "blot" som tyskerne have focus på humusindholdet. Hvis man fx skal hæve humusindholdet fra 3% til 10% på en lerjord kræver det omsætning af omkring 500 kg "kompost" pr. m2 som over tid omdannes til ganske stabilt jordbundet kulstof. Mængden er yderst afhængig af jordbunden og det er noget mere besværlig på sandjord.
Derudover har jeg mødt selv meget traditionelt tænkende landmænd fortælle at de "har set lyset" i forhold til pløjefri jorddyrkning. Her sker over en kort årrække (få år) også en betydelig øgning af organisk stof (og dermed kulstofbinding). Muldlaget øges ganske simpelt fra fx 30 til 90 cm.
Man kan gå flere skridt videre. Man kan have det der kaldes skovlandbrug. Som faktisk er den højstydende type dyrkning af jorden, men også kræver noget mere arbejdskraft. Den er kendt både fra den danske oldtid med kvægavl i lysåbne lindeskove, hvor vinterfodret til dels var tørrede lindegrene. Til moderne til hvor fx Svanholm arbejdet med flerårige afgrøder i flere etager. Her lagres der både kulstof i jorden og i opbygningen af ved. (Man kan blive selvforsynende på en paracelhusgrund ved at lægge den om til skovhave).
Også er der alle de jorde der ikke rigtig er egnede til pløjning. I løbet af den tid Skjern å var afvandet forsvandt mange meter tørv. Som jo i stor udstrækning er omsat til CO2 i luftform. Hvis de områder bliver lagt om i permanent græs vil der ske en tørveopbygning.
Du forholder dig jo overhovedet ikke til det, jeg skriver.
Spørgsmålet er ikke, om man kan binde det.
Spørgsmålet er hvor længe man kan binde det, og hvad der løbende skal gøres for, at det forbliver bundet.
Måske klimaet heller ikke giver en dyt for CO2 indholdet, og så er det hele blot en teoretisk/politisk øvelse.
Klimafølsomheden (deltaT/CO2 dobling) falder tilsyneladende lineært med tiden, så omkring år 2100 kan den blive negativ. Hvad gør vi så lille du.
http://notrickszone.com/2017/10/16/recent-...
Venligst gå nu efter bolden. Den burde være mere interessant end budbringeren.
@Allan Olesen
Det kan godt være jeg ikke eksplicit skriver om stabilitet og hvor længe man kan lagre i jordoverfladen men jeg fandt det tilstrækkeligt implicit til ikke at udpensle det.
De 3 typer af jordbrug jeg har beskrevet øger kulstofbindingen ganske betydelig og kan gøres helt stabil (stabilt = lige så længe som man vil): Skovlandbruget er det er lettest vedligeholde i forhold til et høj mængde af bundet kulstof, og "skoven" kan opbygges så den næste gør arbejdet selv, hvorimod humusstabilitet i pløjede jorde kræver godt landmandskab og et stort fokus.
Der er ingen tvivl om at man kan gemme kulstof stabilt i dyrkede jorde. Men med måden det konventionelle landbrug i Danmark drives sker det ikke.
@ Allan Olesen
-Idet jeg - i modsætning til Flemming Kaa Madsen -vælger at koncentrere svaret om biokoks.
Du kan sagtens google dig til noget mere vindenskabeligt, men jeg mener, at det er almindeligt annerkendt, at kulstoffet i (effektivt pyrolyseret) biokoks er stort set biologisk uomsætteligt og f.eks. udgraver arkæologerne jo trækul fra tusind år gamle bål, der er blevet slukket inden de var brændt ud. Skulle det alligevel vise sig nødvendigt at supplere med noget yderligere biokoks om et par hundrede/tusinde år, er det jo bare at gøre dette.
Men fidusen er også, at - især grovsandede - jorde, der tilføres noget (relativt finkornet) koksstøv, bliver meget bedre til at holde på vand og næringsstoffer, hvorved der kan opnås kraftigt forøget plantevækst både over og under markens oveflade.
Hvis der f.eks. er tale om en kornmark, øges ikke blot den - over året - gennemsnitlige kulstofbinding i den stående afgrøde, men også fødevareproduktionen, ligesom der bliver mere halm til kraftvarmeværket, som kan producere mere fossilt fortrængende bio-energi og returnere næringsstofferne K, P, mv. i form af aske der - om fortsat ønsket - indeholder endnu mere biokoks.
Under jordens overflade vil et større efterladt rodnet søge dybere ned og give anledning til dannelse af (bl.a.) den relativt stabile humus, som vist typisk tillægges en dekader lang opholdstid, som også binder kulstof og bidrager til at gøre jorden frugtbar. Dertil bidrager også evt. nedmuldning af halm, men virkningen modvirkes samtidig af den tilsvarende oxiderende jordbehandling, ligesom jordbehandling jo bl.a. er brændstofforbrugende.
Selvom humus-delen ikke er ligeså stabil som biokoksen, så vil også denne del af kulstofbindingen jo i praksis være stabil, hvis man prioriterer at bevarede den, hvilket biokoksen som nævnt bidrager til.
Du kan f.eks. læse mere om gødskning med biokoksholdig aske her:
http://orbit.dtu.dk/files/123702160/Biokul...
hvor jeg især synes godt om dias nr. 13.
Måske hente lidt inspiration fra andre:
http://landbrugsavisen.dk/mark/professor-h...
Få dig nogle bedre kilder, Svend: https://www.youtube.com/watch?v=QFDnxMp0Hw8
Så længe man regner på hele kulstofkredsløbet, er det ligegyldigt om noget af kulstoffet er bundet i kortere eller længere tid.
Hvad skulle formålet være med at binde dele af klodens kulstof?
Det bliver ikke dårligere af at blive brugt.
Hvis det ikke er bundet på en eller anden måde, f.eks. i undergrunden, i planter eller i jorden, vil det befinde sig i luften som CO2.
Udgangspunktet er, at man medregner hele kulstofkredsløbet, hvorfor der altså principielt ikke er mere CO2 i luften, end der skal være - kan vi ikke bare prøve at følge tråden for diskussionen, Allan?
Hvis du mener, at det ikke er muligt, må du dokumenterere eller i det mindste anskueliggøre din frygt med noget, der er en smule mere konkret.
Du springer fra "millioner af år" til "på en eller anden måde" - her uden at tage stilling til tidsaspektet.
Hvor vil du hen med dine indlæg?
Det er egentlig utroligt simpelt:
Hver gang du hiver kulstof op fra undergrunden og brænder det af, har du tilført noget nyt kulstof til kulstofkredsløbet. Den samlede mængde kulstof i kulstofkredsløbet er dermed steget.
Denne ekstra mængde kulstof kan findes i kredsløbet på to måder:
1. Som CO2 i luften.
2. Bundet i noget andet.
Hvis vi ikke vil have mængden af CO2 i luften til at stige, er vi altså nødt til at foretage ekstra binding af kulstof, hver gang vi afbrænder noget kulstof fra undergrunden. Og hvis denne ekstra binding ikke er permanent, ender kulstoffet alligevel i atmosfæren, blot på et senere tidspunkt.
Hvis du ikke forstår det nu, kan jeg ikke hjælpe dig.
Jo, jeg har forstået dig hele tiden - du ønsker så lille et kulstofkredsløb som muligt, fordi du ikke mener man kan kontrollere kredsløbet over tid.
Det er en demagogisk holdning, idet den ikke indeholder noget argument.
Jeg har skam ikke brug for din hjælp - jeg søgte blot at få dig til at tage stilling til dine egne indlæg, at indse den logiske konsekvens af din mening, som altså ikke er i tråd med tråden, og derfor heller ikke tilfører tråden andet end din frygt for, hvad der kan ske millioner af år ude i fremtiden.