‘Skrævende bus’ står bomstille: Nu rives testbanen ned

Firmaet bag 'den skrævende bus' er tilsyneladende gået i flyverskjul, så nu fjerner myndighederne i Oinhuangdao banen, hvor bussen blev testet. Illustration: Luo Xiaoguang/Xinhua/AP

Trængslen på vejene i kinesiske storbyer vokser og vokser, og alternativet - skinnebåret transport over eller under jorden - er dyrt og langsommeligt at anlægge.

Derfor foreslog kinesiske iværksættere allerede i 2010 at bygge kæmpe busser, der kan skræve over den øvrige trafik og anlægge stationer i førstesals-højde i rabatten mellem vejbanerne.

Læs også: Kæmpebusser skal løse Kinas transportproblemer

At kalde det en bus, er måske lidt af en tilsnigelse, for køretøjet skulle rulle på skinner nedfældet i vejbanen. Men det er hvad de forskellige kinesiske firmaer, der har arbejdet med ideen, har kaldt det - i første omgang ‘3D Fast Bus’ og senest ‘Transit Explore Bus.’

Testbane opført sidste år

I februar sidste år fik virksomheden TEB Technology så bygget en bane i byen Qinhuangdao i den nordlige provins Hebei, så bussen kunne testes under nogenlunde realistiske vilkår. Banen var dog kun 300 meter lang. Men det var planen, at der skulle bygges 120 km busbaner i millionbyen.

Der var dog flere kritiske spørgsmål - både til projektets teknik, sammenhængen med den øvrige trafik og ikke mindst finansiering.

Og i december kom det frem, at bussen bare stod stille på teststrækningen.

Læs også: Kinas 'skrævende' bus står stille midt på vejen

Samarbejdet er opgivet

Nu skriver det kinesiske nyhedsburea China News Serviceså, at det lokale bystyre har opgivet samarbejdet med TEB Technology, river skinnerne på testbanen, reetablere vejen og kører testbussen ind på en parkeringsplads.

Ifølge en unavngiven repræsentant for bystyret har TEB Technology fyret de lokale ansatte og stoppet alle aktiviteter i Qinhuangdao.

»Vi har flere gange inviteret producenten til at diskutere problemerne (med bussen, red.). Men de dukker bare ikke op,« citerer nyhedsbureauet.

Derfor har bystyret nu besluttet at fjerne testbanen.

Emner : Busser