Skotsk togulykke med flere døde: Blev afsporet af fejlkonstrueret drænsystem

Det var et tog fra Skotlands nationale togoperatør, Scotrail, som blev afsporet under ulykken. Illustration: jax10289/Bigstock

Det var en fejl i konstruktionen af et drænsystem, som var årsag en togulykke nær den skotske by Stonehaven, hvor tre mennesker omkom.

Sådan lyder konklusionen fra The Rail Accident Investigation Branch i en undersøgelsesrapport om ulykken, ifølge Sky News.

»Rapporten er en forfærdelig påmindelse om den rædselsfulde begivenhed i august 2020. Ingen i ScotRail, eller i den bredere industri vil nogensinde glemme, hvad der skete,« siger Ian McConnell, driftschef hos Skotlands nationale togoperatør, ScotRail, i en pressemeddelelse.

På dagen for ulykken var området ramt af et slemt regnskyl. Rapporten peger på, at drænsystemet ikke var konstrueret efter designet, og derfor ikke var i stand til at håndtere vandmængderne fra regnskyllet. Helt konkret havde virksomheden Carillion, der stod for at udføre drænsystemet, tilføjet en lav jordbanke, som fik store mængder vand til at løbe ned i en drængrav. Derfor blev sporet overdækket med grus og andet affald, som vandet fra den oversvømmede drængrav førte med sig.

Affaldet førte efterfølgende til en afsporing af toget, som kom kørende med en fart på over 100 kilometer i timen. Toget ramte brystværnet på en bro, og lokomotivet og en af togvognene rullede ud over en skrænt. Udover de tre dødsfald blev seks mennesker såret i forbindelse med ulykken.

Kendte til risiko

Rapporten fastslår desuden, at Carillion ikke havde informeret Network Rail, som driver jernbanenettet i Storbritannien, om ændringen i konstruktionen.

Både Network Rail og Carillion var dog blevet informeret om, at drænsystemet ikke virkede optimalt i 2012, da en grundejer havde klaget over oversvømmelser. Ifølge rapporten blev der dog ikke fulgt op på klagen.

Samtidig retter rapporten en kritisk finger mod Network Rail for ikke at informere om risikoen ved at køre med høj fart på strækningen. Ifølge rapporten var medarbejderne ikke instrueret ordentligt i at sænke farten og havde heller ikke fået ordentlig træning i at bruge det software-værktøj, der ved at indsamle vejrdata kunne orientere om en passende hastighed.

»Definitionen på uagtsomhed«

Konklusionerne i rapporten vækker vrede hos de pårørendes advokat Neil Davidson. Han finder det rystende, at Network Rail tilsyneladende ikke har reageret på deres kendskab til om risikoen for oversvømmelser.

»Det her er definitionen på uagtsomhed og har resulteret i døde og sårede. Det burde ikke være en overraskelse, at mange håber, at der vil blive lagt sag an mod Network Rail,« siger han ifølge Sky News.

Den administrerende direktør hos Network Rail, Andrew Haines, anerkender, at Network Rail kunne have handlet bedre.

»Rapporten gør det tydeligt, at der er nogle fundamentale lektioner, vi skal lære hos Network Rail. Jeg udtrykker min dybeste medfølelse med ofrene, og understreger, at vi ikke havde behøvet en så tragisk hændelse for at lære denne lektie,« siger han, og tilføjer at Network Rail efterfølgende er gået i gang med at undersøge lignende drænsystemer ved jernbanenettet.