Skør eksport: Den mest værdifulde fjerdedel af det danske affald ender i udlandet
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Teknologiens Mediehus kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Skør eksport: Den mest værdifulde fjerdedel af det danske affald ender i udlandet

Det er metalbunker som denne, Danmark hvert år eksporterer til stor glæde for udlandet. Illustration: Henrik Nordstrøm Mortensen

Hvis du bruger tid på at sortere dine brugte metaldåser, tomme plastdunke eller udtjente mobiltelefoner, så kig godt på det. For bedst som miljøminister Ida Auken (SF) kalder det for 'vores affald' i sin nye ressourcestrategi for Danmark, ender de værdifulde råstoffer i virkeligheden med at blive guld værd for lande som Tyskland, Tyrkiet og Sverige.

Kort sagt betyder det, at for hver fire kg affald, vi producerer i Danmark, sender vi et kg ud af landet. Det løber op i 2,3 millioner ton om året, viser Miljøstyrelsens seneste statistik over affald.

Men hvad vigtigere er, så kan 95 procent af den affaldsbunke genanvendes, og derfor går Danmark glip af arbejdspladser og forskning inden for behandling af affald. Det mener Jan Bentzen, der er økonomiprofessor ved Institut for Økonomi ved Aarhus Universitet og forsker i Danmarks håndtering af affald.

»Der ligger et stort potentiale i at beholde mere affald i Danmark. Transporten med lastbiler eller skibe over lange destinationer koster penge, og det forurener. Samtidig er rigtig meget af det her affald svært at skille ad. Det kræver høj ekspertise, og det er jo lige præcis den type arbejdspladser, vi gerne vil skabe i Danmark, men også tiltrække udenlandske hjerner til at videreudvikle,« siger Jan Bentzen.

Ikke et ord om eksport

Jan Bentzen henviser blandt til plast- og elektronikindustrien, hvor Danmark går glip af arbejdspladser, som kan udvikle eksempelvis laserteknologi til bestemte plasttyper og forskning i sjældne jordarter og metaller i den elektronik, som vi hvert år piller ned af stuevæggene og hiver op af skufferne for derefter at smide det på genbrugsstationen.

Som Ingeniøren kunne fortælle mandag, har Københavns Kommune stor succes med at indsamle metal, plast og elektronik for dagrenovationen og husholdningerne. Her har man nemlig i et år kørt kampagnen 'Genbrug er guld', som blandt andet har forøget kommunens mængde af indsamlet metal fra 48 ton i 2012 til 237 ton i de første 11 måneder af 2013.

Læs også: Københavnere i skralde-feber: Nye spande til metal femdobler genanvendelse

Men selv om danskerne er flittige med at sortere affaldet, nævner Ida Auken intet om, at deres værdifulde affald faktisk bliver til guld i udlandet frem for arbejdspladser og værdi på dansk jord. Over for Ingeniøren erkender Ida Auken da også, at hendes ressourcestrategi i lige så høj grad handler om eksport:

»Med ressourcestrategien går vi efter at udnytte vores ressourcer bedst muligt ved at genanvende mere. Meget af det affald, vi sorterer, for eksempel metal, sælger vi på et internationalt marked, og på den måde handler ressourcestrategien også om eksport,« vedkender ministeren.

Læs også: Københavnere i skralde-feber: Nye spande til metal femdobler genanvendelse

Elektronik og plast med potentiale

Et af de områder, hvor Danmark lige nu går glip af flere arbejdspladser er på behandlingen af elektronik. I virksomheden Averhoff i Aarhus kender Jørgen Hansen den problemstilling.

Han er fabrikschef for en virksomhed, der hvert år piller brugte fjernsyn, computere og køkkenredskaber fra hinanden. Den proces kræver stor indsigt i, hvilke metaller, herunder guld, sølv og kobber, der kan hentes ud af brugt elektronik. Han mener, at politikernes fokus i mange år har været forfejlet, fordi affald med stor værdi blot bliver eksporteret.

»Danmark drukner i den europæiske konkurrence. Og dermed vinker vi farvel til arbejdspladser og indtjening,« siger han.

Ifølge Jørgen Hansen har det finske moderselskab, som ejer Averhoff, i flere år været parat til at investere i Danmark, hvilket kunne skabe flere arbejdspladser til den aarhusianske virksomhed. Og som kunne presse på for mere dansk forskning i håndteringen og genanvendelse af de metaller, som vores elektronik bugner af.

Plast mere værd i udlandet

Det kan Bo Sørensen, der er direktør for DKRaastoffer i Fredericia, nikke genkendende til. Her har man en specialiseret proces til at behandle brugte plastdunke og lignende. Men ifølge Bo Sørensen sender vi det mest dyrebare led af vores affaldskæde til udlandet.

»Set fra fagmandens vinkel ender den mest værdifulde del af plastproduktionen i udlandet - i vores tilfælde Italien. Det betyder, at vi går glip af arbejdspladser til yderligere behandling, og at italienerne får fingre i det led, som man reelt kan tjene penge på,« fortæller Bo Sørensen.

En lignende melding kommer fra metalvirksomheden H.J. Hansen i Odense, der står for at behandle godt 350.000 ton metal fra kommunerne og virksomheder om året. Og her ender den mest værdifulde del af kæden i udlandet.

Handel med ressource er fint

Tilbage hos politikerne forsvarer Jens Joel, der er miljøordfører fra Socialdemokraterne, dog regeringens fortsatte fokus på indsamling af affald og brug af ordene 'dansk genanvendelse'.

»Ressourcestrategien skal forsøge at mindske eksporten af affald. Men som udgangspunkt har regeringen intet mod handel med ressourcer, hvis den altså sikrer handel. Og at metallet, plasten og så videre bliver behandlet på den mest korrekte måde,« siger han.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Igen igen lyder dette som om nogle virksomheder - godt støttet af økonomiprofessoren fra Århus Uni - argumenterer for at få statsstøtte.

Man må jo formode, at eksporten foregår fordi det er den bedste handel. Ganske enkelt. Det giver kun god mening at sælge affaldet dér, hvor de åbenbart er dygtigst til at håndtere det.

Jeg har svært ved at tro at forskning og udvikling af processerne i Danmark kræver, at man undlader at eksportere. Det lyder mere som en skinargumentation der skal sikre etablering af urentabel produktion med statsstøtte.

Hvis virksomhederne Averhoff, DKRaastoffer og H.J. Hansen ikke kan konkurrere med udenlandske virksomheder i håndtering af affaldet, skulle de måske koncentrere sig mindre om at lobbie for statsmidler og mere på at udvikle bedre processer og teknologier.

  • 11
  • 2

Årsagerne skal måske findes i energipriserne og lønninger, da genanvendelse koster energi og arbejdsintensiv. Der skal altså "billig" energi og stordriftfordele til for at generere et overskud.
Dernæst er miljøgodkendelser meget stramme og ufleksible, med meget højere priser.

Alt i alt gør det at den faglige kompetance omkring håndteringen findes der hvor affaldet eksporteres. Det kan være derfor virksomhederne i udlandet er længere fremme med at benytte og videreudvikle processer og teknologier. Det er op ad bakke for danske virksomheder, men er symptomatisk for landet med de højeste skatter og afgifter.

  • 12
  • 0

At tro at eksport altid er i Danmarks interesse er naivt.

Der er her i nogen grad tale om eksport af noget der kan sammenlignes med malm. Påstand: Alle udviklede lande med værdifulde forekomster af metaller og jordarter, har egen forarbejdelse af disse, for at øge værdien forud for eksport.

Det er dog klart, at viden om forarbejdelse kræver en kritisk masse og kritisk viden. Hvis ikke begge er til stede, er det økonomisk set smartere at undlade indvinding af "malmen" affaldet ! Men er det et reelt alternativ ? Ikke helt, det kan kun blive bedre, hvis producenterne pålægges at gøre indpakning/produkter lette at adskille i forskellige materialer.
Her ligger formentligt et stort potentiale gemt og det vil gøre affaldshåndteringen væsentligt mere effektiv.

  • 2
  • 1

For det første skal Miljøstyrelsens tal tages med et kg salt eller to, da hele datagrundlaget ligger i ruiner efter indførelsen af det nye affaldsdatasystem - så er det overhovedet sikkert at 25% eksporteres, og hvordan kommer MST frem til at det er de værdifulde 25% og ikke bare slam?

Dernæst, så har Jan Damgaard fat i noget af det rigtige, nemlig at det er stort set umuligt at drive energitung/beskidt virksomhed her i landet, dels fordi energipriserne umuliggør det, dels fordi virksomheder, der beskæftiger sig med at drive genbrug, er jaget bytte.

  • 7
  • 1

Igen igen lyder dette som om nogle virksomheder - godt støttet af økonomiprofessoren fra Århus Uni - argumenterer for at få statsstøtte.

Hovedproblemet i mange situationer i dag er dybest set kassetænkning - hvilket føre til suboptimering, i hvert tilfælde set fra en samfundsøkonomisk synsvinkel.

Ser man fx på kæden af aktører som er involveret i indsamling og genanvendelse af affald omfatter disse genbrugsstationer, vognmænd, genbrugsvirksomheder mv.

Disse private virksomheder skal hver især præstere et overskud (uden hensyn til hvad det betyder for de øvrige virksomheder og samfundet som helhed). Havde de i stedt for at være selvstændige virksomheder derimod været forskellige afdelinger i én stor virksomhed, så havde nogle jo kunnet køre med overskud og andre med underskud (eller mindre overskud), så længe virksomheden blot tilsammen gav overskud. Det ser man jo i princippet allerede i virksomheder, hvor fx administrationen og IT-afdelingen isoleret set sjældent er overskudsgivende, men de er ikke desto minder en forudsætning for at de øvrige afdelinger kan tjene penge.

Det er denne synsvinkel man ofte anlægger inden for det offentlige, og derfor ser man til tider offentlige virksomheder der kører med underskud. Men hvis de bidrager til at det offentlige som helhed får en bedre økonomi, så er det stadig fornuftigt. Det syntes mange at have svært ved at forstå. Af samme årsag er det ikke altid en god ide at priviatisere opgaver som hidtil har været varetaget af det offentlige.

Dette er også årsagen til at det i nogen situationer faktisk kan være fornuftigt med fx statsstøtte for at hjælpe nye brancher / teknologier i gang (uden at jeg iøvrigt skal tage stilling til om det i lige netop denne situation er en god ide).

  • 3
  • 2

Jeg er stærkt uenig, Ebbe. Der er god fornuft i at virksomheder specialiserer sig. Det giver den mest effektive måde at drive virksomheden på. Det offentlige har intet incitament til at effektivisere, og resultatet er uendelig bureaukrati og ineffektiv og tung drift.

  • 2
  • 2

Der er god fornuft i at virksomheder specialiserer sig.


Så din påstand er at der ikke findes noget der hedder suboptimering ? Jeg syntes at jeg argumentere rimeligt sagligt for min påstand ovenfor, og dit svar er at du er uenig??? Så må der vel være noget galt med min argumentation - kunne du ikke fortælle mig hvad det er?

Det offentlige har intet incitament til at effektivisere, og resultatet er uendelig bureaukrati og ineffektiv og tung drift.

Magen til ævl - så du påstår at nu da jeg er privat ansat så brænder jeg for mit felt og arbejder som et lille andalusisk pakæsel, men da jeg var offentlig ansat (hvilket jeg tidligere var) da lavede jeg ikke en skid, og var ligeglad med spild og ineffektivitet? Og omvendt for min kæreste som tidligere var privat ansat og nu er offentlig ansat.

Det kan godt være at det kommer som et chok for dig men offentligt ansatte betaler skat lige som alle andre, og de er dermed med til at betale for spild og ineffektivitet lige som alle andre. Hvad giver dig den ide at så snart men er offentlig ansat så er man uansvarlig, ligeglad og inkompetent, mens man åbenbart er det diametralt modsatte hvis man er privat ansat ?

  • 2
  • 3

Jeg er stærkt uenig, Ebbe. Der er god fornuft i at virksomheder specialiserer sig. Det giver den mest effektive måde at drive virksomheden på. Det offentlige har intet incitament til at effektivisere, og resultatet er uendelig bureaukrati og ineffektiv og tung drift.


Dette er kun gældende så længe der ikke foregår nogen nævneværdig koordinering mellem de forskellige delområder som de specialiseret virksomheder varetager. Jo mere detaljeret og krævende overgang der er mellem to virksomheder, jo dyre er det at have to forskellige virksomheder til at løse en fælles opgave, i forhold til hvis en samlet virksomhed varetog hele opgaven (og dette er så uafhængigt af ejerskabet (offentligt/privat))

  • 1
  • 0

Det er naivt at tro, at offentlige virksomheder kan drive noget som helst mere effektivt end private. Jeg tror heller ikke man kan finde nogen eksempler på det.

Private virksomheder eksisterer jo på en grundlæggende præmis om, at hvis man ikke er blandt de bedste, fravælges man. Denne vigtige driver har det offentlige slet ikke. Her er den vigtigste driver i stedet at udnytte de budgetter, man har forhandlet sig til via kommunalbestyrelser el.lign.

Derfor bør offentlige opgaver som udgangspunkt (læg lige mærke til disse 2 ord, "som udgangspunkt") løses af private, medens det offentlige bør koncentrere sig om at blive skarpe til at styre udbud og kontrakter. Her er man nemlig (også) alt for ringe og ineffektive.

  • 4
  • 1

Jeg er da ikke i tvivl om, at du kan finde eksempler på det modsatte - men det ændrer jo ikke ved min pointe.

Hvordan synes du det gik i den tidligere østblok?

  • 2
  • 2

Nu ved jeg ikke helt hvad du mener med det sjove begreb "liberalisme-tomgang". Det lyder lidt som at råbe "brilleabe" i skolegården - men der ligger måske en dybere og mere raffineret fornærmelse i det?

Søren, jeg siger jo netop at der sagtens kan være enkeltstående tilfælde af statsvirksomheder, der drives effektivt og sundt. Men hvis man lidt mere gennemgribende lader staten styre produktion og produktudvikling, så ekstrapolerer jeg blot og viser, hvor vi ender.

Historien viser det jo.

  • 1
  • 0

enkeltstående tilfælde af statsvirksomheder, der drives effektivt og sundt. Men hvis man lidt mere gennemgribende lader staten styre produktion og produktudvikling


Min mening er, at visse aktiviteter kan man ikke kun lade private drive. Det drejer sig om trafik, vand, gas, el og kommunikation. Hver gang man sælger det fra, opstår der monopoler og forbrugerne kommer til at hænge på forøgede udgifter. Det viser sig hver gang, og det har åbenbart ikke noget med effektiv drift at gøre.
Når konkurrencen forsvinder går det galt - privat eller offentligt er åbenbart et fedt i denne sammenhæng. Men når det er solgt fra, mister vi enhver indflydelse på det.

  • 0
  • 0

Jeg har ikke helt glemt Kühnel Hagens og Rancke Madsens lærebøger i analytisk kemi, og jeg synes det kunne være sjovt at få en stor bunke elektronikskrot og at skille grundstofferne i denne ad.
Men for nu at citere et udtryk fra den forhåbentlig sidste radikale Helweg Petersen´om Aalborg Portland, så er det nok ikke "den slags virksomheder Danmark skal satse på."

Selvfølgelig kan det gøres miljømæssigt forsvarligt, men bureaukratiet og energiskatterne vil på forhånd umuliggøre projektet. Ikke energiomkostningerne. Vi ved jo fra energiministeren, at Danmarks fremsynede energipolitik i det lange løb vil sikre os billigere energi end nabolandene.

  • 2
  • 0

Søren, det er jeg på sin vis enig i. Den centrale infrastruktur skal styres tæt af staten, da der er vidtrækkende konsekvenser på spil. Derfor kan man jo sagtens udlicitere fx energiproduktion og vedligeholdelse af vej- og jernbanenet.

  • 0
  • 0

Min mening er, at visse aktiviteter kan man ikke kun lade private drive. Det drejer sig om trafik, vand, gas, el og kommunikation. Hver gang man sælger det fra, opstår der monopoler og forbrugerne kommer til at hænge på forøgede udgifter. Det viser sig hver gang, og det har åbenbart ikke noget med effektiv drift at gøre.

Det er for primitivt at stille det op på den måde.

Du kan ikke altid tale om at sælge fra, eksempelvis på vand- og elområdet er/har der jo traditionsvis været mange selskaber som først var private, typisk ejet af forbrugerene, som har/havde en meget fornuftig drift.

Det man så mange gange ser er, at når disse selskaber sælges, enten til det offentlige, hvor der pludselig skal gnaves ben i stor stil, eller til kapitalfonde, ja så går det galt.

Men man kan ikke sætte det hele så sort/hvidt op, der kan sagtens være områder der har det bedst i offentligt regi nogen steder, og bedst i privat andre steder.

Det der er vigtig er bare at der holdes styr med hvad der sker, så udviklingen ikke får lov til at løbe løbsk.

Men i forhold til et hypotetisk affaldstal er det ikke det der er afgørende, men det faktum, at der er meget langt fra djØFFERnes skåltaler om genbrug, og så til det praktiske liv hvor der gøres alt for at sabotere for energitunge og "forurenende" virksomheder.

Når jeg sætter forurenende i anførselstegn, så er det fordi det ikke nødvendigvis behøver at være virksomheder som forurener, men det er jo snart sådan at visse elementer bruger alle deres kræfter på at drive klapjagt på virksomheder der støjer mere end 15 dB, eller som tilfældigvis har bare en enkelt container stående udendørs, eller der uheldigvis kører en enkelt lastbil forbi deres indkørsel, etc, etc.

Og disse individer klager så til hin og denne myndighed, som jo på ingen måde har har travlt, således at virksomhederne i måneder og år er bundet på hænder og fødder.

  • 3
  • 0

TDC er netop et fremragende eksempel på forskellen offentlig og privat virksomhed. JTAS, FKT, KTAS og P&T var offentlige virksomheder.
Lykketoft solgte dem for at dække et hul i statskassen, og det endte med at blive TDC.
Hvis man sammenligner antallet af ansatte i de gamle selskaber, med det antal der nu er ansat i TDC, ser man tydeligt, hvordan privatisering giver effektivisering.
Var selv ansat i et af de offentlige selskaber i 9 år før vi blev til TDC, og kom fra 2 private firmaer. Helt ærligt var jeg chokeret over arbejdsmoral og engagement blandt mange af de ansatte. Ikke alle, der var mange, der arbejde som man ville forvente det i en privat virksomhed, men måske 40% der reelt ikke havde en berettigelse i deres ansættelse, de præsterede intet, selv om de var eksperter i at fortælle om, hvor travlt de havde.
Men det bekræfter jo det gamle ord om: "At mængden af det udførte arbejde og omtalen deraf er en konstant."

  • 1
  • 0

Det drejer sig om trafik, vand, gas, el og kommunikation. Hver gang man sælger det fra, opstår der monopoler og forbrugerne kommer til at hænge på forøgede udgifter.

Det er direkte selvmodsigende. Kommunikation (Televæsenet som det hed) var et monopol. Dette monopol mistede TDC gradvist, dette medførte ikke stigende priser, tværtimod. Men lykkes det også for Telenor at overtage TDC, så sker det måske. Men da monopolet er væk, vil der altid være nogen, der kan tjene penge på at være billigere, der kan nævnes mange mobilselskaber, der opstod af denne grund. Mest kendt er nok Sonofon, der nu netop er en del af det norske Telenor.

  • 0
  • 0

Jeg kan ikke huske om det var Brunbdtlandrapporten eller "Oprør fra Midten", jeg lagde fra mig med væmmelse, da jeg kom til det sted, hvor der stod at energiforsyningen var for vigtig til at kunne overlades til private.

Dengang koncessionerede selskaber, drev hele elforsyningen og fordelingsnettene havde vi verdens billigste og mest effektive elforsyning - bortset fra de steder hvor man havde vand- og atomkraft. Og fjernvarmeudbygningen var heller ikke noget staten blandede sig i.

En af mine sidste opgaver inden min pensionering for godt 10 år siden, var at oversætte elforsyningsloven til et sprog, både jeg selv og de unge kunne forstå.

Det er mig en gåde, at folk ved deres fulde fem kan finde, at det er en god ide, at betro energiforsyningen til staten, dvs. embedsværket. Her og i Bruxelles.

  • 2
  • 0

Jeg må konstatere at østeuropæerne allerede er i gang med deres egen alternative indsamling. De gennemgår systematisk hele gadens genbrugsspande og tager alt af værdi. Indimellem er alt uden værdi spredt omkring spandene. Gad vide hvor meget mafia der står bag denne aktivitet.

  • 1
  • 0