‘Skør ide’ på Amager Bakke vinder stålpris
more_vert
close
close

Vores nyhedsbreve

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser og accepterer, at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

‘Skør ide’ på Amager Bakke vinder stålpris

Amager Bakke – hovedstadens nye forbrændingsanlæg – har været i ilden i årevis på grund af fejl, forsinkelser og kritik af beslutningsprocesserne før og under byggeriet af det omkring fire millarder kroner dyre anlæg.

Ophedede diskussioner, anklager og beskyldninger har føget i pressen, bestyrelseslokaler og borgmesterkontorer, og imens har ingeniørerne bag skulle holde hovedet koldt for at få den spektakulære kombination af et forbrændingsanlæg, kontorbygning, skibakke, klatrevæg og bypark til at hænge sammen.

»Vi har været pressede flere gange – men ikke så meget af debatten, som af de krav og ideer, som kom fra arkitekterne,« fortæller Peter Madsen Nordestgaard, der er kompetencechef for stål i rådgivningsvirksomheden Moe, som har skullet omsætte de vilde ideer fra arkitektvirksomheden BIG til bygbar virkelighed.

Skør men god idé – der er bare ikke tid

Moe blev allerede hyret til at hjælpe bygherren Amager Ressource Center (A-R-C) i 2009, og Peter Madsen Nordestgaard husker tydeligt sin første tanke, da det blev afsløret, at det var BIG’s forslag med en skibakke på toppen, der havde vundet arkitektkonkurrencen.

BIG foreslog at anlægge en skibakke med fire pister på taget af forbrændingsanlægget, der desuden skulle rumme en cafe med en udsigtsplatform på taget og en vandresti.

»Det er da en skør idé – men faktisk også en god idé. Det er godt tænkt, at anlægget giver noget tilbage til byen. Men jeg var meget i tvivl, om de virkelig ville komme igennem med, at man skulle kunne stå på ski ned ad taget,« siger han.

Læs også: København får kritiseret kæmpe-forbrænding - overborgmesteren jubler

Planen om at give offentligheden adgang til bygningens tag medførte en lang række nye krav til bygningen og gjorde en ‘komprimeret tidsplan’, som Peter Madsen Nordestgaard udtrykker det, endnu mere presset.

»Med den tidsplan, der var besluttet, ville det lige akkurat kunne lade sig gøre at bygge et traditionelt udformet forbrændingsanlæg, men det, at der skulle kunne være mennesker på taget, betød, at vi skulle leve op til endnu højere sikkerhedsklasser med endnu højere dokumentationskrav, krav om tredjepartskontrol og endnu flere møder med myndighederne for at fastslå, hvordan vi skulle eftervise, at byggeriet levede op til alle krav. Der er jo ikke lige nogen fortilfælde, man kan henvise til,« siger kompetencechefen.

I erkendelse af, at den mest tidskrævende del af byggeprocessen ville blive at få det store tekniske anlæg med affaldssilo, ovne, slaggesilo, kedler, dampturbine, varmevekslere, vand- og røggasrensning installeret, var det vigtigt at få udgravet fundament og kælder og at få overstået betonarbejdet så hurtigt som muligt. Derefter kunne selve bygningen rejses, samtidig med at maskineriet blev kørt og løftet på plads.

Skibakke pressede sikkerhed

Projekteringen foregik sideløbende med byggeriet for at holde det nødvendige tempo. For Ingeniørerne var det en udfordring at beregne og udforme stålet til bygningens spærkonstruktion, så det både havde tilstrækkelig bæreevne til at 1.500 mennesker kunne opholde sig på taget og kunne skråne ned over anlæggets forskellige dele, så skibakken fik det rigtige fald.

Bygningen rummer 7.500 ton stål og taget er dækket af 1.200 betonelementer, mens rampen, der endnu ikke er monteret, da dette foto blev taget, er bygget op af 300 dækelementer. Foto: Moe

»Vi har haft en hel del møder med arkitekterne for at finde ud af, hvilke konstruktioner der var fysisk og økonomisk mulige. De har haft mange forskellige ideer til skibakkens udformning lige fra noget der mindede om pukkelpister, til trug og halfpipes til en bakke med et mere landskabeligt præg. Vi arbejdede med et tag af betonelementer lagt oven på spærene, så vi prøvede at finde løsninger, der kunne lykkes med så få varianter af betonelementer som muligt. Arkitekterne knyttede en alpin designer på projektet og endte med en nogenlunde plan flade med få større bakker, så pisten bugter sig lidt ned ad taget. Det minder egentlig om et almindeligt dansk bakkelandskab med nogle små hop på,« forklarer Peter Madsen Nordestgaard.

Læs også: Skibakke på toppen af Amager Bakke bliver nu en realitet

Fordi så mange mennesker kan komme op på taget, skal konstruktionen have stor robusthed, så der ikke kan ske et progressivt kollaps. Moe undersøgte to muligheder: at udpege konstruktionens nøgleelementer og overdimensionere dem eller at bygge sekundært spærsystem ind, der kan tage over, hvis et enkelt element svigter.

»Vi endte med at indbygge et sekundært spærsystem, fordi det kun øgede stålforbruget fem procent, mens en overdimensionering ville have medført et 10 procent højere forbrug. I et byggeri med så stort et stålforbrug betyder den forskel en del,« begrunder Peter Madsen Nordestgaard.

Skråplan krævede superstål

Nogle steder i bygningen var der imidlertid ikke meget plads til spærene, så ingeniørene måtte tænke kreativt i forhold til at få plads til spærene under bakken.

»Over siloen var der ikke plads til at holde den samme spærhøjde som i resten af bygningen. Siloen er omkring 40 meter lang og 50-60 meter bred, og da vi helst vil have spærrene på den korteste led, måtte vi lave spær, der skrånede ligesom bakken.«

For at kunne mindske spærhøjden var man imidlertid nødt til at gå op i stålkvalitet.

»Normalt bruger man ståltyper som S235 og S355. Men S355 var ikke tilstrækkeligt alle steder, så vi måtte bruge S460. Prisen er ikke så forskellig, men mens de fleste entreprenører godt kan håndtere S355, så er det sværere at finde folk, der kan arbejde med S460, så de måtte sende deres medarbejdere på smedekursus. Desuden er stål af den kvalitet så svær at skaffe, at man ikke altid kan få det fra deres sædvanlige leverandører, så det kræver, at entreprenøren har rigtig godt styr på sine leverancer og er fleksibel. Det var entreprenøren heldigvis her,« fortæller Peter Madsen Nordestgaard.

345 ton tung skorsten skulle påhægtes

Kronen på værket gav imidlertid også store udfordringer. Oprindeligt var arkitekternes plan at lade skorstenen stå i midten af værket, men det blev ændret til et forslag om at hænge den på siden af bygningen, så Peter Madsen Nordestgaard og de andre ingeniører skulle pludselig finde ud af, hvordan de hægtede en 345 ton tung og 67 meter høj skorsten på bygningen i 7. sals højde.

Den 67 meter høje skorsten skulle hægtes på bygningen i 50 meters højde og række op i 127 meters højde, hvor vinden kunne få den til at vibrere faretruende. Derfor er skorstenen forsynet med en tunet massedæmper, der holder svingningerne nede på et acceptabelt niveau. Foto: Moe

»Det var én af de gange, hvor vi blev lidt pressede. Men jeg havde en fornemmelse af, at det godt ville kunne lade sig gøre, så vi undersøgte det nærmere. Sådan er min tilgang til samarbejdet med arkitekter. Jeg er meget fascineret af, hvad de kommer med af nye ideer. De presser os, men det er også med til at gøre vores arbejde sjovt og spændende. Og med BIG er man sikker på, at de ikke holder op med at spørge, om noget kan lade sig gøre, før de sikre på, at alle sten er vendt.«

Læs også: Video: Se en perfekt damp-ring i B&W-hallen

Det største problem viste sig at være, at skorstenen kunne komme i svingninger og påvirke både sig selv og bygningen. Løsningen blev at bygge en tunet massedæmper ind på skorstenen, der kunne modvirke de kritiske svingninger. At den virker, har Peter Madsen Nordestgaard bevidnet ved selvsyn:

»Jeg har været oppe i skorstenen, når det blæser, og så man kan godt se, at dæmperen bevæger sig en smule.«

Bypark åbnes nu

Projektet har også skabt blæst om ingeniørerne bag, som har modtaget en pris for brugen af digitale værktøjer på projektet, og torsdag aften blev projektholdet belønnet med Den Europæiske Stålpris, som uddeles af de europæiske stålinstitutters fællesorganisation, ECCS.

Hvis man også vil op i (næsten) samme højde som Peter Madsen Nordestgaard, er det muligt i morgen, lørdag, hvor der er offentlig adgang til taget på Amager Bakke.

Se Moe's video om byggeriet her:

En skibakke der kan bruges hver 2-3 år, der ligger ovenpå en forbrænding, virker for mig uforståeligt.

Håber konstruktionen kan bruges, til koncerter eller underdørs bio i de 300 dage der ikke er sne på toppen, medmindre der laves en kunstig skibakke med børster, som bremser ideen om, at bruge taget til andet end skibakke.

For 500 millioner kr. (mit gæt på prisen) kunne der bygges mange fine ting istedet.

  • 5
  • 5