Skoleelever får ny tech-avis
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Skoleelever får ny tech-avis

Illustration: morganlstudios, BigStock

Når de danske skoleelever næste år kommer tilbage fra sommerferie til mellemtrinnet fra 4. til 6. klasse, vil de blive mødt af en ny avis. Det bliver i første omgange en solo-udgivelse af en tech-avis, der sigter på at få elever i grundskolen til at interessere sig for teknologi, matematik og naturvidenskab.

Ikke blot for at gøre skoledagen mere spændende. Det noget længere uddannelsesmæssige sigte er at gøre tekniske, digitale, naturvidenskabelige og matematiske kompetencer både håndgribelige og interessante, så endnu flere i fremtiden vælger at uddanne sig inden for de såkaldte STEM-fag (Science, Technology, Engineering, Mathematics).

Avisen er rettet mod mellemtrinnet, hvor en stor del af eleverne mister interessen for STEM-fagene:

»Al forskning viser, at eleverne mister interessen for STEM et sted mellem 4. og 6. klasse. Vi er sat i verden for at få flere til at uddanne sig indenfor STEM-fagene, og hvis vi kan gøre bare 10 procent flere interesserede i de her kompetencer, så vil det få stor betydning for vores fælles vækst og velstand i Danmark«, siger direktør for Teknologipagten Christian Vintergaard.

Bruges i undervisningen

Teknologipagten udgiver avisen i samarbejde med Teknologiens Mediehus, som tager ejerskab over indholdet fra idé til færdigt produkt. Og her er det målet, at artiklerne skal gøres interessante for alle elever, mens indholdets forskellige elementer kan bruges direkte i matematik samt natur og teknologi-undervisningen.

Samarbejdet med netop Teknologiens Mediehus glæder Christian Vintergaard:

»Vi har ledt efter den helt rigtige partner til at lave en stærk journalistisk udgivelse, der på en ny og spændende måde sætter fokus på og skaber begejstring for de STEM-kompetencer, som det danske samfund og erhvervsliv skriger på«, siger han.

På den anden side af bordet opfylder initiativet et længe næret ønske, forklarer udviklingsdirektør i Teknologiens Mediehus, Mette Vindfeld Rosendahl:

»Vi har længe gerne villet give vores journalistik til børn og unge. Med Teknologipagten i ryggen kan vi med engagerende, sjovt og nytænkende indhold vise, at teknologi og naturvidenskab er en vigtig brik til at gøre verden til et bedre sted - noget som de fleste børn heldigvis brænder for at være med til ,« siger hun.

Håber på flere udgivelser

Den analoge avis skal ikke ligge alene, men hjælpe børnene ind til en række videoer, hvor de selv kan kaste sig ud i en række eksperimenter, der kan skubbe yderligere til nysgerrigheden.

Målet er, at det ikke blot skal være et enkelt dryp i 2020, men forhåbentligt en årligt tilbagevendende udgivelse fra Teknologiens Mediehus.

»Vi er i god dialog med mange aktører, fordi vi håber på at gøre mediet til et naturligt samlingspunkt om de mange initiativer, der findes rundt omkring i landet, hvor man formidler og engagerer STEM til børn. Samtidig ved vi, at vores nuværende læsere også er dybt engagerede i at bringe interessen for teknologi ind i en ny generation. Det giver vi dem et redskab til her,« siger Mette Vindfeld Rosendahl.

IDA og Engineer the Future har derudover også støttet projektet økonomisk.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Hvor mange udgaver kommer næste års "avis" til at have?

Fra wikipedia:
En avis er en ofte og jævnligt udkommende journalistisk publikation trykt på billigt, tyndt papir [...]

  • 0
  • 0

Bliver det muligt for os der er i erhverv (Jeg er fx gymnasielærer HTX) at kunne tilgå denne avis via nettet, så vi kan følge med i udviklingen ??

  • 2
  • 0

DR sendte 4/11 en udsendelse om "læsning" og nogle konklusioner omkring dårligere læsning på e.g. tablets.

Måske er der anledning til at stoppe op, lægge de 25-70 årige tillærte vaner og holdninger bort og begynde helt forfra.
Prøv at gennemtænke de muligheder som findes på de elektroniske medier og overvej, om dagens tilbud virkelig er tidssvarende ELLER om det er en medvirkende årsag til dels problemer, dels manglende motivation hos unge læsere - også indenfor det omtalte STEM område.

Alle kender "bøger", endog bøger med billeder. Utidssvarende.
Jeg har lige selv brugt en sådan (skulle genopfriske statik og styrkelære). Den elektroniske udgave var bare en scannet udgave. Gab, hvor kedelig og uanvendelig.
Hvad havde jeg brug for ? Jo, som mininimu, en adskillelse af lærebogsteksten, opgaverne og opgaveløsningerne. Så ville jeg have kunnet løse opgaverne, og i den anden skærm / skærmhalvdel have kunnet genlæse / referere til lærebogen. Eller opgaven og skoleløsningen. I stedet måtte jeg bladre flippe mellem siderne (e.g. 37 og 48, eller 48 og 261). Så jeg lånte en papirbog, hvor bogmærker gør det lidt bedre, men ikke godt nok.
Og så har jeg ikke nævnt muligheden for illustrative filmklip, eller hot-links til ordforklaringer, definitioner og meget andet.

Pointen er, at den kommende avis forhåbentlig vil udnytte en række af de tekniske muligheder - og ikke bare være en digitalisering af et papir-medie.
Er det tilfældet, så er slaget tabt igen.

P.S.: Skulle en læser kende GODE eksempler på multimedie, som eksempel, så skriv gerne et link, så vi kan prøve det.

  • 2
  • 0

Jeg kan anbefale Systime. Dog desværre kan jeg ikke se at de har en bog om styrkelære.
Jeg har selv udgivet en bog der https://elektronik.systime.dk/ om elektronik. Deres iBøger har mulighed for at indkoble alle medier, og kan vises samtidigt i flere faner eller sider på skærmen, så flere opslag kan være aktive samtidigt.
Selv har jeg integreret en dynamisk kredsløbs simulator i min bog, så eleverne kan afprøve kredsløb direkte, og teste enten den læste viden, eller prøve nye koblinger med tanken "Hvad nu hvis". Men andre udgivelser har også videoer, lydspor, indbygget graf regnemaskine, opgaver ikke bare som tekst men også interaktive, eller multiple choise - med indbyggede svar check. Mulighederne er mange, men desværre er det ikke alle forlag der understøtter sådan noget.

  • 1
  • 0

Hej Thorleif, tak for din interesse! Avisen i e-avis udgave vil kunne læses af alle her på ing.dk, når den er klar. Og man vil kunne bestille klassesæt.
Mvh. Mette

  • 1
  • 0

Hej Jan,
Super relevant kommentar! Vi går også og tænker på hvordan vi kan få en fysisk avis og en digital udgave til "leve" mere og tænke dem sammen. Helt konkret kommer der også videoer og digitale opgaver via QR-koder i avisen til børn, og vi overvejer AR. Men gode ideer er virkeligt velkomne!
Mvh. Mette

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten