Skrantende Ørsted-satellit bliver selv til rumskrot næste år
Ørsted-satellitten var torsdag 260 meter fra at blive reduceret til rumskrot, men mødet med de russiske metalstumper fik ikke de frygtede konsekvenser for Ørsted-satellitten, der stadig er i stand til at sende data ned til Jorden.
Ørsted er dog kun kort tid fra selv at blive reduceret til et nummer på den amerikanske strategiske kommandos liste over de over 20.000 stykker rumskrot, som tjenesten løbende holder øje med. I løbet af 2011 er det planen, at ESA sender deres multisatellit Swarm i kredsløb om Jorden, og da Swarm også måler Jordens magnetfelt, vil Ørsted blive overflødig.
»Når Swarm sendes op om halvandet til to år, vil der ikke længere være behov for de målinger, som Ørsted foretager, og den vil selv blive til rumskrot,« siger seniorforsker ved DMI (Danmarks Meteorologiske Institut) Peter Stauning til Ingeniørens hjemmeside Ing.dk.
Han afviser dog, at Ørsted har udspillet sin rolle som forskningsatellit, selv om det er 11 år siden, Ørsted blev sendt i kredsløb om Jorden, og den for længst har afsluttet sin oprindelige mission.
»Der er nogle af Ørsteds instrumenter, der enten ikke virker mere, eller som er taget ud af drift, fordi der ikke længere er tilstrækkelig med strøm til dem, men hovedmissionen med at måle Jordens magnetfelt - den er intakt,« siger Peter Stauning.
Vakkelvorn med alderen
Han oplyser, at der stadig er behov for Ørsteds målinger, der i øjeblikket giver de mest præcise data til kortlægning af Jordens magnetfelt. Det på trods af, at Ørsted med alderen er blevet lidt vakkelvorn, og ikke længere har en fast position i forhold til Jorden. Det betyder ifølge seniorforskeren, at Ørsted fra tid til anden slingrer i forhold til jorden og ikke altid har antennerne rettet direkte mod Jorden.
»Men heldigvis har satellitten hukommelseskapacitet til at kunne opbevare data, så den kan transmittere dem, når den igen kommer forbi vores diske,« siger Peter Stauning.
Ørsteds registreringer af magnetfeltet giver blandt andet forskerne mulighed for at se, hvor på Grønland at jordvarmen kan gøre gletscherstrukturen usikker og satellitten leverer desuden afgørende data for geologer, som bruger dem til at vurdere forekomster af eksempelvis olie, men også varmt vand, som Peter Stauning påpeger.
Der bliver også stadig publiceret videnskabelige artikler, der baserer sig på magnetfeltbestemmelser, der er skabt på baggrund af Ørsteds målinger, men et egentligt overblik er svært at skaffe sig, for DMI's involvering ofte kun strækker sig til at give forskerne adgang til de dataset, som Ørsted opsamler.
Ingen afviklingsplan
På trods af, at der allerede nu kendes en cirka dato for, hvornår Ørsteds tid i rummet er overflødig, har DMI ingen mulighed for at hente satellitten ned eller på anden måde sikre dens endeligt.
»Vi har ingen mulighed for at styre satellitten i forhold til, hvilken bane den bevæger sig. Vi har rent magnetisk kunnet rette satellitten ind, men ikke dens højde. Med tiden vil den dog langsomt dale mod jorden, og vi forventer, at den om 25 til 30 år er kommet så langt ned, at den forholdsvis hurtigt vil blive indfanget af jordens atmosfære og brænde op på vej ned igennem den,« siger Peter Stauning.
Når Ørsted på et tidspunkt vil komme så langt ned, at den bliver indfanget i Jordens atmosfære, skyldes det, at der trods alt er en vis luftmodstand ude i rummet, hvor lille den end måtte være, men den er tilstrækkelig til, at Ørsted løbende vil miste lidt fart og dermed også højde, forklarer Peter Stauning.
Han forventer dog ikke, at Ørsted bliver forvandlet til rumskrot i samme øjeblik, som Swarm kommer i kredsløb. Peter Stauning forventer, at man vil lade de tre satellitter i Swarm sende data ned løbende med, at også data fra Ørsted opsamles, så man kan sørge for en synkronisering.
Ørsted blev opsendt 23. februar 1999 og havde efter de første 14 måneder i rummet afsluttet sin primære mission med kortlægning af Jordens magnetfelt.
Når den om 25 til 30 år brænder op i atmosfæren, vil det ligne et stjerneskud.
»Men om der er nogen til den tid, der vil tage sig notits af det, er jo ikke til at vide, men der er jo tale om den eneste danske satellit, og det er jo ikke sandsynligt, at der på samme måde kommer en dansk satellit, så det er da på sin vis historisk og en succes,« siger Peter Stauning.
Dokumentation
